Historisk viden

Anno 1807

Den 1. Januar 1807. Var om Middagen fra Kl. 12 ½ - 1 ½ i Skoven ved kildeanlægget og kilden, gik om ad Skoven hiem igien.

 

Den 15. Februar 1807. Hørte Lærken første Gang i Haven. Vildgaasen kom i Dag, da som bekendt Bønderne saa faar midnadver. Svanen havde man set for mod 3 Uger siden.

Den 13. 14 og 15. Marts 1807. Især en stærk snue og hoste, der meget angreb Hovedet. Uden Tvivl noget af den grasserende la Gribe.

 

Den 26. Marts 1807. Havde om Natten mistet øjentanden paa den venstre Side, som ieg alt for en Snees Aar siden havde haft megen gigtisk Tand-Piine i, og Tand-Doctor Conradi for 47 Aar siden havde  ved en phiolet tinktur dæmpet en stærk Brand i, der  var opkommet til Skibs, og havde i al den Tid siden haft største Nytte deraf.

 

Den 18. April 1807. Var Veyret med Kulde og Sne. Saa, Grevinde Schulin var død   Aar. Hun havde anordnet at begraves i sin have eller lystskov i en mahogineKiste.

 

Den 22. April 1807. Ville kørt til Kiøbenhavn tillige med Marie Christine, men da vi kom imod Chartous kom Kusken med Vognen i et snehul, at vi blev staaende og ikke paa nogen Maade kunne komme ud deraf. Vi stod ud af Vognen for at lette den, men det kunne ikke hjælpe, og det endnu ville være værre ved SteenGaarden og StolpeGaarden ligesom og i Aften, gik vi tilbage til Bagsværd igien.

 

Den 20. Maj 1807. Hørte gøgen første Gang om Morgenen i Haven. Var i Formiddag paa Frue Kolds Auction, kiøbte et mahogine natbord-spejl med saxisk porcellains-ramme.

 

Den 31. Maj 1807. Søndag. Var om Aftenen imellem 9 og 10 ½ paa Cathrineholm for at høre Nattergalen, men som ikke var der. Talte med Collet etc. Bournonville tillige med hans Datter og Jomfru Lauren giorde Visit hos os hele Eftermiddagen.

 

Den 3. Juni 1807. Kom Capitain Nägler her Eftermiddag Kl. 6, spiste her til Aften og blev her om Natten. Hørte Dantzig nu havde overgivet sig til de Franske, samt at der i Holstein havde været stor insubordination med 2 Compagnier, det ene havde omringet deres Cheff med bagenetter og saaret ham. I disse Dage havde kuns haft noget over tempereret Varme om Morgenen og 9 Grader om Aftenen med mest nordlig Vind.

Den 4. Juni 1807. Rejste min Kone og Datter tillige med Nägler om Morgenen Kl. 9 til Kiøbenhavn. Min Kone for at tale med Frue Nägler, da han nu ønskede at have hende hos sig igien. Aften Kl. 9 kom de alle igien og Näglers Datter med, der nu var 11 Aar, men meget voxet, hun forblev her nogle Dage. [Kodeskrift].

Den 5. Juni 1807. Morgen Kl. 4 reyste Näglers igien til Kronborg.

Den 6. Juni 1807. Lod brønden i Gaarden reparere og kiøre grus paa en Gang i den nye have. Aften imellem 9 til 10½ var endnu engang paa Cathrineholm for at lyde efter Nattergalen, men som var der ikke.

Den 7. Juni 1807. Søndag. Var Frøken Nägler, min Datter og den lille Emilie kiørende til Lyngbye fra 5 til 9 Formiddag for der at spatzere.

 

Den 29. Juni 1807. Hørte den gamle Jøde her kom iblandt, var i Vinter fundet død paa Kollekols Veyen.

Den 1. Juli 1807. Saa at næsten alle mine store valnøddetræer i Aar bar valnødder i Mængde, nogle i 100-vis især og de i den store allé i den store Hauge, de vare fra 22 til 18 Aar gamle omtrent, men først Plantede for 14 Aar siden, adskillige af dem havde baaret en delt Enkelte tilforn, nogle bar nu og Classer eller 3 á 4 i alt. Det var et meget frugtbart Aar i alt. 15 til 16 ville æble Træer, eller som endnu ikke var bleven forædlede, havde havt mange Blomster og ansat god Frugt, de vare saaede af gode kiærner, hvist Træer alt i to led havde baaret gode frugter, og hvilke kiærner mest vare tagne af raadne Æbler. 

Saa at Cassel og Königsberg havde overgivet sig. At det var vist den Tyrkiske keyser var afsat. At de Engelske angreb paa Ægypten var ganske misslykket. At Spanske troupper alt var ankomne til Hanover, som siden keyser Carl den 5tes Tid ey havde haft Sted, med Spanske troupper i Tysklnad. Saa og at i Mercure Universel de l’Europe No. 225 af 9. juny stod, at Marsch. Mortier havde faaet Ordre i tre colonner at giøre indfald i Holstein, og at mod-Ordren først ankom to Dage førend samme skulle have været udført.

Hørte at d. 29. og 30. juny skulle der i Kiøbenhavn været en alvorlig attaque imellem marinerne og Matroserne, hvorved adskillige Søe Officerer, Wleugel, Snedorff, etc. skulle være ilde begegne, etc. Hørte og at der var sluttet Vaaben-stilstand d. 22. juny imellem de Franske, Russerne og preusserne, og at Freden skulle følge derefter. 

Den 4. Juli 1807. Kiørte om Formiddagen Kl. 11 til Kiøbenhavn med Marie Christine for at hente Frøken Nägler hiem. Stod af uden for Rosenborg Have ved Volden og gik der igiennem. Var paa Børsen, spiste hos Weisvoigts, var om Eftermiddagen hos min Broders. Kl. 8 om Aftenen kiørte vi alle 3 til Bagsværd. Hørte, allarmen med marinere og Matroser havde været af Betydenhed, adskillige myrdede og stærk saarede. Wleugel skulle være taget i Brystet, kaldt en alt-fatter, som kuns skulle gaa hiem. Snedorff reddede sig ved at flygte, genralMajor Lemvig som vice Commandant og flere insulteret. En Kongelig Ordre var udstedt, at der skulle sættes en standret, og de skyldige strax straffes.

Den 5. Juli 1807. Saae at d. 26. juny var Lottoets Revisions Cheff i Kiøbenhavn F. Buchwald udnævnet til General Casserer.

En elfant i Dyrehaven

Den 7. Juli 1807. Eftermiddag Kl. 5 kiørte min Kone, Datter, Frøken Nägler og ieg til Dyrehaven for at se elephanten, som var meget tam og curieux at se og af en mægtig Størrelse. Man kunne carrasere ham, den giorde mange Kunster, saa det havde Anseende, at den forstod alt, hvad dens vogter talte til den, da det var i stor Mængde, som den da og strax executerede; blandt mange hævede han efter Ordre karlen med sin snabel op paa sig og derefter med sin snabel visiterede hans Lommer og tog Brød deraf, som den med samme meget krummet puttede ind i sin mund under snablen, satte derefter en stige til karlen, han kunne stige ned af igien fra sig. Man saa af alt hans store lærvillighed, fromhed og Forstand, og at elephanten tillige med at være det allerstørste dyr nok ogsaa er det allervittigste. Saa Commandeur Morgenstierne der, som siden de 26 Aar, ieg ikke havde set ham, var bleven ubeskrivelig gammel og forandret. En Gauthie, en Franskmand var det, som foreviste elephanten.

Saa og hos Rose en liden, levende chinesisk Hest 2 ½ Fod høj, der saa munter og lende ud. En saakaldet søtiger i et stort kar med Vand, som slugede levende Fisk.

Saa og en Del vokspostyrer, Cron Printzen stod der meget lignende, som og statzminster Grev Schimmelmann, der vare og 2de anatomiske figurer, det ene en barselkone, etc. Kom hiem Kl. 9.

Den 8. Juli 1807. Eftermiddag Kl. 7 kiørte tillige med Frøken Nägler og min Datter til Dyrehaven igien for at se Prices Kunster, hvor Paron især giorde forundringsværdige Kunster med koldbøtter og mere paa Linien… Hans Kone, tilforn Jomfru Price, der nu talede vel dansk, dantzede og net paa Linien, giorde høye Spring, flettede Beenene med megen adresse, stod længe paa et Ben paa Linien og rakte det andet langt ud. Printz Ferdinant og begge princesserne var der og, Justitz Raad Schou og Lieutenant Bardenfledt var med dem, de spatzerede siden adskillige Gange op og ned ad gangene, etc. Kom hiem Kl. 10.

Den 11. Juli 1807. Havde igien 15 á 16 graders Varme, efter længe at have haft koldt, høyt 12 á 13 graders Varme.

Den 13. Juli 1807. Havde 19 graders Varme og derover, det tordnede stærk om Natten, men kuns de sidste Slag nær. Saa at det især havde været Musti, som især havde været Aarsag til den Tyrkiske keysers afsættelse. Mastapha den 4de, hans brødersøn, udraabt til keyser d. 26. may, mente man vilde blive neutral.

Den 14. Juli 1807. Var det og 19 graders Varme.

Den 15. Juli 1807. Saa at Freden var sluttet imellem Frankerig og Rusland og Preussen d. 3. july, at begge keyserne med megen ceremonie vare gaaede hinanden i møde, omfavnet hinanden, og talt to Timer sammen.

Den 17. Juli 1807. Mistede en Tand, venstre Side nedenunder, nærmest d. 4. fortand.

Den 18. Juli 1807. Saa Freden var sluttet imellem Frnkrig og Rusland d. 18. july i Tilsit, ligesom og mente samme Dag imellem Frankrig og Preussen.

