Anna Møller (Galease)

Galeasen ANNA MØLLER blev bygget 1906 i Randers. Skipper og ejer var Martin Sørensen i Lohals der gav skibet navnet ESTHER. En galease er et tomastet sejlskib rigget med stagsejl, gaffelsejl og topsejl. Den forreste mast, stormasten, er lidt højere end den agterste, mesanmasten. 

Skibet sejlede i de første år med tømmer men blev også anvendt til udlægning af kabler for Post- og Telegrafvæsenet.

ESTHER fik sin første maskine i 1922 og sejlede herefter med almindelige fragter som briketter, kul, stensalt, cement m.m. Skibet fik nye ejere flere gange, og endte som mange andre af datidens fartøjer som stenfisker. 

Efter en kort periode i udenlandsk eje blev skibet købt af A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal med henblik på bevaring som museumsskib.

Efter en omfattende restaurering på J. Ring Andersens skibsværft i Svendborg, overdrog A.P. Møller fonden i 1976 ANNA MØLLER til Nationalmuseet. Navnet ESTHER var i mellemtiden blevet optaget af et andet skib, og man valgte derfor at opkalde skibet efter skibsrederens farmor. 

Ønsket var, at bevare et traditionelt dansk fragtfartøj i helt original stand. I forbindelse med dokumentationen af skibet lykkedes det blandt andet at finde og genetablere skibets originale kabys, der havde tjent som hønsehus i Odense!

ANNA MØLLER blev sammen med Fyrskib No. XVII og pram 19 de første skibe, der igen indtog Nyhavn og gjorde den til træskibshavn. En havn, som i årenes løb er vokset til en af hovedstadens store attraktioner. 

I mange år anvendtes skibet i undervisningen, idet skolebørn kunne komme på en fiktiv rejse, hvor de fik lov at sætte sejl og laste og losse. 

I de senere år er ANNA MØLLER hver sommer blevet sejlet og vedligeholdt af et skibslaug bestående af frivillige. Sommeren igennem deltager skibet i forskellige sejladsarrangementer. Således holdes det funktionsdygtigt og præsenteres for publikum rundt om i landet.

Kom og se restaureringen af Anna Møller

Nu 40 år efter at Nationalmuseet overtog ANNA MØLLER, er det igen blevet tid til en omfattende restaurering. Denne gang udføres arbejdet af Nationalmuseets egne skibstømrere og bådebyggere. Det sker i en hal på havnen i Holbæk, og det er her muligt at følge arbejdet.

Der er åbent for publikum alle hverdage mellem kl. 08.30 og 14:30. Lukkeperioder kan dog forekomme, hvis arbejdets karakter tilsiger det. Dette vil blive meddelt på facebook på ”Nationalmuseets fartøjssamling”. 

Værkstedet er beliggende i den yderste blå hal for enden af Kanalstræde i Holbæk. Adgang sker i hallens østre ende mod lystbådehavnen.

Booking af rundvisninger

En rundvisning kan bestilles på hverdage ml. kl.9 og 16

Det koster 800 kr. for en time. Maks. 25 deltagere.

Træffetid hver onsdag og torsdag fra kl. 10-13

tlf. 41 20 64 11

Mail: arrangement@natmus.dk

Husk også der er åbent for publikum alle hverdage mellem kl. 08.30 og 14:30.

Lukkeperioder kan dog forekomme, hvis arbejdets karakter tilsiger det.

Dette vil blive meddelt på facebook på Nationalmuseets fartøjssamling”. 

 

 

Del denne side