Den romerske kriger - legionæren

Legionæren var professionel soldat, der gjorde tjeneste i hæren i 25 år. Man skulle være romersk statsborger for at blive legionær, og efter endt tjeneste blev man belønnet med et stykke jord.

Legionærerne blev inddelt i legioner, som bestod af mellem 5000 og 6000 mand. En legion var opdelt i ti kohorter, og en kohorte bestod af seks centurier, hver på 80 mand. Til at lede en centurie havde man en centurion. Centurionen var en garvet kriger ofte en forfremmet legionær. Han bar en kæp fra en vinstok, som viste centurionens rang. Den kunne også bruges til at straffe ulydige legionærer med.

Hvis en kohorte havde opført sig uværdigt i kamp, kunne officererne straffe enheden ved tilfældigt at udvælge hver tiende legionær og slå disse soldater ihjel.


Hvordan tror du man i dag straffer soldater?

Den mindste enhed i hæren var en contubernium. Denne enhed bestod af otte mand, som delte værelse eller telt. Legionæren var bevæbnet med et kort sværd, kaldet gladius, en dolk, kaldet pugio, og to kastespyd, kaldet pilum. Til beskyttelse havde han et skjold af læder og træ i flere lag, på hovedet en hjelm af jern, mens kroppen blev beskyttet af et panser af jern. Når legionæren var fuldt udrustet bar han på ca. 50 kg.

På fødderne havde legionæren lædersandaler beslået med søm. Den perfekte romerske soldat skulle holde hovedet højt, have klare øjne, være bred over brystet, have stærke skuldre og lange arme og være smal om livet. Hans ben og fødder skulle være senede og ikke for bløde, og så måtte han gerne være omkring 1,80 meter høj (Vegetius I.2-7).

Det var ikke bare legionærernes opgave at slås. De havde også mange andre pligter når de ikke var i kamp. De skulle f.eks. selv bygge deres lejr, og ofte var de også med til at bygge veje og vandledninger. Derfor fulgte ingeniører, arkitekter, smede, tømrere osv. legionerne.

Hvilke andre opgaver, udover at kæmpe, har moderne soldater?

Hjælpetropperne

Hjælpetropperne hos romerne blev kaldt auxilia, og bestod af folk, der ikke var romerske statsborgere. Det var ofte specialiserede krigertyper, som f.eks. kavaleri, bueskytter, stenslyngefolk eller mænd med køller. Fordi hjælpetropperne stammede fra forskellige dele af Romerriget, var de også meget forskelligt klædt på. Nogle havde lange dragter, mens andre gik med bukser. En meget almindelig slags auxilia var dog udstyret nogenlunde ligesom legionærerne. De havde ringbrynjer, hjelme, ovale skjolde og var bevæbnet med sværd og spyd.

Bueskyttetropperne kom som regel fra den østlige del af Romerriget som f.eks. Syrien. Særligt flotte kunne rytterenhederne være, specielt når de holdt parade og opvisning. Deres hjelme havde farverige fjer og visirer udformet som ansigtsmasker. Foroven kunne hjelmene også være formet som hår, eller ligefrem have rigtigt hår påsat nærmest som en paryk.

Er moderne soldaters uniformer designet til at se godt ud og imponere?

Når man blev auxilia soldat skulle man gøre tjeneste i 25 år, hvorefter man blev belønnet med et diplom, der gjorde en til romersk statsborger. Den højeste ære en auxilia kunne opnå, var at blive en del af kejserens særlige livvagt. Egentlig blev kejseren beskyttet af den såkaldte prætorianergarde, der bestod af romerske borgere. Der var dog tidspunkter, hvor kejseren ikke kunne stole helt på garden og dens ledere, som kunne være meget magtsyge. Så var det godt at have livvagter fra bl.a. Germanien, der udelukkende var tro mod kejseren og ingen anden i hele Rom.

Del denne side