Den 20. Juli 1807. [Kodeskrift].

Den 23. Juli 1807. Saa Fregatten Fylla var hiemkommen fra Westindien, under second Lieutenant Hedemans Commando, da de ommeldte fire ældste Officerer vare alle døde tillige med 27 Mand, hvoriblandt alle fire trompettere, de endnu levende Officerer vare Hedeman, Borch og Holmland.

Den 24. Juli 1807. Blev giort rent og omflyttet paa mit Kammer. Var om Aftenen fra 6 til 8 i Skoven paa Cathrineholm, talte med Frue Castonier, Frue Kofod, Capitain Heuser.

Den 25. Juli 1807. Saa der d. 14. havde været en hæftig fægtning ved Pritz immellem de Franske og Svenske, disse bleve stormede ud af deres skandser og trak sig tilbage til Stralsund. Nu vilde Kongen gierne giøre stilstand og fred, som nylig stolt havde nægtet det, men nu vilde General Brune ikke, etc. Bogbinder Ant. giorde Visit her i Eftermiddag og gierne ville indbinde Bøger her i Aar ligesom i fior.

Den 26. Juli 1807. Søndag Eftermiddag kom alle Weisvoigterne her, den lille mindste Pige og for at forblive her i 14 Dage á 3 Uger. De havde spist til Middag i Eremitagien i Dyrehaven. De spatzerede alle i Skoven i Eftermiddag. De smaa havde deres liden postvogn med for at køre i.

Den 27. Juli 1807. Saa der skulle oprettes et kongerige under Navn af Westphalen til Bonapartes yngste Broder Jeronimus, af de lande som vare tagne fra Preussen. Et fyrstendom Warschou af Preussens Andeel af Polen, som Saxen skulle have. Danzig giøres til en fri rigsstad igien, etc. Preussen havde næsten mistet halvdelen af sit rige, det fik tilbage kongeriget Preussen, Schlesien, Pommeren, etc.

Den 29. Juli 1807. Giorde Frue Monrad Visit her hele Eftermiddagen tillige med hendes Mand og Børn, logerede til Jørgensens. Vi fulgte hende hiem og talede med Monrad, som kom fra Kiøbenhavn. Han sagde, Bagsværd med Skoven blev holdt for det smukkeste Landsted, endog smukkere end Lædreborg.

Den 31. Juli 1807. Morgen kiørte Helene og hendes ældste Datter tillige med Marie Christine med Næglers Vogn til Lyngbye og spatzerede i Sorgenfri-Lund, kom spatzerende hiem til Middag. Näglers Vogn kom i gaar for at indbyde hans Søster og flere at tage med til Snee Brynden i Skaane, men ingen havde lyst, da den nu kiørte tom tilbage. Det var i Dag 20½ graders Varme. Havde i lang Tid havt 19 til 20 graders Varme.

Den 1. August 1807. Var det 2½ graders Varme. Saa legations Raad G.S. Bille var tillagt titul og rrang af Contre Admiral med Tilladelse at bære uniformen, han skulle være General Gouverneur i Ostindien.

Den 2. August 1807. Kom Weisvoigt spatzerende hertil om Formiddagen. Spiste her til Middag og kiørte hiem om Aftenen Kl. 10. Saa at man i Eng. Minist. Aviser havde anført at Admiral Duckworth skulle krydse med en Escadre for Sundet, holde det aabent, og maaske bestorme Kiøbenhavn.

Den 6. August 1807. Eftermiddag mod Kl. 5 kiørte Helene og alle hendes Børn samt Frøken Nägler og Marie Christine til Friderichsdal for at se Grevinde Schulins gravbakke i Skoven, den var muret indvendig, og hun var i en mahogineKiste, man sagde havde kostet 500 Rigsdaler. Man kunne i disse Aftener i dunklingen se Mercurius nær ved Horizonten som en maadelig klar Stierne, den er ellers ikke saa ofte at faa at se, da den gierne skjules i Solens straaler. Var i Dag syg og afmægtig.

Den 7. August 1807. I Dag begyndte man at slaa Kornet uden for vore Vinduer paa Marken.

Englændere i Sundet

Den 8. August 1807. Saa den Engelske Flaade under Admiral Gambier var kommen i Sundet. Alle Monrads smaa tillige med Jomfru Jørgensen var her hele Eftermiddagen efter Invitation at lege med Weisvogts smaa, de spiste alle alle samlet om Aftenen ved et stort Bord, etc. havde stærk Torden om Aftenen imellem 11 og 12.

Den 9. August 1807. Søndag. Kom Weisvoigt spatzerende hertil fra Kiøbenhavn. spiste her til Middag.De spatzerede alle i Skoven, og han gik ind igien Kl. 7 1/2 .

Den 10. August 1807. Giorde Frue Monrad afskedsvisit om Eftermiddag som nu med alle rejste til Kiøbenhavn igien, hendes Mand var forhen indtagen. de troede ikke disse krigerske Tider her ude.

Dem 11. August 1807. Hørte at i morges efter sildig ordres i aftes, var alle frifolkene indkaldt og alt marchernde til Helsingøer og hvor de tilhørende, da man ventede fjendtlig angreb af englænderne. Den første alt ankom en Flaade bestaaende af 18 linieskibe, skulle have 10-12ooo Mand  landtropper, en anden af 7 linieskibe skulle gaa igiennem Bælterne, og laa færdig der til Yarmouth. Om Aftenen Kl. 10½ bankede det paa vinduesskodderne, det var Weisvoigt, som var gaaet fra Kiøbenhavn hertil. Han giorde alt meget farligt. Borgerne var ansat til vagterne, det borgerlige Artilleri tilsagde til Vagt og deres poster. Kronprintzen var kommen i største Hast fra Holstein. Man frygtede enhver af disse Nætter for en landgang. Englænderne skulle have forlangt, at besætte Kiøbenhavn og forsikre sig Flaaden etc. Weisvoigt blev her i Nat.

Den 12. August 1807. Om Morgenen Kl. 6 gik Weisvoigt hiem igien. Hørte om Morgenen Kongen og Kronprintzen skulle være reyst til Holstein forleden Nat. Placater opslagne for at indkalde de enroullerede og flere til Forsvar; ligeledes og en med Kronprintzens Navn under for at opmuntre til Forsvar. Studenterkorpset og indrettes under Ober Hofmarechal Hauch.

Den 13. August 1807. Om Morgenen hørte det var vist, Kronprintzen var reyst til Holstein igien, og eftersom han havdde udtrykt sig for at handle med Armeen, hvoraf saas vi mulig og var ængstet af de Franske for at forlade vores neutralitet. Kongen var derimod reyst til Kolding, for der at residere imedens urolighederne vedvarede. Alt blev i største Hast sat i forsvarsstand. Pramme og canonbaade færdiggjordes. Amtets og alle værbare Karle indkalde for villig at lade sig engagere til Forsvar, da de skulle faa 15 Rigsdaler paa Haanden, far at tvang ikke skulle være fornøden. Den Engelske Minister Taylor var ankommen, der giorde foragtelige fordringer der strax var afslagne. Kiøbmand Ærboe med Familie og flere flygtede herfra ligesom alle har laa ude for lyst til Kiøbenhavn. Man sagde Kongen af Sverrig og havde lovet Engelske tropper til at giøre indfald hos os med, etc. Formiddag Kl. 11 kiørte Helene og alle hendes Børn tillige med Frøken Nägler i en Caret herfra til Kiøbenhavn, da hendes Mand nu ofte skulle have Vagt. Ieg spatzerede om Aftenen fra Kl. 7 ¼ til 8 ¾ i skovene og til Cathrineholms Skove. Fyldte i Dag 75 Aar. Alt landarbejde hvilte.

Den 14. August 1807. spatzerede om Aftenen fra Kl. 7-8½ over Hans Rasmussens store Marker til mod StormGaarden eller den smalle kørevej. Haverne stod endnu, der ikke var ret modne, det andet korn stod i traver og laa paa skaar, men gandske forladt, da Folkene var borttagne.

Den 15. August 1807. Fik om Morgenen af vide ved et Brev fra Etatz Raad Møneken til Madam Svendsen, at underhandlingerne var afbrudte, og at man nu hver Dag ventede fjendtligheder af englænderne. Om Aftenen fik vi Brev fra Frøken Nägler. Fru Nägler havde d. 11. været i Helsingøer med sin Broder. Alle Ting havde endnu paa Kronborg været i uorden siden det sidste højvande. De Engelske Skibe laa da for Helsingøer, de havde sagde de ville spare deres Flaade og giøre landgang ved Helsingøer, hvorfor alle var flygtede fra Helsingøer. Alle de Engelske Officerer var overmaade høflige med de Danske, især Admiralen der er rost af alle, der holdt aabent Taffel for byens Folk, og mange af de, Frue Nägler talte med, havde spist der. Han havde udladt sig med at at Aarsagen hvorfor han var sendt hertil var ham gandske ubekendt, vel havde han ordrer med sig, der skulle sige ham det, men som han endnu ikke havde maattet brudt, og dersom samme indeholdt at være fjendtlig mod os, ville han før Ønske sin død. Det synes han ikke har flatteret, da det er bekendt, der har staaet i de Engelske aviser: ”At dersom Flaaden skulle bruges mod den Nation som sagdes, ville det være hele Nationen og Marinen imod, men de nuværende Ministre kunne troes til hvad det skulle være.” Kejseren af Rusland skulle have ladet Kongen af Sverige sige, at dersom han anfaldt os, skulle han strax have 40.000 Mand af hans tropper i sit Land. Kronprintzen skulle have sagt til den Engelske Minister, at vi var neutrale og forblev det stedse og ønskede fred. Han skulle da have svaret, om de maatte faa vores Flaade og Kronborg i pant derfor, da de ogsaa var fredelige. Kronprintzen var med rette blevet saa opbragt derover, at han slet intet have svaret ham men gaaet bort. (det synes, englænderne foretager sig store uretfærdigheder og voldsomheder som i sidste desperation og fortvivlelse, og da de intet kan udrette mod deres mange fjender, men daglig giøre sig flere, vil de overfalde en fredelig og uberedt Nation, og hvor ved overrumpling at skal kunne udrette det, de ikke kan paa en lovlig Maade hos deres fjender. Dardanellerne, Ægypten etc. skal ikke alene forsøge deres surpriser og voldsomheder, det nordiske Sund og Dannemark og, uagtet deres egen hele Nation bær afsky derfor, mon dette kan kaldes tapperhed eller Friehed?)

