Historisk viden

Discipliner ved de olympiske lege

Antallet af discipliner har ændret sig meget i løbet af legenes historie og flere discipliner har kun været på programmet få gange, som eksempelvis tovklatring, undervandssvømning og tovtrækning. Til gengæld kommer der hele tiden nye discipliner til.

Her beskrives de vigtigste antikke discipliner, og hvordan man i de moderne lege har været inspireret af dem. En komplet fortegnelse over disciplinerne ved eksempelvis legene i Vancouver 2010 eller London 2012 kan ses på www.olympic.org/

Pentathlon

Ordet pentathlon betyder egentlig fem priser: pente: fem, athlon: pris. I den antikke femkamp dystede man i disciplinerne: længdespring, spydkast, diskoskast, løb og brydning. Femkamp var en af de ædleste discipliner ved de antikke lege, fordi det viste atletens evne til at håndtere vidt forskellige sportsgrene. Man startede med længdespring, diskoskast og spydkast, hvorefter de dårligste blev sorteret fra. Derefter fortsatte man med løb og brydning. Vinderen var den, der først fik tre sejre, hvis den samme vandt de første 3 discipliner behøvede man altså ikke at konkurrere i de sidste.

Moderne femkamp

Ligesom i antikken mente Pierre de Coubertin, grundlæggeren af de moderne olympiske lege, at femkampen, hvor man dystede i flere forskellige discipliner, vidnede om atletens teknik og styrke. Derfor indførte han disciplinen ved legene i 1912. I dag dyster man i følgende fem sportsgrene: skydning, fægtning, svømning, ridning og cross-country. Sammensætningen af de moderne discipliner er valgt på baggrund af en legende om en kriger, der skulle bringe besked til de bageste rækker i de kæmpende styrker. Han måtte på hesteryg kæmpe med sin pistol og sit sværd, men da hans hest døde undervejs, måtte han svømme og løbe for at nå sit mål.

Længdespring

Længdespring var en del af femkampen. I modsætning til i dag benyttede man springvægte, såkaldte halteres, under springet. Vægtene blev holdt i hænderne og skulle hjælpe med at give fremdrift og gøre springet længere. Det antikke spring blev formentligt foretaget fra stående stilling med samlede ben, højst sandsynligt til tonerne af fløjtespil. Musikken skulle hjælpe atleten med at udføre det meget krævende længdespring, som af antikke forfattere beskrives som en af de sværeste discipliner ved de antikke lege. Stående længdespring inspireret af den græske disciplin var på programmet ved legene i 1900, 1904, 1906, 1908 og 1912, dog uden brug af springvægte.

Spydkast

Det græske spydkast blev foretaget med et spyd lavet i træ. Spidsen var i metal og skulle give spydet mere vægt fortil og dermed forøge kastelængden. Midt på spydet var der en snor i hvilken man placerede fingrene under kastet. Spydet blev normalt brugt til jagt og i krig, så det har været vigtigt for de unge mænd at være dygtige og træne disciplinen ofte. Spydkastet var en del af den antikke femkamp, mens det i dag er en selvstændig disciplin for både mænd og kvinder.

Diskoskast

Den berømte statue diskoskasteren af den græske billedhugger Myron, har gjort det muligt at rekonstruere det græske diskoskast. I modsætning til i dag drejede atleten ikke rundt om sig selv inden kastet. I stedet for tog han et skridt frem, mens han svingede diskosen først bagud og så fremefter inden han slap den. Diskoskast i græsk stil var en disciplin ved de moderne lege i London 1908 og sandsynligvis også ved de første moderne lege i 1896. Den antikke diskos var lavet af sten, jern eller bronze, mens den moderne ofte er lavet af træ, hvori der er indlagt metal til justering af vægten. Diskos er fundet ved arkæologiske udgravninger og viser, at selvom der er forskelle i vægt og størrelse, synes de fleste at være 21 cm i diameter og veje ca. 2 kg. Det er samme vægt som en moderne diskos til mænd; den moderne diskos til kvinder vejer ca. 1 kg.

Løb

Ved de første antikke olympiske lege var løb den eneste disciplin. Løbene foregik på stadion, der var et aflangt, åbent anlæg til formålet. Længden af løbebanen var et stadion (600 fod = ca. 192 m). I modsætning til i dag, hvor man løber rundt om stadion, løb man frem og tilbage mellem to såkaldte vendeposter. Startlinien bestod af stenplader med riller til fødderne. Tyvstart blev straffet med slag med et ris.

Der var fire typer løb:
Stadion: Et løb med distancen på et stadion. 
Diaulos: Et løb over to stadier, så man vendte ved stadions ende.
Dolichos: Det længste løb. Længden varierede mellem 7,12 og 20 stadier.
Hoplitdromos: Løb, opkaldt efter den græske kriger (hoplit), hvor man løb iført benskinner, hjelm og skjold.

Løbekonkurrencerne var også en selvstændig disciplin. Hoplitløbet var inspireret af de græske fodfolk, hoplitterne, og under løbet var atleterne iført skjold, hjelm og benskinner. Maratonløbet er en moderne disciplin indført af Pierre de Coubertin ved legene i 1896, men inspirationen kommer fra antikken og historien om den græske kriger Phillipedes, som løb mellem Maraton og Athen, for at overbringe nyheden om, at grækerne havde vundet slaget over perserne i 490 f.Kr. Maratonløbet er i dag et af de mest prestigefyldte løb.

