Haven

Da Antoine de la Calmette købte Liselund, bestod området hovedsageligt af moser og skov.
Der skulle ryddes, drænes og planeres, før det kunne genopstå som en romantisk have efter europæisk forbillede. En sådan stemningshave skulle byde på skiftende oplevelser, nye perspektiver og overraskende scenerier. Calmette planlagde alt i detaljer. Nogle af træerne lod han - som et meget tålmodigt menneske – så, andre lod han plante. De kom fra både Danmark og udlandet og omfattede bl.a. eg, bøg, kastanjetræer, morbærtræer, valnøddetræer, gran, fyr, pinjer, cypresser, taks og tuja.
 
Liselund ligger som en lysning i skoven og danner sin egen lille verden. Det kuperede terræn,
den varierede beplantning og stierne, der slynger sig omkring søerne, giver vekslende kik og stemninger. I en romantisk have er den sublime oplevelse af både det dramatiske og det poetisk blide vigtig. Liselund har begge dele: de forrevne klipper ved klinten og de bløde kurver i haven. Fra den harmoniske have går vejen videre gennem den dramatiske Djævlekløft, over Djævlebroen og frem til den stejle klint ved stranden. Under en kraftig efterårsstorm i 1905 skred et stort stykke af haven ud i havet.

Del denne side