Den Engelske Minister skulle have sagt til Rauchs, at vi intet havde at frygte, da Rusland og de blev enige. 2de Regimenter skulle være komne fra Holstein til Kiøbenhavn og en Del jægere; og man talte nu om fred. Næste Dag efter ventede man ikke fred, men at d. 18. skulle det udbryde til alvor. Placater var opslagne at flere Folk maatte godvillig melde sig, da der ellers blev presset. At det for Resten ikke var muligt at blive ret klog paa folks sladder. Fru Nägler havde været der og sagt, hun havde haft Breve fra Helsingøer, at man hvert Øyeblik ventede landgang der. At en svensk Matros var arresteret, som var underkiøbt af de Engelske at skulle stikke Ild paa Helsingøer, og for at kommet til dermed ville stukket Skildvagten ihjel, som stod for Toldkammeret, som Matrosen selv skulle have bekendt, men som dog ikke synes rimelig. Et Engelsk Skib havde lagt sig lige for Toldboden; for at se alt hvad vi foretog os, de andre var tagen til Helsingøer. Man bad os vi endelig ville komme ind, af Frygt for landgangen etc. Ieg havde stedse foresat mig at forblive, men syntes bedst, om min Kone og Datter tog ind som de og ville.

Englænderne gør landgang

Den 16. August 1807. Søndag om Morgenen sagde man, der var giort landgang om Natten i Maaneskin med 2000 Mand ved Torbek, de skulle alt have taget nogle Heste bort ved Vebek, etc. Madam Svensen, etc. tog ind i morges. Brev fra Frøken Nägler, at hun ville gaaet her ud til i gaar Eftermiddag, da Vogne ikke kunne faas; samt at det nu saa broget ud, og at mange Engelske Skibe nu vare komne nær til Kiøbenhavn. Allarmtrommen var i morges slaget i Kiøbenhavn, og alle var strax forføjet sig til deres poster. Rathke havde været der, og sagt det ville være meget ufornuftigt at sige, det blev godt, da alle Ting saa meget alvorlig ud. Og blev det alvor, saa var vores Anstalter alt for svage, saa at vi dog nok maatte overgive Byen. (Rathke som kommer i anseelige selskaber maa have hørt noget saadant et Sted; men der som nogen Tid skulle voves det yderste var det nok i dette Tilfælde, da vi tillige ned Byen  jo næsten maatte overgive Riget med, da vores Flaade er der, alle vores Tøyhuuse, vores banker, etc. alle vores skatte og herligheder, selv kronen og de Kongelige regalier. Skrækkelig skulle det være om en saadan vigtig stad og Residentz ikke bedre var defenderet, end at saa snart englænderne af en anden sønation fik i sinde at sende en Flaade til den; var deres Anstalter for svage saa at den maatte give sig; har d. 2. April ikke kunnet give os Lærdom, hvad skal da kunne give os det.)

Englænderne skulle endnu ikke være deres ordrer ret bekendt, men det skal være deres ramme alvor og de mener os det barsk. Et stort kar blev sat for hver dør fuld af Vand, og mere i Stand giort for at tage mod en bombardement. (men en bombardement, formedelst Batterierne paa Reden med mere der, skal vel ikke meget være at befrygte, at kunne giøre stor Skade) Vi beder meget alle, fra alle derinde at komme ind, da Landgangen truer, vi stedse med, etc. En Vogn fra Kiøbenhavn, som de ville sendt ud, var ikke at bekomme for 16 Rigsdaler. Ved en placat var det bekendtgjort, at husejere skulle skaffe flere Folk, da man manglede endnu 400 Mand til Flaaden. Weisvoigt havde haft Vagt, og de havde alle tillige med Frue Nägler været hos ham paa Vagten efter hans Forlangende. Om Aftenen Kl. 8 kom Frøken Nägler kørendes hertil i en postvogn hun havde faaet af Rollen. Madam Justitz Raad Monrad, for at hente min Kone og Marie Kristine. Men min Kone som ikke var ret vel og slet ikke var betænkt derpaa, kunne ikke køre saa sildig; men vi lovede alle, at skulle komme med en Vogn i Morgen herfra; da hun havde lovet at komme tilbage igien, kiørte hun Kl. 9½ tilbage og fik 2de kufferter med sig. Det havde i disse Dage været 20 graders Varme.

Englænderne besætter hovedstadens omegn – Rygter og Frygt

Den 17. August 1807. Da vi om Morgenen ville haft en Vogn ind med nogle kufferter, for siden selv at køre ind, turde ingen Bonde her i Byen mere køre ind. De Engelske tropper som havde giort landgang var set i Lyngby og rundt om endog til Hest, brødkonen som kom derfra, sagde at have set dem der. De var bevæbnede, sagde hun, med Pistoler i bæltet, sabler og Gevæhrer, de red paa Heste som løver og selv saa de ud som glubende helte. De tog gode Heste, hvor de saa dem, ligesom og kvæg og kreaturer etc. saa havde sat hele Byen i skræk. Bønderne frygtede for at miste deres Heste, blive ilde medhandlede, tvungne til at køre for dem. Dissuden gik det Rygte, at Kiøbenhavns Porte alt var lukkede og Byen spærret, ligesom den og frygtede at blive taget til Forsvar, da der fattedes endnu Folk i Kiøbenhavn. Bønderne begyndte med at pakke deres Gods sammen, grave en Del ned, sende deres Koner og Børn dybt ind i Landet etc. I Aften var her en stor nedslagenhed i Byen, Fruentimmerne især græd og hylede paa Gaderne, men havde set englænderne som sagdes i Gladsaxe, Buddinge, Værløse etc. som var rundt om denne Bye. Man hørte hele Dagen en Haab skyden fra Byen dels med Canoner, dels og som bommeskud, dels som  en slags excercering.

Den 18. August 1807. Sagde man om Morgenen, at der havde været bombardement og Batallie i gaar, og at hele Kiøbenhavn var fuld af englændere, og mange Mennesker dræbte, hvilket alt det første undtagen dog ikke havde nogen Rimelighed, men da man ikke kan faa de fulde Efterretninger at vide, synes mig endog at have lyst til at optegne de falske, selv de urimelige iblandt. Vi havde ventet Brev fra Kiøbenhavn i Dag, men der ankom efter postmesterens sigende i Lyngby ingen Post mere. Man sagde englænderne havde slagtet 2de høveder nogle sagde unge Heste paa Sorgenfri at tractere sig med. At de havde berøvet og dræbt adskillige, sat en, en krog i Munden, ophængt ham saaledes og ladet ham sprælle sig ihjel, etc. Man opdigtede saaledes løgne, man omsider troede dem selv, og derefter skrækkedes for sine egne løgne. Man kom ofte jamrende til os, og vi havde nok med at giøre, at sætte mod i dem, og forsikre dem om, saadant var ikke sandt, og at de som værgeløse ikke havde at befrygte. Byen var nu alt for det meste øde, især var GaardMænd med Gods og Familie kørt ind i Landet. I Aften fik at vide, at der virkelig var giort en betydelig landgang af englænderne, hvor vidste man ikke, rimelig paa et Sted, hvor det har været uventet, eller ikke kunne forhindres. Et anseeligt korps opholdt sig som man sagde paa Sorgenfri Slot, muelig her havde hovedquarteeret været der, hvorfra man og i Aften kunne høre her de slog tapto med Trommer og piber. Nogle englændere havde været her i Dag i Byen og begiæret Mad og drikke, nogle betalte derfor, andre sagde man ikke, men for Resten ikke giort nogen overlast. Man sagde de havde giort angreb mod Kiøbenhavn i gaar, formodentlig paa Batterierne paa Reden, men bleven afslaget, da det vel især kuns har været en bombardement. I Dag og endnu i Aften Kl. 9½ hørte det af og  til at skyde ligesom i gaar, ofte flittig, men i sær kuns Enkelte til meget svære Skud. Et Skib skulle Englænderne have brændt i gaar, eller var bleven brændt for dem. I Dag fik vis Efterretning, at Kiøbenhavns Porte var spærrede, dog sagdes man at kunne komme ud af dem, men ikke ind.

En Haab Mennesker skulle være dræbt i gaar, i sær af englændere. Nogle englændere her i Byen skulle have sagt ”Sjælland have vi nu alt, Kiøbenhavn undtagen, som vi snart skal faa”. Det synes, at hverken Frankrig eller England nu længere har villet tilstaaet os vores neutralitet, men at vi skulle erklære os for nogen, og at England med en surprice imedens vore  Folk var i Holstein da har troet at kunne tvinge os til at indgaa deres fordringer, som tilforn var lykkedes dem, at de kunne være vis paa, vi ikke ville giøre dem hindringer i Sundet, eller lukke vore havne for dem, og man ved da, at englændernes fordringer stedse var skammelige og vanærende. Varmen var endnu hver Dag 18 til 19 Grader. Spatzerede i Aften som og i gaar aftes i Maaneskin i Haverne og paa Marken.

