Danmarkshistorien handler ikke kun om store begivenheder, kendte personer, dramatiske krige og betydningsfulde traktater. Den handler også om menneskers hverdagsliv. Ikke mindst børns liv.
Børn var en del af de voksnes liv og dermed underlagt forskellige vilkår. I alle miljøer var børn både en ressource og en byrde. Børn skulle efterhånden overtage voksenopgaver, og mange deltog i arbejdet, fra de var små, idet de indgik i den helhed, som arbejds- og familieliv udgjorde. Børn krævede dog også pasning, og der var udgifter til mad og tøj. Grænsen mellem barndom og voksenliv afhang imidlertid af, i hvilket miljø man var født.
Spædbarnsliv
I alle samfundslag var dødeligheden høj blandt spædbørn. Endnu i 1800-tallet døde hvert femte barn inden for det første leveår. Mange døde under fødslen eller kort efter, ikke mindst hvis moderen døde i barselsseng. Årsagerne til børnedødeligheden var mange: manglende amning, forkert ernæring, mangelsygdomme og dårlig hygiejne. Staten forsøgte at bekæmpe den høje børnedødelighed gennem oplysning om bedre pleje og ernæring.
En del børn var uønskede allerede før fødslen, ikke mindst de såkaldt uægte børn - børn født uden for ægteskab af kvinder, der var ”faldet i ulykke”. Det omgivende samfund anså dette for at være en stor skam. Børnene blev oftest sat i pleje, men enkelte kvinder dræbte ligefrem deres nyfødte barn.
Bønderbørn
Børn på landet deltog i en tidlig alder i arbejdet. Piger og små drenge gik kvinderne til hånde i hjemmet med fx at passe mindre søskende, mens de større drenge hjalp mændene udendørs. Børnenes arbejde var nødvendigt for familiens økonomi. Blandt husmænd og landarbejdere blev børnene hurtigst muligt sendt ud for at tjene til føden, ofte i niårs alderen.
Bønderbørn ejede sjældent købt legetøj. Fx syede de dukker, snittede fløjter og lavede rangler til deres mindre søskende. Sten, pinde og træstykker blev til en gård, og på ladet af en vogn blev der kørt ”hø” hjem til kreaturerne. Sådan legede børnene sig ind i de roller, som de senere skulle udfylde som voksne.
Ved konfirmationen var man voksen og forlod hjemmet. Mange fik skiftende pladser, indtil de selv kunne stifte hjem. Udgangspunktet for ægteskabet var økonomi og praktisk håndelag, ikke følelser. I et ordsprog udtrykkes det således: ”Man skal skue en pige i et dejtrug og ikke i en springdans”.
Borgerbørn
I den borgerlige familie blev barndommen anset for at være en særlig fase i livet, der skulle vare længst muligt. Det personlige bånd mellem forældre og børn blev opbygget gennem forældrenes medleven og omsorg for deres børns udvikling. Dette nære forhold var en kontrast til livet udenfor.
Børnene blev gennem opdragelse, undervisning og leg forberedt til voksenlivet. Datteren efterlignede sin mors gøremål gennem leg med dukker, dukkestel og dukkekøkken. Sønnen legede med togbane, legetøjsvåben og tinsoldater og rettede dermed blikket mod livet uden for hjemmet. Andre lege var for begge køn, fx gemmeleg og boldspil.
Drenge blev uddannet til at bestride et erhverv og være familieforsørgere. I latinskolerne lærte de både græsk, latin, dansk, hebraisk, tysk, fransk, religion, historie, geografi, aritmetik, geometri og skønskrift. Lærlinge kunne fra 1800 få gratis undervisning i religion, tegning, regning og skrivning om søndagen i skoler, der blev oprettet for håndværkere. Piger blev forberedt til rollen som hustruer. En huslærerinde eller en skoleholderske i en privat pigeskole lærte dem religion samt at brodere, læse, regne og skrive. I midten af 1800-tallet optog faget håndarbejde ofte halvdelen af skoletiden.
Et bal var en god anledning til at møde mulige ægtefæller. De unge herrer reserverede en dans ved at skrive sig på pigens balkort. Senere kunne hun bag på kortet notere, hvem der havde vist hende mest opmærksomhed ved at forære hende buketter eller balsløjfer.
Arbejderbørn
En billig arbejdskraft i industrien var børn, som i 1872 udgjorde ca. 10 % af alle arbejdere. Børnearbejde var især udbredt i visse brancher. Mere end halvdelen af børnene var således beskæftiget i tobaksindustrien.
Nogle læger var betænkelige ved industriarbejdets indvirkning på børnenes sundhed. De forestillede sig ikke børnearbejdet afskaffet, men ønskede en statslig regulering. I 1873 kom den første fabrikslov. Kun børn over 10 år måtte arbejde på fabrik, og børn mellem 10 og 14 år højst 6½ time om dagen med ½ times pause.
Nogle følte, at loven var et kraftigt indgreb. Redaktøren af Industri-Tidende skrev i 1873: ”Naar man ogsaa gennem denne Lov vil hævde Statens … Ret til at bedømme, om et Barns Sundhedstilstand tillader det at arbejde … saa er dette, efter vor Opfattelse, et Overgreb fra Myndighedernes Side, som kun kan vække Anstød, Uvilje og Ringeagt”.
Alligevel blev lovgivningen efterhånden strammet. I 1913 blev fabriksarbejde helt forbudt for skolebørn. Det kunne dog knibe med at sikre lovenes overholdelse, bl.a. fordi nogle familier havde svært ved at undvære børnenes indtægt. Lovene gjaldt kun for fabriksarbejde, ikke for fx bybude og tjenestebørn på landet, hvor børnearbejde var langt mere udbredt.
I fritiden kunne arbejderbørnene f.eks. lege med trillebånd eller spille Terre, som var.et populært børnespil i gårde eller på trappesten. Legen bestod i at kaste brikker op i luften og de skulle så gribes igen i en bestemt rækkefølge. Oprindeligt brugte man knogler fra et lam. Senere blev firkantede sten almindelige.