Historisk viden

Blå tournurekjole, ca. 1870-80

I slutningen af 1860'erne fik kvindedragten en ny silhuet. Det var stadig korset, skørt og stativer, der formede kvindekroppen, ligesom det var i perioden med krinolinemoden. Det nye var, at pynt og fylde gradvist blev flyttet om bag på kjolerne i stedet for at være fordelt hele vejen rundt. Tournuren - et understel til at drapere dragten bagpå - bestod af stivere, flæser og andet fyld.

Tournuremoden varede fra o. 1870-1890, og i denne periode ændrede silhuetten sig tre gange. O. 1868 var draperingerne ret ligeligt fordelt, dog med mest fylde bagtil, i 1870'erne blev dragten kropsnær med en havfruehale, og i begyndelsen af 1880'erne fik tournuren igen en anden kontur. Formen var fortsat kropsnær, men med længere liv fortil og med mange draperinger, sløjfer og fylde koncentreret bag på kjolen.

Den moderigtige blå silkekjole er fra 1870-80 og har tilhørt familien Næser i Hobro.

Dragtbeskrivelse

Tournurekjole af mørkeblå silke med sort blomstermønster. Kjolen består af liv og skørt. Livet har en lille halslinnng og lukning fortil med 16 overspundne knapper. Lange ærmer med mørkeblå blonde forneden. Livet har skød med stærkt udsvajede sømme. Spids for og bag. Den bageste spids yderligere forlænget med 2 læggede sløjfeender.

Skørtet har 2 flæser forneden af glat, mørkeblåt atlask. Den øverste flæse har 3 rynketråde. Over flæsen draperinger af mønstret stof og glat atlask.

Tournurekjole, liv og skørt, mus. nr. 32/1942
Silke. Mørkeblå med sort blomstermønster. Atlask. Mørkeblåt.

Ingen mål.

Del denne side