Historisk viden

Bernhard Paludanus' samling

I den hollandske by Enkhuizen fandtes et i tiden berømt og meget velbesøgt naturaliekabinet. Bernhard Paludanus (1550-1633) var læge og samler. Han havde rejst mange år i Europa og Den nære Orient, inden han 1581 slog sig ned i Enkhuizen. Hans første samling bestod i høj grad af ting, som han selv havde bragt med hjem fra sine rejser. Den blev i 1603-04 solgt til hertug Friedrich af Württemberg-Teck (1557-1608)

Eksotiske ting fra andre verdensdele

I årene derefter byggede Paludanus så en anden samling op. Den er beskrevet i et inventarium fra 1617-18 skrevet af Paludanus selv på latin og en blanding af tysk og hollandsk. Indholdet var markant anderledes end i den første samling. Hovedvægten lå nu på eksotiske naturalier og etnografika - ting fra fremmede verdensdele. Østen - Kina, Japan og især Indien - var stærkt repræsenteret sammen med genstande fra Amerika. Årsagen til dette skift skal formodentlig søges i Bernhard Paludanus' nære samarbejde med den hollandske opdagelsesrejsende Jan Huygens van Linschoten (1563-1611), som i 1592 havde bosat sig i Enkhuizen efter 14 års rejser, bl.a. ophold i Goa fra 1583 til 1589. Mange besøgte og blev inspireret af Paludanus bl.a. Ole Worm.

Fyrstelige gaver til naturaliekabinettet

Der var også nævnt en del værdifulde kunstgenstande, som Paludanus havde fået foræret af fyrstelige velgørere. Ingen af disse kan dog findes i dag, og de er måske solgt af arvingerne inden resten af samlingen i 1651 blev indkøbt til Det gottorpske Kunstkammer.

Del denne side