Grundskolen - forløb til mellemtrin

Undervisningen på Musikmuseet har elevernes sanseoplevelser, udforskning og aktive deltagelse som pædagogisk omdrejningspunkt. Museets undervisning tager udgangspunkt i fagenes nye forenklede fælles mål.

Ønsker I at bestille et forløb, så benyt bestillingsformularen. Undervisningsforløb skal bookes med min. 7 dages varsel. Et par dages ekspeditionstid må forventes.

Har I yderligere spørgsmål i forbindelse med bestilling af undervisning, kontakt da Nationalmuseets Undervisning:

Mandag - fredag
kl. 10.00-12.00
Tlf. 41 20 60 66
E-mail

 

På tidsrejse i musikken

Målgruppe: 3.-6. klasse
Pris: 1 time/500 kr.
Pris: 1½ time/700 kr.
Maks antal: 28 elever

Vi tager eleverne med på en tidsrejse tilbage i musikinstrumenternes historie. Vi rejser igennem forskellige tidsperioder, og eleverne skal udforske og opleve instrumenternes udvikling.

Indholdet differentieres i forhold til klassetrin.

Forløbet afsluttes med en digital skattejagt i udstillingen, som tager ca. 30 min. at gennemføre. I kan vælge at have museets underviser til at facilitere skattejagten - i så fald varer forløbet 1½ time og koster 700 kr (alle dage). Eller I kan selv vælge at facilitere denne del og så koster forløbet 500 kr. (tirsdage, torsdage og fredage).

Materiale til inspiration og efterbehandling:
Tidslinje i TikiToki

Fælles mål og praktisk information

Fag:
Musik

Kompetenceområde:
Musik - Musikforståelse

Læringsmål:

Eleven har viden om mindst 3 musikhistoriske perioder og kan nævne dem ved navn. 

Eleven kan med egne ord fortælle om en bestemt instrumenttypes historiske udvikling. 

Eleven kan deltage i en refleksion over musikkens funktion nu og i et historisk perspektiv.

Faciliteter på Musikmuseet:
Mulighed for at spise medbragt mad (Bookes via mail til ulla.hahn.ranmar@natmus.dk )

Fra lyd til musik

Målgruppe: 4.-10. klasse
Pris: 700 kr.
Varighed: 1½ time
Maks antal: 28 elever

Hvad er lyd egentlig? Og hvordan og hvornår bliver lyd til musik? Og hvorfor lyder en trompet anderledes end en obo?

Vi tager udgangspunkt i lyd som fænomen, og finder forskellige måder at beskrive det på - både hentet fra musikkens og naturvidenskabens verden.

Med udgangspunkt i udstillingen skal vi derefter udforske forskellige instrumenters lyd og lyddannelse og prøve kræfter med museets brugsinstrumentarium. 

Forslag til forberedelse og efterbehandling: 
Lyd og lyddannelse (Natur&teknologi)
Lyddannelse - elevopgave (Natur&teknologi)
De fire instrumentkategorier (Musik)

Fælles mål og praktisk information

Fag:
Musik, Natur&Teknologi/ Fysik

Kompetenceområde:
Musik - Musikforståelse
Natur & teknologi - Perspektivering

Læringsmål:

Eleven har viden om lyd som fænomen og om sammenhængen mellem tonehøjde og instrumenters konstruktion. Eleven kan reflektere over forskelle mellem lyd, støj og musik.

Eleven har viden lyddannelse og lydformning i udvalgte musikinstrumenter. 

Eleven kan lytte og differentiere forskellige typer af klangkilder og musikinstrumenter. Eleven kan italesætte klangforskelle på forskellige typer af musikinstrumenter.

Faciliteter på Musikmuseet:
Mulighed for at spise medbragt mad (Bookes via mail til ulla.hahn.ranmar@natmus.dk )

Det Klingende Museum - symfoniorkestret

Målgruppe: 3.-10. klasse
Pris: 1600 kr.
Varighed: 5 timer
Maks antal: 28 elever

Trut i en tuba og kram en cello. Lad eleverne komme helt tæt på instrumenterne fra symfoniorkestret.

I Det Klingende Museum inviteres elever til at deltage i længerevarende forløb med tre besøg i løbet af skoleåret.

Forløbets første besøg er en hands-on-workshop, hvor eleverne afprøver instrumenterne fra alle instrumentgrupper i symfoniorkestret. Andet besøg foregår i museets udstilling, hvor vi bygger videre på elevernes erfaringer fra første besøg. Sidste trin i forløbet er en fælles koncert for alle de deltagende klasser.

Workshoppen sker i samarbejde med unge studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og koncerten arrangeres i samarbejde med Copenhagen Phil. Der vil være mulighed for en vis fleksibilitet i forhold til placering af de enkelte trin i forløbet.

Materiale til forberedelse:
Det Klingende Museum - på besøg i musikkens verden

Fælles mål og praktisk information

Fag:
Musik

Kompetenceområde:
Musik - Musikforståelse

Læringsmål:

Eleven kan genkende klangen og navngive instrumenter fra symfoniorkestrets instrumentgrupper. 