Hvor er Landeværnet?

Den 19. August 1807. Sagde man om Middagen, at der kom et stort Korps Rytteri hertil over Buddinge, som man kunne se en mægtig Støv af, Børn og Fruentimmer græd deraf paa Gaderne, ieg saa aabne paa der efter, men der var intet. Man tudede mod Aften, at alle GaardMænd maatte forblive i Byen, og de borteværende skulle komme tilbage, da man ventede en stor indquarteering i Byen til Aften, dog var kuns 2 á 3 GaardMænd til stede, de andre var borte, og havde ladet nogle fattige i Byen ligge i deres Gaarde, der skulle besørge deres kreaturer, og derfor gav dem mælken og fløden af deres køer. Ole Hansen, Hovedet for dem, der ellers havde meget af Munden, var deriblandt. Man sagde i Morgen skulle den rette store Batallie gaa for sig. I Dag hørte man kun nogle Enkelte Skud om Formiddagen. Man kunne ellers ingen rigtige tidender faa fra Kiøbenhavn eller hvorledes alt stod der, men derfor maatte nøjes med de forkerte, som englænderne iblandt i Kroen lod sig mærke med, især til deres Fordeel. De kunne vide en Del deraf, som daglig fik tidender fra Søen af fra ders Flaade.

Den 20. August 1807. Om Morgenen imellem 4 og 5 hørte ieg en Del Enkelte Skud efter hinanden fra Reden af. GaardMændene kom i Dag Formiddag tilbage til deres Gaarde, som sagdes efter advarsel. Man sagde, at der vil i Morgen var forlangt Havre og furacie af Bønderne til de Engelske men for Betaling. Englændene som laa paa Sorgenfri under en generals Commando tillagde man vel adskillige store udsvævninger, at de skulle have røvet, slaget en Mand fordærvet i Gentofte, og at nogle af dem derfor var blevet hængt, men man vidste intet med vished, de her havde været hos Bønderne og forlangt Brændeviin, Mælk, Mad, havde betalt samme og opført sig vel. Nogle endog ladet sig misfornøjet med deres Nations Opførsel  imod os. Officererne havde været paaa Apotheket i Lyngby og vist sig meget høflig. I Dag ver det med 20 graders Varme, i gaar 19, som indtraf ubelejligt, da man ikke alene sagde, der var anstikkende Sygdom iblandt englænderne, men endog Pest paa deres Flaade. En afdød søcapitain tillige med mange flere havde de begravet paa den Svenske Side. Spatzerede i Aften i Maaneskin i Haverne.

Den 21. August 1807. Saa ieg 4 kavallerister, der havde skiønne blaa Munderinger, skiønne Heste og smukke Folk, de kom fra Kollekolsvejen og red igiennem Byen ad Lyngbyvejen. De var fordelt allevegne her omkring i Nærheden, i Brønstrup, Hjortespring, Mørkhøje, Kollekolde, Aldershvile hvor der paa Gaarden laa nogle Officerer tillige, etc. foruden Lyngby, etc. men som det syntes i smaa korps, de laa for endel i skovene, og ofte i stalde, loer etc. paa halm. Da de stedse pralede med, de ville endelig have Kiøbenhavn og Sjælland, syntes det noget nedslagende at se med et alle disse fremmede Gæster at være kommen saa rolig i Landet og besat samme alle Vegne, uden at man ret vidste hvor de var kommen fra, de bød som Herrer i Landet, alle frygtede dem, ingen uden hundene havde mod til at angribe dem. Dog faaet vores landeværnsregimenter indrettet med megen Allarm i stor Orden fremfor tilforn, og givet generals tituler ud til deres Cheffer, etc. En Mand fra Hjortespring fortalte i Dag, at de havde nok af englændere der ude, og at adskillige af dem havde opført sig voldsom og uartige, borttog hvad de ville uden at betale. Han sagde, de i Begyndelsen, og han selv deriblandt som landeværn havde været forsamlet ved Kysten imellem Kiøbenhavn og Helsingøer, for at hindre landgang, men at deres Amtmand var kommen til dem og sagt, at de kuns kunne gaa fra hinanden, da det dog ikke kunne Nytte. Han paastod at de ville ikke dette men blev staaende, og han formente der var forrædderier under. Men dersom landeværn og mere, som man nylig har giort en saadan Støy og gene med, giort Oxholm fra Major til General for, dog ikke kan Nytte, hvad skal saa mange da derfor have en saadan byrde og uro. Ommeldte Bonde paastod at landgangen, endog med Hestene var sket omtrent ved Vedbæk. Ingensteds var der sket modstand. Mer er ikke rettere bekendt, end Carstenskiolds regiment som ligger i Slagelse, det sjællandske kavalleriregiment som ligger i Vordingborg. Kongens Infanteriregiment som ligger i Helsingøer, etc. alle er her til stede, og i fuldkommen Stand, tillige med hele landeværnet, men der maa være rigtige Aarsager for, hvorfor man ikke ved denne Leylighed ikke har villet benytte sig af al denne Magt. Da slet ingen tilførsel her nu kunne faas fra Kiøbenhavn var adskillige artikler saasom sukker, Vin, Caffe og meget andet i en Hast her stegen til utrolige priser, at man næsten gandske maatte undvære samme, da ingen havde haft Tid, eller tænkt paa at forsyne sig med saadant. Kroen havde intet.

I morges sagde man igien et meget stort Slag skulle gaa for sig (man havde stedse saadant i Hovedet fra d. 2. April 1801 af) En stor Mængde af englænderne skulle derfor i Aften være beordrede i Morgen tidlig at forføje sig til mod Kiøbenhavn, mulig for om den skulle give sig (som dog nok ikke ville have Vogne at fahre) da strax at kunne besætte vagterne, posterne, kasernerne.

Bagsværd besættes

Den 22. August 1807 sagde man de selv havde sat en Amtmand over amtet. Kiøbmand Etatz Raad Bruun skulle have paataget sig at forsyne dem med alt for Betaling. Hauch som var Amtmand over Kiøbenhavns amt var forbleven inde i Byen; men amtmanden over Frederiksborgs Amt Arktander, tillige med flere skulle have haft Ærinde til den Engelske General, for at anholde om at voldsomheder af tropperne maatte afværges, som adskillige havde klaget over. En stor Mængde var i morges tidlig redet ad Kiøbenhavn til. Der havde været Engelske infanterister i rød Mundering til Madam Svendsens i Dag, og flere Steder i Byen, drukket og spist. En Engelsk Officer havde været i Kroen i Dag med skolemesteren fra Jægersborg, der havde vist ham Vey, for at udse, om et detachement ikke kunne ligge her i Byen, og som han holdt fornøden. Han havde været meget aabenhjertig. Han beordrede kromanden at maatte brænde mere Brændeviin, at han stedse kunne have nok til de flere, her nu og ville ankomme, og da kromanden sagde, han ikke havde saa meget brænde, viste han til Skoven, kromanden svarede, at han ikke kunne tage der, som Kongen og andre tilhørende, han sagde da om han ville sende Folk med ham, skulle han han strax udvise ham brænde der.

Disse infanterister talede tysk, og formodentlig var Hanoveranere. Da nogle viste Frygt der i Kroen, sagde han til skolemesteren, han skulle sige dem, de maatte ikke være bange, de giorde ingen ondt, og dersom de kom til at høre England til, ville de faa bedre, end de nu havde, men at saa skulle alt indrettes paa Engelsk som var bedre end det Danske, endnu var intet afgjort, men han haabede snart at ville blive det. Han sagde ellers at de (England) var værre farne end vi (udentvivl menende formedelst de havde mistet deres allierede, og fik flere og flere fjender) han var meget confident, drak en sup kun og røgede en pibe Tobak i Kroen, fortalte blandt andet, at han nødig havde giort dette tog, da han havde maattet forlade sin Moder døende (saaledes fortalt af en som var nærværende).

Den 23. August 1807. Søndag, sagde man de om Morgenen tidlig havde forføjet sig ad Kiøbenhavnsvejen til. At vi efter at have forlangt 3 Dages stilstand, men derefter ey givet behagelig Svar, nu i Dag kunne vente et haart angreb. Man hørte og i Dag fra Kl. 10½ til omtrent Kl.2 en Haab skyden, og mægtige svære dundrende Skud, som bommeskud, men hvilke af skibsmorterer, vel ikke vil giøre saa stor effekt i Kiøbenhavn og Trekroner og Prøvensten vel ikke saa let at tage, da ieg saa endnu Kastellet og alle de indre Batterier er endnu tilbage, der vil spolere deres Flaade mægtig. Mulig er deres tragten og at ville stikke Ild i vores Flaade. Fru oberstinde Castonier giorde Visit her i morges og spiste Frokost, hun beklagede sig meget at være blevet her tilbage, og ikke kunne faa Vogn.

Den 24. August 1807. Giorde Frue Castonier atter Visit her igien om Formiddagen ligesom og Capitain Heusser som og imod sin Villie var blevet her tilbage, var meget elendig og i 76 Aar. I Dag kom en Lieutenant og en Del Folk, som skulle tage Ophold paa Aldershvile. Bombardementet i gaar var et Batteri, de endelig sagde, man ville indtage, formodentlig Trekroner, men de havde faaet god modstand, og man sagde 2de af deres Skibe var komne i Brand, da Batteriet og stedse svarede med bomber, formodentlig sværere end deres, ligesom de og bedre fra et fast Sted kunne vente at træffe. De sagde at ville have Kiøbenhavn om de skulle sulte den ud. Soldater havde her banket paa Huse om Natten og forlangt Mad og drikke. I gaar var det over 20 graders Varme, i Dag næsten 20 med mest stille som sædvanlig.

