Krigen 1848

Tysklands samling

I 1848 fejede en ny bølge af revolutioner hen over Europa med udgangspunkt i Paris. Sociale og demokratiske reformer blev et folkeligt krav. Mange steder blev kravet om demokrati vævet sammen med nationale spørgsmål, ikke mindst i de mange små og store tysktalende lande, hvor et samlet Tyskland var målet.

Liberale i Holsten så Tysklands samling som en mulighed for at løsrive sig fra den danske enevælde. Derfor rejste de krav om, at Slesvig og Holsten skulle have en fælles forfatning, som indebar, at begge hertugdømmer blev adskilt fra kongeriget og blev en del af Det Tyske Forbund.

De danske nationalliberale ønskede også en fri forfatning. Den skulle til gengæld bekræfte Slesvigs tilknytning til kongeriget, mens Holsten efter deres mening godt kunne forblive tysk og helt adskilles fra Danmark.

Over disse to uforenelige synspunkter stod enevælden, hvis politik stadigvæk var helstaten: kongeriget, Slesvig og Holsten samlet under én hersker.

På et stort folkemøde i København 20. marts fik den nationalliberale leder Orla Lehmann tilslutning til en række krav til den nye konge, Frederik 7. Et af kravene var Slesvigs forbliven som en del af riget. Dagen efter accepterede kongen kravet.

Borgerkrigen 1848

I Holsten blev de nationalliberales sejr i København opfattet som en trussel mod de tyske interesser og mod Slesvigs og Holstens samhørighed. I løbet af et par dage kom det til regulært oprør, og en borgerkrig mellem tysk- og dansksindede i hertugdømmerne var en realitet. Borgerkrigen udviklede sig til en konfrontation mellem Danmark og Det Tyske Forbund, som med Preussen i spidsen gik ind i krigen på oprørernes side. Efter pres fra stormagterne, bl.a. Rusland, trak Det Tyske Forbund sig dog ud af krigen igen i 1850. Herefter vandt den danske hær en vigtig militær sejr over oprørerne i Slaget ved Isted 24.-25. juli 1850. Krigshandlingerne var ofte særdeles voldsomme. Slaget ved Isted omfattede således omkring 65.000 danske og tyske soldater, spredt over en 18 km lang frontlinie. Alene i dette ene slag omkom 1.300, mens 3.600 blev hårdt såret. Kort efter nytåret 1850-51 ophørte krigen. Der var ingen egentlig sejrherre, men de tysksindede i hertugdømmerne måtte foreløbig opgive løsrivelsen fra Danmark.

Den nationale vækkelse, som opstod i Danmark i kølvandet på krigsudbruddet, er gået over i historien som ”ånden fra 48”. De dansksindede følte, at de kæmpede for en retfærdig national sag. Med Junigrundloven indførtes også den almindelige værnepligt. H.W. Bissens statue ”Den danske Landsoldat efter Sejren”, som blev opstillet i Fredericia i 1858, afspejlede idéen om, at det var den menige danske soldat og det jævne danske folk, der med ”ånden fra 48” havde sejret i krigen 1848-50.