Brydning

Brydning var en del af femkampen og en individuel disciplin. En beskrivelse af disciplinen kan ses under kampsport.

Kampsport

Brydning, boksning og pankration var alle individuelle olympiske discipliner. Der var ingen inddeling i vægtklasser, og man trak lod om sin modstander. Derfor kunne man risikere at kæmpe imod en atlet, der var meget større end sig selv. Konkurrencerne foregik på stadion i et sandet område, som atleterne selv havde forberedt. Ved konkurrencerne var der en dommer, som havde en lang pisk, med hvilken han slog atleterne, hvis ikke de opførte sig ordentligt. Ligesom i de andre discipliner var atleterne nøgne og indsmurt i olie.

Brydning

Brydekonkurrencen, pale, gik ud på ved hjælp af forskellige greb, at få den anden atlet ned og lægge tre gange. Brydning i græsk-romersk stil har været på det olympiske program lige siden de første moderne lege.

Boksning

Der var ingen tidsbestemte runder, og bokserne fik kun en hvilepause, hvis de var enige om det. Det var forbudt at slå på modstanderen, hvis han var nede og røre jorden. Derudover var det sandsynligvis forbudt at slå under bæltestedet. Boksernes hænder var viklet ind i lange strimler af blødt oksehud til at afstive hænderne og håndledene, men beskyttelsen var begrænset. Derfor gik man over til læderstrimler med blybeskyttelse over knoerne. De ydede større beskyttelse, men forrettede også større skade på modstanderen. Afgørelsen faldt ved knockout, eller hvis den ene bokser erklærede sig besejret ved at række en arm i vejret.

Pankration

Pankration var en kombination af brydning og boksning, og nok grækernes mest brutale disciplin. Her var det tilladt at slå på alle dele af modstanderens krop både med åben og lukket hånd, samt at kaste og sparke. Det eneste der var forbudt var at bide og stikke fingrene i øjnene på modstanderen. Taberen var ham, som ikke kunne eller ikke ønskede at fortsætte kampen. Ikke overraskende resulterede denne disciplin sommetider i dødsfald.

Hestesport

Væddeløb og vognløb foregik på hippodromen, et stort anlæg med ca. 600 m. mellem vendeposterne, der stod i hver ende. Løbene var voldsomme med sammenstød, styrtede heste og væltede vogne, men spændingen lokkede mange tilskuere til. Hesteejerne var velhavende og hyrede jockeyer og vognstyrere til løbene. Da hestenes ejere ikke behøvede at være til stede under løbene, kunne kvinder, som var forment adgang, både eje og vinde i hestesport.

Hippios, væddeløbet, var på seks stadier, ca. 1200 m. Jockeyen sad på hestens bare ryg og brugte en pisk til at drive den frem. Hesten blev ikke diskvalificeret, hvis rytteren faldt af. Vognløb foregik med tohjulede stridsvogne med to- eller firspand. I en kort periode var muldyrkærreløb også en olympisk disciplin. Kusken sad ned i kærren og blev trukket fremad af to muldyr. Hoppeløb var en anden kortvarig disciplin. Her sprang rytteren af hesten på sidste omgang og løb i mål med hoppen ved sin side.

Væddeløb for firspand var den mest populære disciplin. Op til tyve vogne kunne starte samtidig og da der ingen midterbarriere var, skete der derfor mange alvorlige ulykker. På grund af den store fare blev det også en af de mest prestigefuldte konkurrencer især i den romerske kejsertid. Det var sjældent ejeren selv der kørte vognen, men en vognstyrer ansat til formålet. En undtagelse var dog den romerske kejser Nero. Han deltog selv som vognstyrer med et tispand ved de olympiske lege i 67 e.Kr.

I dag konkurrerer man ikke længere i hestevæddeløb på bane, hverken med eller uden vogn. Dressur, springning og military (dressur, terrænridning med forhindringer og springning) er de moderne discipliner indenfor hestesport. De adskiller sig fra alle andre olympiske discipliner ved at være de eneste, hvor mænd og kvinder konkurrerer på lige vilkår.

Kunst og musik

Fra 1912 til 1948 var maleri, skulptur, arkitektur, litteratur og musik med som discipliner. Det eneste krav til kunstnerne var at deres kunstværker skulle have noget med sport at gøre, så  f.eks. i arkitektkonkurrencerne  skulle man tegne sportsanlæg. Der blev uddelt medaljler til 1., 2. og 3. pladsen ligesom sportskonkurrencerne. IOC har åbenbart aldrig rigtig gået op i disse discipliner, som Coubertin fik indført. Derfor har man ikke bevaret alle deltagerlisterne, men ofte kun vinderne. Kunsten blev taget af programmet i 1952, da IOC ikke mente, at kunstkonkurrencerne var forenelige med amatørbegrebet.
 
Danskere har også deltaget i konkurrencerne. Blandt andet arkitekten Ejnar Mindedal Rasmussen (1892-1975) vandt ved OL  i 1928 i Amsterdam sølv i arkitektur med en tegning af svømmehal i Ollerup;  Billedhuggeren  Jean Gauguin (1881-1961), deltog i 1924 i Paris og fik bronze for sin skulptur af en bokser i bronze; Johannes Weltzer (1900-1951), deltog i 1928 i ”Litteratur. lyriske værker” og vandt bronze med ”Symphonia Heroica”,  som er en ode til Charles Lindberg, der året før i 1927, var fløjet over Atlanten.

Del denne side