Historisk viden

Ternet sommerkjole i "Brigitte Bardot"-stil

Begrebet teenager opstod efter 2. Verdenskrig og hænger sammen med økonomiske opgangstider og forbrugerkulturens fremmarch. De nye teenagere - unge mellem 13 og 19 år - var mere selvbevidste end tidligere tiders unge, og de adskilte sig fra andre aldersgrupper via mode og musik samt i holdninger og adfærd. Teenagernes idoler kom især fra film og musik, som fx Elvis Presley, James Dean, Tommy Steele, Audrey Hepburn og Marilyn Monroe.

Den franske skuespillerinde Brigitte Bardot blev et stort idol for unge piger. Hun udtrykte på en gang erotik og ungpigeuskyld. Nationalmuseet har en turkis Bardot-inspireret kjole i køkkenternet bomuld med strutskørt, smalle stropper og kobberbælte.

Kjolen er fremstillet af firmaet Carli Gry på Strøget i København i 1960'erne. Den er derfor en slags kopi, men dog kopieret tæt på det oprindelige tidspunkt for denne mode i slutningen af 1950'erne.

Dragtbeskrivelse

Sommerkjole af turkis- og hvidternet trykt bomuld med turkise striber med hvidt kniplingsmønster i stjernemønstre. Vid nederdel rynket til stramt ærmeløst liv med stropper til at binde med sløjfe på skulderen. Livet har talje, brystindsnit og lige halsudskæring. Lukkes i ryggen med 50 cm lang lynlås.

Stoffet er strygefribehandlet. Kobberbælte med hamrede buler i symmetrisk mønster. 8 huller, der spændes indvendig med pånittet tap.

Sommerkjole, mus. nr. 2048/1967
Bomuld. Turkis og hvid.

Længde: 90 cm
Nederdel, længde: 62 cm
Vidde: 360 cm
Livvidde: 60 cm
Bindestropper, længde: 35 cm

Bælte, af kobber, mus. nr. 1778/1990
Kobber. Gyldent.

Bælte, længde: 75 cm
Bælte, bredde: 3,2 cm

Del denne side