Historisk viden

Tournureunderskørt, korset og chemise, 1870'erne

Under tournuremoden, o. 1868-1890, blev kvindefiguren fortsat formet indefra, først og fremmest ved hjælp af korsettet.

Korsettet blev længere og dækkede hele maven. Bagpå blev indsat stivere, som tvang ryggen ind i et dybere svaj. Foran blev brystet løftet op, så mellemgulvet virkede langt og smalt. I sammenligning med 1700-tallets enkle lærredskorset var tournurekorsettet eksklusivt og pyntet.

De første tournurestativer bestod af krinoliner med udbygning bagtil, hvor der også kunne være en løs flæsepude lavet af hestehår og stivere. Foruden tournuren brugtes et par underskørter.

I midten af 1870'erne forsvandt tournuren helt, måske var der blot en lille pude bagpå til at bære draperingen. Foran blev skørtet helt stramt og glat, og bagpå var et tungt slæb, a la havfruehale.

Sidst i perioden, fra begyndelsen af 1880'erne, blev tournuren atter stor bagpå. Som undertøj blev der foruden korset brugt chemise, og fra slutningen af 1870'erne combinations - undertøj med over- og underdel i et - og carmisoler, som er korte, tætsiddende underliv.

Det var kendetegnende for undertøjet i perioden, at det var fremstillet af udsøgte materialer og smukt dekoreret - det skulle kunne tåle at blive set.

Dragtbeskrivelse

Undertøjet består af tournureunderskørt, korset og chemise. Tournureunderskørt af hvidt lærred. Bagpå er anbragt 8 vandrette stivere, den øverste 30 cm, den nederste 65 cm. Ved hver stiver en flæse. Den næstnederste går helt rundt om skørtet og har nederst en plisseret flæse med købeblonde i kanten.

Skørtet er til at binde sammen med bændler under stiverne. På siden 35 cm lang slids til at knappe. Korset af hvidt lærred, kantet foroven med en blonde, hvorigennem er trukket 4 hvide smalle silkebånd. Snøreindretning bagtil. Indsatte stivere. Blanchetter med lukkeindretning fortil. Mærke indvendig: "H G Sellena Corset H G".

Chemise af hvidt lærred. Korte ærmer, som er kantet med tunger og engelske huller. Firkantet halsudskæring med tunget kant og engelske huller. Ned foran en slids, hvoraf den ene side har engelske huller. Under slidsen bogstaverne "OB" med fransk syning.

Tournureunderskørt, mus. nr. 57/1936
Lærred. Hvidt.

Længde for: 93 cm
Vidde forneden: 370 cm

Korset, hvidt lærred, mus. nr. 43/1936
Lærred. Hvidt.

Længde for: 34 cm

Chemise, hvidt lærred, mus. nr. 1197/1937
Lærred. Hvidt.

Ingen mål.

Del denne side