Historisk viden

Film fra Asien i Etnografisk Samling

Fra næsten alle egne af Asien findes der film i Etnografisk Samlings arkiv. De skyldes ikke mindst museumsinspektør Werner Jacobsen samt HKH Prins Peter af Danmark og Grækenland, der foretog feltarbejder og filmede i Indien og Nepal, og sidstnævnte desuden både i Tibet, Japan, Iran, Ægypten og andre mellemøstlige lande.

Indien og Nepal

HKH Prins Peter samlede også andres film, hvorfor arkivet eksempelvis har en række film med den antropologisk grundigt undersøgte etniske gruppe, Toda, fra det sydlige Indien, fra henholdsvis 1928, 1937, 1939 og 1949.

I det hele taget rummer arkivet mange film optaget i Nepal og Indien primært i 1950'erne og 1960'erne. To film handler særskilt om buddhistisk filosofi og praksis.

Java, Bali og Borneo

En prominent samling film fra Java, Bali og Borneo blev optaget af Paul Toussieng, der var udsendt som læge i Sydøstasien i 1921 til 1937. Også Filippinerne og Thailand er repræsenteret i arkivet.

Blandt arkivets tre film fra Persien, vore dages Iran, findes en særlig dansk version af den etnografiske klassiker Græs fra 1925, der på dramatisk vis skildrer en gruppe nomaders liv i de persiske bjerge.

Afghanistan

Fra Afghanistan findes arkivet en lille samling film 1950'erne og 1960'erne. Særligt kan filmfotografen Peter Rasmussens optagelser på Henning Haslund-Christensen Mindeekspeditionen i 1953-55 fremhæves.

1920'ernes Kina

De ældste asiatiske film i arkivet er fra Mukden i Kina i 1920'erne og er optaget af ingeniør Robert Christensen, der arbejdede for den magtfulde krigsherre, Zhang Zuolin, og dokumenterede dennes storhed og fald, såvel som Mukdens udvikling.

Del denne side