Engelske Fruentimmer på Kroen – bjergskotter uden Bukser

Den 25. August 1807. Sagde man der havde været set Ild i Nat ved Kiøbenhavn, som man sagde var en forstads afbrænding, men som ikke er rimelig, der er ofte Ildløs i Kiøbenhavn. I Eftermiddag blev imellem 4 og 5 hørt som en stærk bombardement igien. Man sagde, de Engelske tropper, hvis Antal man ikke ret vidste, havde Ordre i Morgen at holde sig nær Kiøbenhavn igien. Seks Engelske Fruentimmer var i Kroen i Dag (da adskillige af Folkene havde deres Koner med spæde Børn med, maaske egentlig kun vaskekoner). Disse havde snakket en Haab. Kiøbenhavn ville og skulle de have, og som de mente i Morgen nok skulle ske, og naar de da saaledes havde faaet Sjælland, skulle de Danske føres derfra til England og Øen igien besættes med englændere. Fik de ikke Kiøbenhavn ville de dræbe, røve og plyndre i hele Landet.

Den 26. August 1807. Kunne fra om Morgenen Kl. 10 og især om Middagen til mod Kl. 3 høre en temmelig bestandig skyden, bommeskud deriblandt, uagtet Vinden ikke bar fra Byen, man sagde vi gandske havde fordærvet to af deres Skibe. I Nat, sagde man, har de og villet giøre attaque, og i Morgen foretage en landgang (mulig forsøge at tage Batteriet med baade, bagenetter, etc. som nætte ieg mener Trekroner endnu var vundet. Da det ofte indtraf, hvad de Engelske Soldater sagde, er det rimelig, de hver Dag fik Efterretning om alt. Der var og skotter iblandt dem, der gik med skiørter uden Bukser, som sagde de var kække krigere, men forresten slemme og urolige Folk. Det syntes, vi hidindtil lykkelig havde afslaget alt. Stedse løb man og med den snak at Kronprintzen var kommen med 7000 Mand, men som ingen Rimelighed havde, da englænderne og havde en Escadre ved bælterne, der kunne forhindre al overfart. Ligeledes løb de Engelske Soldater med den snak, at Bonaparte havde sendt os en armé til hjælp, som var ligesaa rimelig, men som de dog meget frygtede. Saa en Mængde Engelske Soldater i Aften, som man sagde skulle gaa ad Roskilde til. Alle vore Efterretninger havde vi fra Kroen, og gierne paa 2den og 3die Haand fra Folk, der ikke engang ret forstod tysk, og man kan deraf slutte, hvor lidet man kunne agte paa det meste.

Den 27. August 1807. Sagde man, at dersom de ikke inden fire Dage fik Kiøbenhavn, skulle tropper indskibes igien, og Flaaden gaa til Østersøen. Placater sagde man, skulle opslaas, at ingen ved deres afmarch maatte røve og plyndre. I morges saa en stor Mængde udenfor os og paa Kollekollevejen. Det havde skudt i Dag af og til i en Time. Man havde haft en Del Folk her i Byen i Nat, endog sat poster ud, og rondere. Man sagde i Morgen skulle der med tropper gøres landgang igien.

Bombardementet set fra Bagsværd

Den 28. August 1807. Bombarderede man som det syntes hele Dagen iblandt kun langsomt. Man sagde, at der 3 Gange havde været Ild i Kiøbenhavn i Dag, at man baade havde set Røgen af Ilden, men næppe rimelig uden de havde vundet Batterierne, da de vel næppe ellers højst kun har kunnet række Kastellet. Sil Svendsen, hvis Hus var ledig havde siden i gaar lagt en Del Engelsk infanteri, hvor og laa en Officer af Rang, nemlig en Major. En Skildvagt var posteret uden for hans Port, og der sad stedse en Haab Soldater, der udenfor. De talte stedse om, at de ventede flere Skibe med Folk. Andre sagde, at da de nu saa, de ikke kunne indtage Kiøbenhavn, ville de selv gierne Ønske at tage bort igien, men at der nu skulle forsøges andre Stæder, og de skulle forblive her til November.

Den 29. August 1807. I Dag syntes det, englænderne var stille og nedslagne, da deres angreb skulle være mislykkedes i gaar. En sagde at de maatte Ønske ikke at have kommet her, da de kom til at tage bort med skam. Man hørte ingen Skud fra Reden i Dag. Deres Skibe sagdes at have faaet en Del Skade. Nogle sagde, at kunne de ikke giøre os nogen Skade til Søes, saa kunne de til lands, talte og om at gaa til Holstein for at erobre det. En Del Folk skulle være faldne i gaar, især af englænderne. Hørte, det skulle være vist, at en bande af dem 15 i Tallet, havde plyndret og røvet i Husene ved strandene langs ad Skovshoved til, og at 2de af dem derfor skulle være skudt, og de andre havde faaet Kat. Den ene som skulle skydes havde søgt at undvige, og skjule sig i Kornet, men man havde skudt efter ham og truffet ham tværs giennem Hovedet. Det var Folk af alle slags, som englænderne selv frygtede for opstand af, og derfor hellere ville have dem fra Borde, fordelt i smaa Partier. Kiøbenhavn frygtede man for, fejlte furage.  Man paastod, Kronprintzen havde taget kronen og regalierne med sig, samt hvad der var kostbart, som dog nok kan tvivles paa. Meget skulle og være begravet. Ieg spatzerede en Tour i Hans Rasmussens Marker i Aften ved Solens Nedgang, og gik tværs over samme til Veyen i Byen, ved Begyndelsen af Byen var en Skildvagt posteret, hvor og stod en Del Soldater, som var meget høflige, nogle hilste endog, nogle saa og skumle og fæle ud. Giorde Capitain Tranberg en Visit, som i gaar havde ladet mig bede - hans Kone og Datter sagde sig syge af skræk, som dog ikke kunne ses.

Den 30. August 1807. Giorde Frue Castonier igien Visit her om Formiddagen. Uagtet Vinden bar fra Kiøbenhavn kunne man dog intet Skud høre derfra. Trekroners Batteri ville de endelig have. En af deres Doctorer eller kirurger laa her i Byen og havde sin Kone med. Han skulle have sagt, at de havde saa mange kvæstede ombord, at de vidste ikke, hvor de ville giøre af dem. Fik at vide, de her i Nat hos vores naboer Jørgensen, som og Peer Olsens havde brækket ind og stjaalet. Samt ved en støver eller snus-hund havde opdaget en Kiste, en fattig Kone havde nedgravet, men som hun dog fik igien. Der blev klaget til Majoren, som er en retskaffen Mand, han  kunne vel ikke udfinde hvem det havde været, men giorde Anstalter for, saadant ikke skulle hænde oftere, lod sætte Skildvagt udenfor Jørgensens, som han og havde ladet giøre for adskillige enlige Huse, der kunne være udsat for fahre.

Udfald fra Kiøbenhavn – englænderne bespiser de fattige

Den 31. August 1807. Saa om Morgenen der og var postereten skuldvagt ved Broen, der havde sin Post op til Zirca’s Kl.10 omtrent begyndte skyden igien, der varede omtrent til Kl. 1. Men englænderne påstod, der var skudt og giort attaque hele Natten, som ieg ikke havde hørt, uagtet ofte været vaagnet. De sagde og, de i Nat havde faaet en General og en Del af vore Folk fangen, eftersom de nævnede navnet, syntes det at kunne være Falbe. Dette maa da have været i et udfald, da de paastod Byen var lige saa stærkt belejret til lands som til Søes, og at de havde faaet deres tropper fra Pommeren hertil med, der var 20.000 Mand, og at det rundt om Kiøbenhavns Porte og paa Veyen vrimlede af deres tropper. Der var talt med en som snakkede dansk, og sagde sig at have været ved Marinekorpset, men for nogle Dage siden var fanget paa en piqvetvagt af englænderne. Samme hele piquetvagt bestaaende af en Under-Officer og ni Mand, havde alle strax givet sig i Engelsk Tieneste og enhver faaet 20 Rigsdaler paa Haanden, og levede nu herligt, da de tilforn kun havde 4 Skilling om Dagen, de ikke kunne leve af, eftersom han sagde. De sagde alt at have, eller dog ville afskiære Kiøbenhavn Vandet, som dog ikke var nogen let Sag. Da de blev herlig og rigelig spiset, saa havde vi den store skam, at alle fattige Børn og Koner her i Byen passede paa deres spisetimer, og gik hen med krukker og Potter og fik især det Mad, de havde tilovers, som de og var meget villige til at give dem, der mulig og gav dem Anledning til stedse at sige, at det var et dejligt men fattigt Land. Saa frygtsom, man her i Begyndelsen havde været for de Engelske, saa dristige og fornøjede var ommeldte med dem nu.

Den 1. September 1807. Man hørte ingen skyden i Dag. De Folk som var fangne i gaar, sagde man var af Landeværnet, nogle sagde 300 andre 500 Mand, med en af deres Generaler, formodentlig da Waltersdorff eller Oxholm. I Eftermiddag saa man en røg stige op fra Kiøbenhavn, som der havde været Ildløs. Nogle englændere sagde, at de fik nok ikke Kiøbenhavn, men forblev her dog i Vinter. Hørte de 20.000 Mand fra Pommern endnu ikke skulle være ankommen. Man sagde en Engelsk Commandeur havde mistet den ene Haand.