Eleven har viden om spilleteknik på musikinstrumenter fra symfoniorkestret. 

Eleven har viden om udvalgte musikinstrumenters historiske udvikling. 

Eleven kan lytte til levende fremført musik, og kan formidle sin oplevelse og viden.

Vedr. forløbets afvikling
Vi afvikler workshops i Det Klingende Museum (1. besøg) på fredage. Besøg i udstillingen (2. besøg) kan foregå på alle ugens dage. Koncerten (3. besøg) vil ligge i afslutningen af skoleåret.

Faciliteter på Musikmuseet:
Mulighed for at spise medbragt mad (Bookes via mail til ulla.hahn.ranmar@natmus.dk )

Det Klingende Museum - instrumenterne fra Østasien

Målgruppe: 3.-10. klasse
Pris: 1600 kr.
Varighed: 5 timer
Maks antal: 28 elever

Lad eleverne komme tæt på de fantastiske musikinstrumenter fra Østasien og særligt Kina. Prøv en erhu og lyt til en guqin.

I Det Klingende Museum inviteres elever til at deltage i længerevarende forløb med tre besøg i løbet af skoleåret. I dette længerevarende forløb møder og prøver eleverne musikinstrumenter fra Kina under vejledning fra kinesiske musikere tilknyttet Music Confucius Institute i København.

Forløbets første besøg er en hands-on-workshop, hvor eleverne afprøver forskellige instrumenter fra Kina. Andet besøg foregår i museets udstilling, hvor vi går på skattejagt og bygger videre på elevernes erfaringer fra første besøg. Sidste trin i forløbet er en fælles koncert for alle de deltagende klasser.

Materiale til forberedelse:
Det Klingende Museum - på besøg i musikkens verden

Fælles mål og praktisk information

Fag:
Musik

Kompetenceområde:
Musik - Musikforståelse

Læringsmål:

Eleven har viden om musikinstrumenter fra Østasien og særligt Kina. Eleven kan genkende klangen og navngive mindst fire traditionelle instrumenter fra Kina. 

Eleven kan indgå i en samtale og sammenstilling af musikkens funktion i Danmark og Kina. 

Eleven kan beskrive musikalske parametre i den kinesiske musik.

Vedr. forløbets afvikling
Vi afvikler workshops i Det Klingende Museum (1. besøg) på fredage. Besøg i udstillingen (2. besøg) kan foregå på alle ugens dage. Koncerten (3. besøg) vil ligge i afslutningen af skoleåret.

Faciliteter på Musikmuseet:
Mulighed for at spise medbragt mad (Bookes via mail til ulla.hahn.ranmar@natmus.dk )

Musik og haikudigtning

Målgruppe: 3 .-6. klasse
Pris: 1200 kr.
Varighed: 3 timer
Maks antal: 28 elever
Periode: fra januar 2018

Hvordan lyder en sommerfugl? Eller stemningen af mørke? Både haiku digte og musik rummer en sanselighed, som sætter nuet i fokus. I dette forløb skal vi arbejde med samspillet mellem musik og ord. Hvilke stemninger og beskrivelser findes der i ordene, og hvordan kan vi omdanne disse til et musikalsk nu?

Eleverne skal forud for dagen skrive deres egne haikudigte, som vi sammen på museet med inddragelse af museets samling og brugsinstrumentarium skal skabe musik ud af. 

Materiale til forberedelse før besøg:
Introduktion haikudigte - opgave til klassen 

Fælles mål og praktisk information

Fag:
Musik, Dansk

Kompetenceområde:
Musik - Musikalsk analyse
Musik - Musikalsk skaben
Dansk - Oplevelse og indlevelse
Dansk - Fortolkning

Læringsmål:

Elven har viden om forskellige instrumenttyper og klangmuligheder.

Eleven kan med forståelse for musikalske parametre indgå i en kompositionsproces omkring et konkret produkt. 

Eleven kan udtrykke en tekst stemning og 

Eleven kan udtrykke sin tekstforståelse ved at skifte fra en udtryksform til en anden - tekst til musik.

Forberedelse forud for besøget
Det er vigtigt at klassen har skrevet en mængde haiku digte inden besøget. Se inspirationsmateriale ovenfor. Disse digte er udgangspunktet for det arbejde, som vi  tager fat på under besøget.

Faciliteter på Musikmuseet:
Mulighed for at spise medbragt mad (Bookes via mail til ulla.hahn.ranmar@natmus.dk )

Soundscapes - musik fra byens rum

Målgruppe: 4.-6. klasse
Fag: Musik
Varighed: 2 dage
Maks. antal deltagere: 28 elever

Pris: 2500 kr. (basis pris) Derudover skal der på regnes ekstragebyr i forhold til transport til første workshop, hvis skolen ligger udenfor København.

Kan man lave skolegårdens lyde om til? I dette forløb tager vi eleverne på en lytterejse - fra lyde i deres eget nærmiljø til kompositioner for akustisk musikinstrumenter. Vi sætter fokus på de lyde, som findes i elevernes egen hverdag.

Første workshop er en lytterejse ind i skolens egne lyde - skolens og elevernes eget soundscape. Vi bruger vores ører og museets optageudstyr til at opdage og optage skolens lyde og indtryk. Herudfra dannes et visuelt lyttepartitur.

