Skipperhus fra Sdr. Ho, Fanø

Skipperhuset lå i Sønder Ho på Fanø. På vadehavsøerne Fanø og Rømø byggede man livet og eksistensen på havet.

Drengene kom tidligt på søen, og som mænd blev de hvalfangere, skibsførere eller matroser. På øens sandede og lyngklædte jorder forblev landbruget et bierhverv, som blev håndteret af koner, store børn og gamle mænd. 

En skippers kone skulle vænne sig til lange perioder uden en mand i huset og uvisheden. Skibsforlis og druknedød var en uhyggelig og ofte forekommende erhvervsrisiko for gamle dages sømænd.

Erhvervet 1913. Åbnet ca. 1915.

Husets historie

Husets beboere har været søfolk, og søfarten var øens hovedindtægtskilde i sidste halvdel af 1700-årene og op gennem 1800-tallet.

Man besejlede den vanskelige vadehavskyst i små kystfartøjer til havnene i Hamborg og Bremen. Fra nordtyske og hollandske havne kunne man tage hyre på større, søgående handels- og hvalfangerskibe, som nåede til Ishavet og England.

Danske sømænd stævnede også ud fra de store tyske havne mod Amerika og Asien. Skibene var enten ejede af en række mennesker i et investeringsfællesskab, eller af større redere. Mange danske søfolk blev kaptajner og skibsførere på tyske og hollandske skibe.

I 1860 boede der i huset en skipper, hans kone og parrets fem børn i alderen to til elleve. I huset boede også konens gamle far og en tjenestepige. Det var denne skipper, der i 1913 solgte huset til museet, men forinden havde han boet adskillige år et andet sted. Huset var derfor ved overdragelsen ret forfaldent.

Bygningen

Huset er fra 1700-årene, som en del andre på Fanø, men ændret gennem årene. Bagsiden er på et tidspunkt blevet skalmuret med teglsten ovenpå husets oprindelige, spinkle bindningsværk.

Boligdelen fylder det meste af huset. Her ligger en række fint dekorerede rum. Væggene er dækkede af fajancefliser fra holland og tyskland, og træværket er pyntet med blomster- og søjlebemalinger.

Fajancefliserne er typiske i huse og gårde i den vestlige del af sønderjylland og vadehavsområdet. De mange forbindelser til havne og fabrikker i det tyske og nederlandske bragte nye moder med sig i boligindretningen.

På en af væggene hænger et skibsbillede dannet af flere fliser. Det er et bestillingsarbejde, og udført for en dansk sømand på en tysk eller hollandsk fajancefabrik. Det viser det skib, han selv sejlede med.

Selve huset er grundmuret, og kalket rødt. Om døre og vinduer er der malede detaljer, som giver et muntert og net udseende. Staldenden er meget lille, og den har rummet en ko og et par grise og måske nogle høns.

Del denne side