Brandbombardementet begynder ”Et frygteligt skiønt Syn”

Den 2. September 1807. Hørte man skyden fra om Morgenen Kl. 6 omtrent til mod Kl. 11 af og til. Om Aftenen, da det begyndte at mørknes, kunne se som Ildebrand i Kiøbenhavn paa to Steder, den ene som var stærk, omtrent i Linie med Slottet, den anden noget mere Vest, som snart syntes slukt, den anden brændte endnu om Natten, men om Morgenen saas ingen røg, og formodentlig været slukket. Man beskiød og hinanden om Aftenen med brandkugler eller gloende Kugler som det syntes, vores formodentlig gik fra vesten til østen, syntes med langt mere effekt. Paa kvisten, hvor ieg iagttog dette, syntes nogle os saa nær som om de var kastede fra Chartous Gaard, og gav et frygteligt skiønt Syn. En Mængde mindre ildkugler saa man kun blinket af idelig paa Himlen ligesom et kort Lynild eller kornmod, faa af dem saa vi kun i Luften lavt over vores horisont, da de strax dalede igien og gik under samme, de var østligere, som om de var fra skinnen, som ieg dog ikke ved til hvad Nytte, da de næppe har faaet noget af Batterierne, og ellers ikke kunne række. Intet Skud kunne ellers høres. Maaske har englænderne forsøgt paa at beskyde Byen og Flaaden med særdeles brændende Sager i temmelig nærhed.

Den 3. September 1807. Sagde man, der havde været stærk Ild i Byen ved den nye Kirke, som man kaldte det, men slukket igien; andre sagde, det var Lade Gaarden, som skulle være afbrændt, uagtet de havde selv indtaget samme til deres syge, og ladet alle de gale og andre syge meget omhyggeligt transportere til Frederiksborg; atter sagde andre det var Tømmerpladsen (formodentlig uden Vesterport) som vi selv skulle have skudt i Brand, af Frygt for de skulle giøre sig flaader af Tømmeret. Man hørte ikke til nogen skyden i Dag fra Byen. Mod Aften kom Abraham Thulstrup hertil med den Tidende, at Kiøbenhavn skulle ængstes med Ild og Skud i denne kommende Nat, endnu stærkere end i den forgangne, og at den snart ville blive nødt til at overgive sig; mulig da af mangel paa tilførsel, som var betaget den baade til lands og vands, som dog ikke synes derfor saa hastig at kunne trænge. Man satte i Dag et kar med Vand uden for hver dør. Kl. 8½ iagttog ieg de samme blink igien begyndte paa himmelen over Kiøbenhavn, ligesom ieg og saa en ildkugle imellem. Det kunne synes, vi i noget maa mægtig have stødt englænderne, maaske med at entrere med Bonaparte i noget, f.eks, at faa noget af Hanover eller det Lauenborgske, etc. Da dets Opførsel ellers er ubegribelig voldsomt, røversk og grusomt. Majoren, der har Commando over de Engelske tropper, navnlig Bellevie, en meget retskaffen og artig Mand, var i Dag meget tankefuld og traurig, og ligesom sørgende over onde tidender, han kunne have faaet, eller ubehagelige ordrer at iværksætte. Hans Traurighed kunne han med miner og Bevægelse end ikke dølge paa Gaden; naar han troede ikke at blive observeret. Indtil Kl. 11½ iagttog ieg Kiøbenhavn. Brandkugler og blink saas vel iblandt, men ikke nær som forrige Aften.

Mere bombardement – englænderne forsynes

Den 4. September 1807. Sagde man om Morgenen, der havde været Ild i Kiøbenhavn om Natten, men mulig da kuns lidet, ieg kunne ikke om Morgenen se nogen Ild eller røg. Man begyndte ellers tidlig at skyde i Dag igien, ieg hørte endnu Skud Kl. 1 men kuns af og til, da Vinden med frisk Kuling gandske blæste fra os, og altsaa ey vel kunne høre skuddene. Man sagde, General Carstenskiold laa med sit regiment paa Farum Gaard, og alt havde taget en Del af englændernes forposter til fange; han agtede sig til Charlottenlund, hvor der laa en Del Engelske, mulig tog han en saadan Tour omkring, for ikke at faa nogen i Ryggen, da han mente vel at aabne tilførslen til Kiøbenhavn. Men hvad ville hans regiment vel forslaa? Det kunne synes, han burde forene sig med alt hvad militære der var i Sjælland, nemlig i Vordingborg, Helsingøer, etc., som og det meste af Landeværnet, for derved at faa en liden armé paa 4 á 5000 Mand samlet. Capitain Tranberg og skolelæreren var her i Eftermiddag for at eftersee brandredskabet, de havde paataget sig at være brandfogder for Ole Hansen, der havde sagt sig fra det i denne Tid, etc.

Et ungt Menneske, der dog alt havde været 8 Aar i Ostindien, navnlig Snabel, giorde Visit her i Eftermiddag tillige med hans fætter af samme Navn, den første var i en Commission i Lyngby tillige med Grev Schulin, Etatz Raad de Koninck der i Byen, og Præsten Rønne, der i Byen, der havde paataget sig at udskrive furage og levnedsmidler til lettelse, da der ingen Amtmand var udenfor Byen. Han havde ellers, som han sagde, faaet løfte paa at blive resident paa de Nicobariske Øer i Ostindien, som han kiendte vel, og havde givet beskrivelse og projekt ind om til Commerce Collegiet. Han spurgte mig, hvad ieg mente, at Kiøbenhavn saa længe udholdt belejringen, og da ieg svarede vel, da den og før havde giort dette, og som ieg haabede nu som da gierne at kunne afslaa en Storm, etc. Men dette syntes han ikke om, sagde det ikke var andet end General Peymann, der var en gammel 70 aars Mand, der vidste han dog ikke kunne leve længe, og derfor nu giorde sig et Navn ved samme, og lade alle andre ødelægges tillige med sig.

Han var ellers en Mand af talenter, talte Tyrkisk, hollandsk, Fransk, Engelsk, tysk, etc. spillede mesterlig paa Claveer, og Sang meget vel tilligemed, havde for Resten god Forstand og kundskaber. De spiste her begge til Aften. Hans medhavende fætter spillede og vel paa Claveer, men havde en Søster, Jomfru Snabel, som var en stor virtuos derpaa, og kuns 14 Aar gammel. Kiøbenhavn var i Aften og hele Natten i en stærk og beklagelig Brand, og ligesom i et kirketaarn med, som vi alle ofte var oppe paa kvisten at se. Ilden havde en stor strækning.

Mere pålidelige Efterretninger

Hidtil havde ikke kunnet faaet ringeste sande Efterretning fra Kiøbenhavn videre end fra de Engelske Soldater, som sagde, der hver Morgen fra hovedquarteeret kom Efterretning derom til deres Major. Men i Eftermiddag fik en Del at vide, som syntes for en Del at have rigtighed eller blev udgivet derfor. Ifølge samme skulle 1200 Mand af vores være fangne hvoriblandt 1 General og 60 Officerer. Livjægerne skulle have giort udfald, men en stor Del af dem nedsablede, saarede eller tagne til fange; englænderne kaldte dem officerskorpset. Studenterne sagde man og havde lidt meget i et udfald, men synes ikke rimelig, at de skulle være brugt til udfald. Bjergskotterne skulle man have ladet forsøgt paa, at bestige voldene, men som var afløben for dem med meget tab. Misforstaaelsen med englænderne skulle være begyndt ved, at vi ikke ville modtage til Gesandt en Taylor, der skulle haft Del med i helvedsmaschinen med mere mod Bonaparte, og at man troede, vi spillede under dække med Bonaparte. De Engelske Antal af tropperne skulle være 35.000 Mand, der havde morterer med dem i Land af 22 Tommers diameter, der var stillet rundt om Kiøbenhavn.

Englænderne skulle have budt 3 milioner Pund sterling i pant for vores Flaade. Nogle sagde Echine var Aarsag i toget mod Danmark, andre Canning, Willesley, etc. Kronprintzen sagdes at være fransksindet. Et Slag skulle have staaet ved Roskilde, og Roskilde afbrændt, da man fra tage og Vinduer havde skudt paa de Engelske. Ingen af statsministerne, eller det Kongelige Hus var i Byen. Peymann havde altsaa som Kongelig Myndighed, og Collegierne maatte lyde hans ordrer. Vore canonbaade og Pramme var udlagt, de Engelske Skibe laa som en tyk Skov, nogle 100 i Tallet. Det skulle være vist, at vi havde skudt tre af deres Skibe i sænk og to i Brand. Kronprintzen havde givet Peymann Ordrer at forsvare sig til det yderste. Vores Artilleri var rost, og Kuglerne traf nøje; 2de havde gaaet over nogle englænderes Hoveder, der havde sat sig i rolighed til at spise paa Fasanbakken paa Friederichsberg, saa de fandt for raadeligt at forandre deres Plads. Kuglerne holdt stedse englænderne langt fra Byen. I tre Nætter efter hinanden ville de forsøge med bomber og ildraketter at ængste Byen, og sætte Ild paa den (disse sidste var en opfinding af S. Smith) Kunne de da ikke tvinge den med det, ville de ved Storm tage den. Raketterne skulle være en farlig opfinding, de havde hager at hæfte med, deres ildmaterie var præpareret med syre, at den ikke kunne slukkes med Vand, de havde en stor vægt ved sig, etc. der var ofte paa en Del Steder paa en Gang Ild i Byen af dem, men som for det meste blev slukket, indtil brandredskaberne er blevet forslidt og beskadiget. Nordamerikanerne skulle nu og have deklareret englænderne krig.