Den efterfølgende workshop foregår på Musikmuseet, hvor eleverne præsenteres for museets instrumenter og brugsinstrumentarium. Med udgangspunkt i elevernes lyttepartiturer vil vi arbejde med, hvordan deres soundscapes kan oversættes til en komposition for musikinstrumenter, som grupperne afslutningsvis opfører for hinanden. 

For yderligere information samt tilmelding:

Kontakt ulla.hahn.ranmar@natmus.dk 

Fælles mål og praktisk information

Fag:
Musik

Kompetenceområde:
Musik - Musikalsk analyse
Musik - Musikalsk skaben

Læringsmål:
Eleven har viden om forskellige lyttepositioner og om forskellige lydkvaliteter i auditive indtryk.
Eleven kan udvælge lydindtryk og samle dette til en konkret lydproduktion.
Eleven kan omsætte sine lytteoplevelser til andre former – såvel formale som æstetiske produkter.
Eleven har viden om forskellige instrumenters klang og funktion.
Eleven kan indgå i en kreativ, musikalsk skabelsesproces omkring et fælles udgangspunkt.

Forberedelse til de to workshops:
Forud for de to workshops kan du forberede eleverne på formen på forløbet, og du kan snakke med dem om de grundlæggende redskaber, som de skal bruge i forløbene– deres kreativitet og deres ører. Giv dem evt. til opgave inden dagen at lytte til deres omgivelser, og I kan snakke om hvad lytning kræver i forhold til tid og koncentration. Hvis eleverne tidligere har arbejdet med musikalske skabelsesprocesser eller andre kreative processer, kan I forsøge at opfriske elevernes erfaringer herfra.

Forberedelse forud for besøget
Forud for dagen vil vi bede dig om at sørge for følgende:

Have et almindeligt undervisningslokale klar. Det er vigtigt at der er et Smartboard med højtalere i lokalet, således at vi kan afspille de medbragte lydfiler for eleverne. Hvis dette ikke er muligt skal vi vide dette forud for dagen, således at vi kan medbringe vores eget udstyr.

Bede eleverne om at medbringe deres egne høretelefoner (vi har ekstra, men på den måde er vi sikre på at alle elever kan være med til at lytte undervejs).

Have papir (A3 format) klar sammen med sakse, lim, farver og elevernes almindelige skriveredskaber.

Inddele klassen i 6 velfungerende grupper. Eleverne arbejder i disse grupper i begge workshops.

Tage stilling til hvor langt eleverne må bevæge sig indenfor/udenfor skolens område (eleverne skal ud og lave lydoptagelser, og variationsmulighederne bliver selvfølgelig større, hvis de også må bevæge sig udenfor skolens område)

Din rolle undervejs

Når eleverne går i gang med gruppearbejdet i workshoppen, vil vi bede dig sammen med os støtte op omkring de opgaver, som eleverne bliver sat i gang med. Vi vil hele tiden sætte aktiviteterne i gang, og give instruktioner og støtte undervejs. 

Faciliteter på Musikmuseet:
Mulighed for at spise medbragt mad (Bookes via mail til ulla.hahn.ranmar@natmus.dk )

Besøg Musikmuseet på egen hånd

Som klasse har I også mulighed for at besøge Musikmuseet på egen hånd. Alle torsdage kl. 10-13 (undtaget skoleferier) holder vi åbent netop for jer, og besøget er gratis.

Læs mere herom her.

Udlån af tablets som klassesæt – tag på skattejagt i udstillingen

Målgruppe: mellemtrin og udskoling

Tag på skattejagt med din klasse i Musikmuseets udstilling. Til klasser, der ønsker at besøge Musikmuseet på egen hånd, kan vi nu tilbyde udlån af museets tablets i klassesæt. Med klassesættet kan du sende klassen på skattejagt i udstillingen ud fra et valgt tema og fagligt mål.

Det er gratis at låne klassesættet, men skal bookes forud for besøget. Klassesættet kan afhentes i museets reception ved ankomst.

Et klassesæt består af 10 tablets – det er altså tanken at klassen arbejder i grupper af 2-3 elever.

Sættet af tablets vil være indstillet til en specifik skattejagt, som I vælger ved bookingen forud for dagen. Skattejagterne fokuserer på forskellige faglige mål indenfor musik, bl.a. instrumentkendskab, musikhistorie, og musik i et globalt perspektiv. Det varer ca. 20-30 min. at gennemføre en skattejagt.

I kan vælge mellem:

  • På tidsrejse i musikken ( Fokus på musikhistorie)
  • På skattejagt i musikkens lyde (Fokus på instrumenter)
  • Det klingende Museum – Østasien (Fokus på musik fra Østasien)

Booking af klassesæt skal ske til: mail booking.

I forbindelse med besøget vil vi bede dig gøre dine elever opmærksomme på, at de skal bevæge sig roligt rundt i udstillingen, at det selvfølgelig er forbudt at røre de udstillede genstande, og at de skal vise hensyn til museets øvrige besøgende.

Del denne side