Landsbyens verden

Danmark var et tætbefolket bondeland i ældre romersk jernalder. Man levede i landsbyer eller på isoleret liggende gårde. Hver landsby havde sine egne marker, hvor afgrøderne voksede, sine egne enge, hvor kvæget kunne græsse, sin egen skov, hvor svinene kunne spise agern og bog og endelig sit eget åløb, hvor man kunne hente frisk vand og fiske. De fleste landsbyer havde sandsynligvis også en hellig sø eller mose i nærheden, hvor man kunne ofre til guderne.

Hvorfor tror du man ofrede til guderne?

Gården

Husene blev som regel bygget af egetræ. Man skulle bruge omkring 20 højstammede, 45 år gamle træer til et hus. Taget bestod af træspån, strå eller tagrør. Husene kunne stå 30-40 år, så måtte man rive dem ned, og bygge nye op. Gulvet i jernalderhusene var som regel lerstampet, men enkelte stalde og indgangsrum var stenbrolagte.

Gården i ældre romersk jernalder bestod som regel af et langhus, med stald i den østlige ende af huset og bolig i den vestlige ende af huset. På denne måde vendte husets største overflade mod syd, og kunne på den måde lettere blive opvarmet af solen. Som regel var der en dør i begge langsider af huset, og i vestenden hvor folk boede, lå der et ildsted.

Når man skulle på toilettet kunne man gøre det hos dyrene i den østlige ende af huset. Ud over hovedbygningen kunne der høre op til syv sidebygninger og udhuse til gården. En landsby kunne bestå af alt fra to til 27 samtidige gårdsanlæg i ældre romersk jernalder. Husene kunne ligge på række, i klynger eller omkring en åben plads midt i landsbyen.

Landsbyen

Man boede som regel på samme plads igennem flere generationer, men nogle gange flyttede man hele landsbyen et par hundrede meter. Det gjorde man for at undgå at markjorden blev udpint, for kunstgødning havde man ikke. Når landsbyen flyttede, så kunne man opdyrke marker der hvor landsbyen tidligere lå. Her var der nemlig masser af næringsstoffer i jorden efter de opstaldede dyr og husholdningsaffaldet der i tidens løb havde hobet sig op. Det er tydeligt, at nogle folk i landsbyen var mere magtfulde end andre. De havde nemlig større huse, og nogle gange deres egen smedje eller endda deres egen vogn.

Bonden tilpasser sig

I jernalderen tilpassede man sig den natur, man boede i, derfor så husene heller ikke ens ud i hele det danske område. Langs den jyske vestkyst og i Thy, byggede man huse, hvor der langs husets ydervæg blev opført en 1,5 meter bred væg af græstørv. Denne græstørv virkede som isolation, så huset kunne holde bedre på varmen. I resten af landet var det mere normalt, at flette væggene af grene og tætne dem med lerklining.

Økologisk landbrug

Man boede som regel på samme plads igennem flere generationer, men nogle gange flyttede man hele landsbyen et par hundrede meter. Det gjorde man for at undgå at markjorden blev udpint, for kunstgødning havde man ikke. Når landsbyen flyttede, så kunne man opdyrke marker der, hvor landsbyen tidligere lå. Her var der nemlig masser af næringsstoffer i jorden efter de opstaldede dyr, og efter husholdningsaffaldet der i tidens løb havde hobet sig op. Det er tydeligt, at nogle folk i landsbyen var mere magtfulde end andre. De havde nemlig større huse, og nogle gange deres egen smedje eller endda deres egen vogn.

Hvordan tror du livet på en jernaldergård var?

Del denne side