Saadanne mange Efterretninger hørte vi i Dag, som blot er i største uorden hastige og tegnede, ligesom de ville falde mig ind til, og hvoraf det nok kan sluttes, at det stod sig ikke for vel i betragtning af englændernes store Mængde og ubegribelige landgang med saa mange Heste, svære morterer, Canoner, Folk, som der skulle være rolighed, og lang Tid til. Den omtalte store Ildebrand, som strax iagttoges da det lidet begyndte at mørknes, maa uden Tvivl have brændt stærkt hele Dagen, den tiltog stedse, men efter Kl. 12 syntes det mig, den begyndte at sagtnes. Tillige med branden saas bestandig glimt paa Himlen af formodentlig brandraketterne samt hørtes aparte meget svære Skud, hvoraf man ser englændernes grusomhed, i byens store Ulykke endnu at ville ængste den mere paa alle optænkelige maader, og ligesom paa engang stræbe at ødelægge den. Men den syntes at forsvare sig endnu tappert, og naar der ikke blev agtet paa branden, mulig ikke havde nogen megen fahre endnu, da den fra Søen af ikke kunne tilføjes Skade. Næppe skulle man og tro, at de vovede en Storm, men om saa var størst Haab om at afslaa den.

Kirkerne brænder

Den 5. September 1807. Morgen Kl. 3 saa endnu Ilden i Byen temmelig stærk. Man sagde i Dag, at spiret paa Tyske Kirke var nedfaldet i Nat, saa branden formodentlig især har været paa den Kant, nogle ville mene at næsten det halve Kiøbenhavn var afbrændt, som der dog ikke nær var set Ild nok til. Man begyndte i Dag paa den evighedsskyden igien med svære Skud, som varede til imod Kl. 1; hele Dagen saa man en temmelig Røg opstige fra Kiøbenhavn. Mod Aften kom man med den Efterretning, at baade Frue og Runde Kirke var afbrændte (og altsaa mulig beklagelig Biblioteket og manuskripterne med) tillige med det halve Kiøbenhavn, etc. Da det begyndte at mørknes, saa Ilden temmelig stærk igien, i samme Direction, dog ey i en saa høj Grad som i gaar. Nogle skulle have anmodet Peymann om at aabne Portene, men som havde svaret: kan ieg aabne Portene naar min Herre siger nej. Han havde ret i det, at fordi nogle Kiærker og Gader brændte, der ofte sker ved blot forseelse, kunne han ikke overgive Byen og Flaaden. Mange var udflyttet paa Amager. Man havde ikke skudt med raketterne paa Byen i Aften, som heller ikke var nødig, da den var i en saa stor Brand, og kuns at kaste ildkviste i et ildhav, thi det var ikke at formode, de ugudelige englændere ville hykle, og i  betragtning af det var løverdags Aften, deri at ville vise en gudfrygtighed.

Kiøbenhavn overgiver sig

Den 6. September 1807. Det havde brændt temmelig hele Natten, men som det syntes dybere inde i Byen; endnu i Dag steg en temmelig røg op af Byen. I morges kom fra Lyngby den Efterretning, at Portene skulle være aabnet og Kiøbenhavn tillige med flaadan overgivet, man kunne da sige at tillige med var halvdelen af riget overgivet, Sundets herligheder, etc. og det syntes førend man giorde et saadant Skridt, burde der gaaet mere forud, der vil blive os til evig skamme i Historien og et Tilfælde der nok aldrig er hændtes nogen Nation før. Men mulig har der ikke været noget Haab om at kunne afslaa en Storm, og saa havde det dog være det samme, med indvaanernes dræben og ruin tillige. En hanoveraner som stod Post uden for vores Hus, tilstod selv, at de ifølge kommende Raport havde i gaar mistet 500 Mand Soldater og Matroser, de første havde især været marinere. Majoren havde sagt, at de nu havde bevis paa at man aldrig skulle agte en liden fjende ringe.

I Eftermiddag sagde man at Frue Spir var faldet i morges Kl. 4 og Kirken ligeledes brændt, men om Runde Kirke vidste man intet. Da vi selv er meget for i disse Tider at ødelægge Kiærker, og heller ikke kan lade de døde være i ro i deres grave, saa synes det fjender, bomber, brandkugler og Ilden selv i høj Maade vil hjælpe os deri tillige med. Røg fra Byen saa man ikke til fra i Formiddag omtrent Kl. 11 af. Man skiød heller ikke i Dag, Portene, paastod man og var aabne, saa det kunne være mulig, der var sket en stilstand for at underhandle. Hanoveranerne ville gierne forblive her i Landet, de klagede over, deres Tieneste var for stærk, og at de aldrig i al denne Tid maatte være af deres Klæder, og at de ikke havde haft deres Sko af, blev ført fra et langt fra liggende Sted til et andet, disse var nu nylig kommen fra Gibraltar, hvor deres Major endog havde bygget sig et Hus i Haab om at forblive der, men saa uventet strax slæbt derfra. For Resten levede de vel og havde 24 Skilling, som de paastod, om Dagen til Fortæring; men dog heller ville nøjes med vores 4 Skilling om Dagen, da der stedse i deres megen fritid  var nok aparte at fortjene. De paastod ellers, at skotterne ikke var de værste, uagtet de havde Ordet derfor, men tværtimod de bedste, og at derimod englænderne selv var de værste, og derefter irlænderne Selv havde de undseelse ved at regne sig til englænderne, men sagde, de blot var hanoveranere. De var ellers næsten alle høye, skiønne og stolte Folk, nye og net munderede.

Deres landgang var sket, sagde de, fra Charlottenlund til Taarbæk med mange Fahrtøyer paa en Gang, uden mindste modstand, som de forundrede sig højlig over.

Våbenstilstand

Den 7. September 1807. Saa ingen røg over Byen hele Dagen, heller ikke Ild om Aftenen, ingen Skud blev heller hørt uden en Gang om Formiddagen, ligesom en kort Salut. Om Eftermiddagen fik Tidende fra Jægersborg, at der i gaar var set hvidt Flag i Staden, og som sagde at de havde begiæret stilstand i nogle Dage, for at faa den stærke Ild slukket, men det synes ikke rimelig at de grumme englændere derfor skulle have indgaaet samme, da det hed, vi derfor ikke havde i sinde at give efter. Mulig har englænderne hejset stilstandsflaget først, ligesom Nelson giorde, mulig har vi og blot forlangt at sende stafet til Kongen for at melde Omstændighederne, da Peymann vel kunne ene handle, i det som angik Fæstningen, men ikke i det, som saa meget syntes at indløbe i statssager tillige.

Den Engelske Flaade syntes ellers ikke at kunne have mange Dage at give bort, dersom den endnu som sagde skulle til Østersøen, og derfor kunne være tilfreds, om vi var forlegne med vores Brand, og vel derfor ikke allene tilstod stilstand, der synes af dem at være for menneskeligt. Uden Tvivl vil det nok ellers denne Gang, som saa ofte tilforn er hændtes englændene, at de for sildig komme deres allierede til hjælp, som derfor har mattet ligge under; men for denne Gang mulig, for ikke at giøre deres tog forgæves, har paa Veyen med deres Magt ville anfaldet saa vidt som vides en fredelig og ubevæbnet Nation, og uden Møye erobre et næsten helt kongerige, og en hel Flaade dets herlighed og Forsvar, for at kunne have noget at skyde victorie for i London, englændernes sædvanlige lumske politik. Man sagde ellers at Cron Printzen i nogen Tid ikke havde lagt tavsmaal paa at være Frankrig gevaagen.

Breve fra Byen

Den 8. September 1807. Om Morgenen fik vist at vide, at Byen elller Flaaden var overgivet. Man sagde ellers, der havde været en Fransk General i borgerklæder i Kiøbenhavn. Berthie eller Bruno for at opmuntre og dirigere alt. Majoren og alle englænderne her var bestandig i den Tanke og hver Morgen tidlig saa i kiggerter efter de Franske. Man ser deraf, hvor sikkert de troede, vi spillede under dække med de Franske. Om Aftenen fik vi Brev fra Kiøbenhavn dateret d. 8., da Bønderne nu vovede sig til at køre til Byen igien. En tredjedel af Byen skulle være afbrændt. Oprør mod Peymann i gærde, som stærk maatte lade sig beskytte af Vagt. Hovedmaterien var Missfornøyelse med Kronprintzen som man tillod sig at sige alt om uden ringeste indskænkning. Adskillige af vore Officerer skulle have været meget feje, især Grev Haxthausen. I Dag skulle være 2 ulykkelige dueller forfalden imellem 2 Land-Officerer og 2 Søe Officerer. Englænderne kaldte Trekroner Batteri en helvedes Ø. Flaaden, Kastellet og begge Holmene skulle overgives englænderne, og om 6 Uger tilbagegives, den første undtagen, som de tog med sig tillige med alt tilhørende, de nægtede alt vore Officerer at passere igiennem holmene. Man sagde, det var utilgiveligt den Ulykke troppernes Ophold i Holsten havde foraarsaget, umulig ville det ey kommet til den Ulykke ller fortvivlelse, havde vi ey feylet Folk, og ey ville tabet været saa stort, da man maatte sende borgere, Studenter og embedsMænd, Børn blot for de fejlende, og hvor ubillig mente man, at lønne Soldater og militære, naar man dog selv, naar det kom dertil, maatte forrette deres Tieneste. Borgere og studenterne skulle have villet værget sig ved den sidste Nat at giøre Tieneste, og havde man endnu oplevet en saa gyselig Nat, ville det og være sket. De skulle have villet dræbt Peymann, Hauch og Lorentzen, som under stærk bedækning blev ført hiem. Weisvoigt havde ikke været paa noget farligt Sted, alt var vel der, deres Tøy var alt flyttet til Børsen. M. B. og Justitz Raad Nielsens Frue og Familie flyttet til Weisvoigts. M.B. havde opholdt sig nogle Nætter i Cancelliets hvælvinger.

