Vikingestil

Vikingerne udviklede en helt speciel kunststil, den kaldes dyrestil. Denne form for udsmykning findes på en lang række genstande.

Vikingerne brugte dyrestilen til at pynte deres ting med. De fantasifulde motiver forestillede store dyr, slanger og fugle. Stilen var noget helt særligt i det nordiske område, og hvis man finder ting med dyrestil på i andre dele af Europa, så ved man, at genstanden stammer fra Norden.

Udsmykningen kunne findes på både dragter, skibe, våben, vægtæpper, sten og bygninger. Og så selvfølgelig på ting lavet af sølv eller guld. Måske var nogle udsmykninger malet med farver, som vi ikke kan se i dag.

Dyrene, der blev brugt i udsmykningen, var vigtige symboler i vikingetiden. I mange navne fra perioden indgår der forskellige dyr. Mændene kunne f.eks. hedde Thorbjørn og Gunulv. Måske troede de, at ved at bruge dyrets navn i deres eget navn, kunne de få nogle af dyrets evner.

Også i den nordiske mytologi er der mange dyr. Visdommens gud Odin har to ravne, Hugin og Munin, der flyver rundt i verden. Gennem dem ser Odin alt, hvad der foregår. De er hans to hjælpere. Både Odin og hans to ravne findes som afbildninger på en lang række ting fra vikingetiden.

Del denne side