Salg og ydelser

Antikvarisk -Topografisk Arkiv

Beretningsarkivet

Beretningsarkivet indeholder alt det relevante, skrevne materiale, der siden Nationalmuseets oprettelse er indgået. Arkivet indeholder således arkivalier om de fleste sogne i mere end 200 år.

Det ældste, systematisk indsamlede materiale i arkivet er de præsteindberetninger, som indkom, som svar på et spørgeskema, der blev udsendt i 1807 af Oldsagskommisionen. Noget af det mest imponerende var, at det lykkedes at få svar fra de fleste af landets sogne.

Allerede i den første rapport som Oldsagskommissionen aflagde, kunne den stolt meddele, at der var kommet 380 svar. Præsternes svar var meget varierende. Nogle var omfattende og viste et stort engagement, mens andre kun gav nødtøftige informationer. Mest præcise var præsternes svar i beskrivelsen af kirkerne og deres genstande, hvilket der jo var en nærliggende forklaring på.

Langt den største del af arkivets indhold omhandler kirkerne. Enhver sag vedr. restaurering eller forandring i en kirke eller i kirkeinventaret, som er mere end hundrede år gammelt bliver af de kirkelige myndigheder, stiftsøvrighederne, sendt til udtalelse hos Nationalmuseet. Det materiale, som fremkommer ved denne konsulentvirksomhed, udgør i dag den største tilvækst i arkivet.

Arkivet indeholder også beskrivelser af verdslige monumenter: Voldsteder, borge, herregårde og købstadshuse foruden kirkearkæologiske undersøgelser og diverse udgravningsberetninger fra hele landet.
Der findes desuden en begrænset mængde materiale vedr. udgravninger og undersøgelser på Grønland.

Kontakt:

Middelalder, Renæssance og Numismatik
Antikvarisk-Topografisk Arkiv

Frederiksholms Kanal 12
1220 København K
Tlf. +45 41 20 61 18

Mail 

Del denne side