Tøjhusmuseets historie

Tøjhusmuseet er et militærhistorisk museum, der fortæller om dansk militærhistorie fra 1500-tallet til i dag. Museet er formelt oprettet i 1928 ud fra en række historiske samlinger i hærens regi, hvoraf nogle stammer helt tilbage fra renæssancen i 1500-1600-tallet.

Renæssancen kom populært sagt til Danmark med Christian 4. omkring 1600. Han blev konge i 1596 og begyndte straks en modernisering af monarkiet. Et af kongens første og vigtigste byggerier var det nye tøjhuskompleks ved Københavns Slot, som blev til fra slutningen af 1500-tallet.

En moderne renæssancefyrste på Christian 4.s tid måtte iscenesætte sig selv som en lærd og dannet person, men sandelig også som en krigerfyrste. En rigtig fyrste havde slot og tøjhus, hvor magten og magtens værktøj, krigstøjet eller artilleriet og andre våben, var samlet. Men derudover rådede kongen over bl.a. et bibliotek, et kunstkammer og et rustkammer. Kunstkammeret rummede ikke kunst i moderne forstand, men mærkelige og kuriøse genstande. Og rustkammeret rummede den fyrstelige slægts våben og rustninger; de primære fyrstelige symboler og beviser på slægtens ælde og dens militære status. Christian 4. var overhoved for den oldenburgske slægt, og han havde selvfølgelig et rustkammer med hans egne og forfædrenes rustninger samt jagt- og pragtvåben. Christian 4. lod derfor sit rustkammer overflytte til det nybyggede Tøjhus i begyndelsen af 1600-tallet.

Selve Tøjhusbygningen stod færdig i 1604. Den skulle fungere som arsenal og altså rumme rigets og kongens våben, når landet ikke var i krig. Det er dermed den verdslige bygning i Danmark, som har haft det samme formål i længst tid. Tøjhus er et andet ord for et arsenal eller et våbenkammer, som man især brugte i renæssancen. "Tøj" betyder i den forbindelse "ting", og på Christian 4.'s tid blev våben og udrustning mm. betegnet som "krigstøj" - ligesom vi i dag har ordene "værktøj" og "legetøj".

Tøjhuset blev opført som en del af et meget stort kompleks omkring en krigsskibshavn (der hvor Det Kongelige Biblioteks have nu ligger). På den modsatte side af havnen lå Provianthuset, og på Det Kongelige Biblioteks plads lå krudtmagasinet. Tanken var, at et orlogsskib der skulle udrustes, kunne sejle ind i krigshavnen og her få alt det ombord, som krævedes til et togt - våben, mad, krudt osv.

Tøjhusmuseet blev til, dels ved at der i arsenalet efterhånden opstod en slags samling af de gamle våben, dels ved at kongerne traditionelt lod deres uniformer mm. opbevare her.

I tidens løb opstod der andre kongelige rustkamre, og på de kongelige slotte var våben en vigtig del af det faste inventar. Men i løbet af 1700-tallet blev renæssancen efterhånden afløst af oplysningstidens mindre autoritære idealer, den fyrstelige selviscenesættelse fandt andre former, og man skelnede mere og mere mellem kongens person og staten. Og langsomt blev de kongelige kamre til statslige institutioner. Biblioteket blev til Det Kongelige Bibliotek, Kunstkammeret er i dag en del af Nationalmuseets samlinger, og de kongelige og fyrstelige rustkamre blev til Tøjhusmuseet, der i dag udgør et moderne museum for dansk forsvarshistorie.

Tøjhusmuseet blev oprettet i 1928 som en selvstændig institution under Krigsministeriet, men har rødder helt tilbage til Den Historiske Våbensamling, der blev etableret i 1838.

Kernen i det nye Tøjhusmuseum var genstandssamlingerne og personalet fra Den Historiske Våbensamling. Det blev derfor den våbenhistoriske samling, der indtog den centrale rolle i museets virke og det udstillinger i museets første mange år.

I 1960 blev museet lagt under Kulturministeriet.

Fra 1990 har museet arbejdet på at ændre sin profil fra overvejende at være et våbenhistorisk museum til primært at være et kulturhistorisk specialmuseum for dansk forsvarshistorie.

I 2004 blev Tøjhusmuseet og Orlogsmuseet lagt sammen under navnet Statens Forsvarshistoriske Museum. De to museers udstillinger bliver dog drevet videre som selvstændige udstillingshuse under dette museum.

I 2010 blev de gamle udstillinger af håndvåben på Rustkammersalen, der havde stået næsten uændret siden 1950'erne, taget ned.

I februar 2013 åbnede første etape af den nye basisudstilling, hvor krigen er i fokus.

1/1 2014 blev Statens Forsvarhistoriske Museum til en del af Nationalmuseet.

Museets samlinger

Dele af Tøjhusmuseets samlinger kan føres tilbage til kongelige samlinger fra 1600-tallet. I 1838 blev Den historiske Våbensamling oprettet, og de kongelige samlinger indgik som et væsentligt element heri. I 1928 blev Tøjhusmuseet oprettet og Den historiske Våbensamling lagt sammen med en række andre genstandssamlinger med relation til særligt hærens historie. Det drejede sig bl.a. om prøvesamlinger fra militære myndigheder. Disse samlinger er lige siden blevet udbygget og suppleret med nye samlinger af f.eks. køretøjer.

Bookmark and Share