Historisk viden

Grammofonen

Grammofonen blev oprindelig drevet af et håndsving, men i sidste halvdel af 1920’erne gik man efterhånden over til elektrisk drevne grammofoner.

Princippet for afspilning og optagelse er det samme som for fonografen. Optagelsen af lyden skæres ned i pladematerialet ved hjælp af en stålstift (nål). I begyndelsen foregik det mekanisk: lyden blev opfanget af en op til tre meter lang tragt, hvor der for enden var anbragt en ”lyddåse” med en membran. Membranen var forbundet med en stålstift, der skar rillerne i pladematerialet (matricen). Fra 1925 blev den mekaniske optagelse gradvist erstattet af den elektriske optagelse, hvor lyden blev opfanget af en mikrofon.

Grammofonpladen er en rund plade med en spiralformet rille, der løber fra kanten af pladen og ind mod midten. De første plader var lavet af hård gummi, men fra 1897 blev pladerne fremstillet af shellak. Pladerne kunne allerede fra begyndelsen massefremstilles. De blev trykt i en presse på grundlag af originaloptagelsen (matricen). I løbet af 1940’erne gik man gradvist bort fra de såkaldte 78-plader.

I 1945 begyndte pladeselskabet Columbia udviklingen af ”Long-playing pladen” (LP 12 inches= 30,48 cm), der skulle afspilles med 33 1/3 omdrejninger per minut (RPM) i stedet for 78 omdrejninger. De nye plader var lavet af en ubrydelig plast kaldet VINYLITE, der var mere holdbar og gjorde det muligt at skære rillerne med meget mindre afstand - en forudsætning for udviklingen af LP-pladen. Samtidig med LP’en kom der også andre og mindre formater til i det nye vinylmateriale bl.a. Singlepladen (7 inches = 17,7 cm) med plads til et enkelt nummer på hver side og EP’en (Extended Play, 10 inches = 25,4 cm) med plads til fire numre i alt. Begge blev spillet med 45 omdrejninger per minut.

Overgangen til de nye pladeformater skete først i USA; Europa var længere om at omstille sig. I Danmark blev der produceret 78-plader helt frem til 1959.

Del denne side