Asatro - vikingernes religion

De gamle nordiske guder kender vi fra de forskellige Edda-digte, historier om Tor, Odin, Freja, Balder og alle de andre, som du sikkert allerede kender.

I Vølvens Spådom – en historie om verdens skabelse og om dens ødelæggelse – lærer vi, hvordan verden blev til, og hvordan de første mennesker, Ask og Embla, blev skabt af guderne. Mange andre historier fra Eddaerne fortæller om, hvordan de gamle nordboer opfattede guderne, og hvordan de troede, at verden blev skabt.

I Ravnkel Frøjsgodes saga hører vi, hvordan Ravnkel havde et gudehov, et lille tempel eller en helligdom, hvor der var statuer af de guder han tilbad. Disse statuer gav han tøj på. Traditionen med at klæde gudestatuerne på kender vi også fra Romerriget nogle århundreder før vikingetiden. Adam af Bremen fortæller os om andre vikingetempler, hvor der også var statuer. Han fortæller, at missionæren Walfredus ødelagde et gudebillede af Thor i templet i Uppsala i Sverige. Også biskop Absalon ødelagde billeder af de gamle guder, da han drog på krigstogt mod de fjendtlige vendere, der boede på øen Rügen lidt sydøst for Falster.

Når man fejrede guderne, og ofrede til dem, kaldtes det for blot (udtales med et langt o, som i ”blod”). Guden Odin gjorde krav på menneskeofre. I Ynglingesaga hører vi om sagnkongen Aun, der ofrede sine sønner til Odin. Saxo Grammaticus fortæller desuden, hvordan Kong Vikar blev hængt som et offer til Odin. Den tyske forfatter Tietmar af Merseburg fortæller, hvordan der i byen Lejre ved Roskilde hvert niende år ofredes både mennesker, hunde, haner og høge til guden Odin.

Araberen at-Tartuschi fortæller, hvordan man i vikingebyen Hedeby fejrede vintersolhvervet. Det gjorde man ved at ofre dyr til guderne. Det var kvinderne, der lavede ceremonien. Også Ibn Fadlan beskriver en dyreofring. Han fortæller, at når dyrene blev slagtet, så blev noget af kødet givet til de fattige, og noget blev lagt til guden. Hovedet fra de ofrede dyr blev sat på en stage. Man spiste altså kødet fra de ofrede dyr.

Læs mere om asatroen her.

Sagaer og sagn – de kristnes fortælling om de nordiske guder

De islandske sagaer er skrevet af kristne historiefortællere. Det betyder, at de ikke altid fortæller, hvordan de asatro vikinger så på guderne, men hvordan de kristne så på de gamle guder. Også forfatteren Saxo Grammaticus var kristen. Saxo skriver ligefrem, at de nordiske guder Odin og Thor slet ikke var guder, men mennesker, der prøvede at narre andre til at tro, at de var guder. Når man læser sagaerne og sagnene fra vikingetiden, er det vigtigt at huske på, at det ikke var vikingerne selv, der skrev dem ned, men mennesker, som levede efter vikingetiden og havde hørt historierne fra andre. Man kan derfor ikke altid stole på det, som man læser i sagaerne og sagnene.

Når sagaerne og sagnene alligevel kan bruges til noget, så er det, fordi de bygger på de såkaldte skjaldekvad. Skjaldekvad er digte, som er blevet fortalt igennem mange hundrede år og derfor ikke har forandret sig særligt meget. Så selv om de kristne skrev skjaldekvadene ned, så var det vikingerne, der havde digtet dem.

Spådomme og Varsler

I sagaerne findes der mange fortællinger om, hvordan vikingerne tog jærtegn, altså varsler i naturen. Disse jærtegn brugte de til at spå om fremtiden. Det var meget almindeligt i vikingetiden, at man troede, at det, som skete i naturen, var budskaber fra guderne. Både de kristne og de asatro vikinger tog varsler. Det kunne f.eks. være en solformørkelse eller en komet på himlen. Det kunne også være den vej, fuglene fløj, eller andre specielle fænomener, som man kunne se i naturen. Vikingerne brugte også amuletter og magiske genstande. 

Del denne side