Gravskikken i Romerriget

På kejser Augustus’ tid var det hos romerne skik og brug at blive brændt og begravet i en urne, når man døde. I 2. årh. e.Kr. blev det dog med tiden mere populært at begrave afdøde uden brænding. Det kunne man for eksempel gøre i en kiste, kaldet en sarkofag. Besøgte man en romersk by i antikken, ville man passere en række gravmonumenter på det sidste stykke vej inden byporten. Det var nemlig uden for byen, at begravelserne fandt sted.

Hvor er grave i vor tid placeret, og er gravene bygget for at imponere forbipasserende?

Den afdødes liv

Man kan lære meget ved at undersøge de mange romerske gravsten. Som regel står der navnet på den afdøde, hvem den afdødes far var, og hvor gammel personen blev. Derudover kan indskriften også fortælle noget om, hvor personen kom fra, og hvilket arbejde han eller hun havde. Hvis man ser på gravsten for soldater får man også oplyst hvilken del af hæren soldaten havde gjort tjeneste i, og hvor gammel han var, da han blev soldat. Desuden kan der være et billede afsoldaten. Det er nyttigt for os i dag, når vi skal undersøge hvilke våben og udrustning, der blev brugt i den romerske hær.

Får vi noget at vide om den afdøde, når vi læser på moderne gravsten?

Soldatergaver

På Nationalmuseet kan man se to grave for soldater. Den ene tilhører en legionær fra den XXII legion. Resterne af hans aske og brændte knogler befinder sig i en urne. Derudover er der forskellige lerkar, en glasflaske, og to mønter. Mønterne skulle bruges til at betale Charon, som var færgemand på underverdenens flod, for overfarten til dødsriget. Vi ved, at soldaten tilhørte den XXII legion, på grund af de teglsten, der er sat ned omkring urnen og gravgaverne. En af disse teglsten er nemlig stemplet med legionens initialer.

Del denne side