Af et andet Brev samme Dag: En græsselig Tid har her været, og en almindelig Missfornøyelse med etc. især blandt borgerne. De frivillige jægere have stredet med iver og Lykke men nu til ingen Nytte, da man har haft for lidt Folk til at modstaa den store fjendtlige Magt, som efter de 3 Dage og Nætter paa en saa grusom Maade sendte gloende Kugler og bomber ind, satte Byen i en saa skrækkelig Brand, og mangfoldige Mennesker dræbte. Dog maa de kapitulere, efter at englænderne 3 Gange i Rad havde sendt parlamentærer, for at spørge om vi var fornøjede med den Skade, vi alt havde faaet. De 2 Gange blev svarede af Peymann, at vi ey overgav os, saa længe der var en Mand tilbage; den 3die Gang giorde de det saa stærkt, at det ey var muligt at udholde det, med mindre at alt blev opofret uden Nytte, da de bekiendte konditioner blev indgaaet. I gaar var et stort Oprør i Byen af Matroser, som ville alle ombringe Peymann, fordi han havde opofret saa meget uden Nytte, saa han maatte tage ud til Kastellet under de engelskes beskyttelse, da han havde taget hovedquarteer her i Byen. Frue Kirke er opbrændt, StudieGaarden, adskillige af residenserne, hele Tømmerpladsen, mange Gader, mangfoldige Mennesker dræbte. Som man siger vil Kronprintzen have et stort Ansvar paa sig.

Besøg fra Byen

Den 9. September 1807. Var det om Morgenen kuns 10 graders Varme. Om Eftermiddagen Kl. 5 kom Frøken Nägler tilbage fra Kiøbenhavn. Man sagde, de Engelske stjal smukke Fruentimmer, hvor de paa Veyene især antraf og sendte dem ombord paa Skibene. Landeværnene skulle have beklaget sig i Kiøbenhavn, at de blev kortet Penge, saa de havde kuns 20 Skilling om Dagen. Bomberne især havde giort stor Skade, uagtet de fleste creperede i Luften, de var for en Del sigtet efter Frue spir førend det faldt.. St. Petri Kirke og spir var ikke brændt, men havde faaet Skade. Lieutenant Kiærulf (en Søn af  overEqvipage Mesteren) havde maattet omvise de Engelske paa Holmene og overleveret dem arsenalerne, magasinerne, tømmerforraadet og alt. Der skulle have været lumske forrædere i Kiøbenhavn, som havde givet englænderne Signaler og Efterretninger, ligesom og Engelske spioner, en skulle være antruffen som en gammel pjaltet kælling. Man sagde, at englændernes mistanker til os var kommen formedelst stor ordpralen med vores Flaade og det meget, den kunne udrette, dens tapperhed frem for de Engelske etc. Englænderne skulle da have sagt, at det da var høye Tid at betage os denne frygtelige Flaade, førend den blev dem til Skade. Man synes ellers, at forundre sig over, eller dog synes noget særdeles, at landOfficererne kan have Tilladelse til at slutte konventioner og overgive Søe Etatens Flaade uden admiraler at have været i Raadet med, hvorved dens Officerer og admiraler bliver unyttige og til slet intet. Hvilke 6 forsmædelige Uger Uger vil det ikke blive i Kiøbenhavn for alle, imedens englænderne behersker Holmene, Kastellet og vore magasiner, tiltakler Flaaden for at føre den bort, og en Lykke, om der ikke kommer trætte imellem englænderne og os i den Tid, Flaaden omsider at gaa Seyl, Holmens Folk og Officerer strax derved nu at være gandske unødige. Et saa særdeles og ydmygende Tilfælde der aldrig er hændtes nogen Nation før, thi at miste den ved et total nederlag har langt fra ikke det ringe i sig, som her at maa lade sig sværdet tage af Haanden. Skulle noget ved uforsigtige Ord for daglig omstaaende være forbrudt dertil, da er straffen derfor vist bleven stor og uhørlig, og til Exempel en liden Magt at ville tro sig større end den efter Naturen i tingen kunne tilkomme. Man sagde Kronprincessen ikke gierne har villet forlade Holstein, men forblevet der hos sine Forældre, men hvad kommer det arméen ved.

Bagsværd brænder

Den 11. September 1807 omtrent Kl. 2, just som vi skulle til at spise, raabte man, der var Ild i Madam Svendsens Gaard, der laa ved vores, som af Frøken Nägler først blev observeret, ieg løb strax op paa kvisten, og saa den stod i lys lue, og næsten halvt var afbrændt, det var en stærk vestlig Vind, og altsaa bar fra min Gaard, men dog gik min hele staldlænge for 6 Heste ind i Madam Svendsens have, samt tørrehus, vognremiser etc. begge Sider belagt med rør og straatag, begyndte strax at redde hvad kunne hastig reddes og indpakkes i Kister, kufferter, Sække og flyttet ud paa den store Mark, der var strax uden for Gaarden. Det samme giorde man og rundt omkring til Jørgensens, Mescritz og de Gaarde, som laa langt fra branden. Ole Hansens Brød hul uspurgt paa mit Plankeværk for at flytte sit Gods ud. Ieg gik strax til branden og syntes vores Hus, dersom Vinden ikke forandrede, gik fri (var og inde til Ole Hansens hvor alle raabte, hylede og græd) for at eftersee 

de dertil indvendende tage, som intet fejlede, endnu, da det og forekom mig hans Gaard ville gaa fri, og opmuntrede dem, men da der stod en farlig hæss højere end Huuset tæt ved mine tage, bad ieg dem sætte en Mand øverst paa den, med Vand hos sig for strax at slukke, om det var muligt da at dække den med dyndvaade lagner paa de farligste Steder. Næsten hele Byen flyttede ud paa Markerne, da eftersom Huuset, vores og et par til undtagen, laa til Luvart eller øverst i Vinden, frygtede man, at næsten hele Byen ville afbrænde, da Vinden var meget stærk og kastede Ild og funker langt fra sig af de mange straatage, sæd og hæsse der var kommen Ild i, da man netop havde faaet alt indhøstet, der gik og strax Ild i alle de Huse som laa under Vinden, i Kroen, Gaardmand Christensen, Frederich Siversen etc. og hastig afbrændte samme, der alt gav en mægtig og forenet Ild, af alt dette meget halm og straa. Ieg lod strax bære brandspande, brandhager til Ilden, da de ikke kom at hente de samme, som Per Johansen, der var ved Ilden tog imod etc. Nogle kufferter med manuskripter som stod færdigindpakkede for at skulle have været til Kiøbenhavn førend urolighederne begyndte, tog ieg selv den ene af og slæbede ned af trapperne ved den ene hank, da der ingen var i Nærheden hos mig og fik paa Marken, den anden bar ieg og ned tillige med en Pige.

Englænderne kommer til hjælp

Ilden skulle være kommen af en Skorsteen til Svendsens formedelst englændernes uagtsomhed, eller som nogle sagde med flid ved at slaa fedt paa Ilden etc. Da de havde bjærget der, hvad kunne bjærges, kom de og til os i temmelig og alt for stor Mængde for at hjælpe at flytte, og man kan ikke sige andet, end de fleste af dem flyttede som brave Karle, men alt hvad der var smaat og kunne gaa i lommerne, blev næsten aabenlyst plyndret tillige, især siden efter, da der kom 4 Karle med deres tornyster paa, som ieg tror just for det samme, og at kunne have Plads deri. Der kom omsider saa mange, at Værelserne blev for fyldte af dem, endog helt oppe fra Loftet og kvisten af, at de blev besværlige, og da ieg leverede dem kun lidet at gaa ned med, for at blive en Del af dem kvit, kom de dog strax op igien. Ieg sagde omsider, da de begyndte at tage fat paa skabe, Borde, boghylder etc, at ieg nu ikke ville have mere flyttet, da ieg formodede vist Ilden ikke kom til Huuset, men de slog med Haanden, ligesom der noget ondt var besluttet over Huuset som de var vidende om, og ieg ikke, og en sagde derpaa, at der alt var Ild i vores tag, ieg løb da hastig ned for at ville se, hvor samme var, men kunne ikke se Ild i nogen af tagene, dog gav ieg mig ikke Tid, at se efter de tage som vendte ind til Svendsens, hvor ieg kuns vanskelig kunne komme til, men løb op hastig igien til englænderne, som imidlertid havde raadet for de løse Bøger med mere, og sagde til dem, ieg saa ingen Steder Ild, men de blav tavse ved at flytte. Strax efter saa ieg Ilden opstige af porttaget og de tage som stødte til Madam Svendsens, hvorved stald og vognremiser, tørrehuset, aftrit etc. afbrændte tillige med brændehuset og hvad Forraad, der var.

Min Kone, hendes Søster og Datter havde og faaet indpakket, hvad der var i underste Etage og faaet det ud paa Marken. Fruen og Jomfruerne paa Arboes Gaard var komne til os for at hjælpe og bjærge, som blev givne sølvet etc. Mads Kone, Karen, hendes Datter og Mand etc. var og komne for at hjælpe, og da der var kommen Ild i stalden og vognskurene, blev der for alvor flyttet Møbler, senge og alt, da samme var afbrændt, og den største Del af alt paa Marken var udflyttet, hvortil den store Mængde englændere havde hjulpet som brave Karle, og Majoren havde ladet sætte Skildvagt ubudet ved Godset paa Marken, som vi ellers selv havde besørget, var man, som det syntes, igien bleven Mester af Ilden; ieg var der selv ved og saa et lidet Plankeværk blev nedreven, der forbandt vognremisen med en længe tilhørende Ole Hansen, der atter igien stødte til mit gartnerhus og dommestikkamrene, hvorved der blev en temmelig Aabning imellem samme. Ballerups sprøyte var der og giorde god gavn.

Ilden slukkes – englænderne sendes bort

Ieg tænkte da strax paa førend Natten at flytte noget ind igien, som ieg ikke ville vove paa Marken Natten over, der heller ikke taalte Regn, som det saa ud til.Gik selv ned og tog en temmelig stor kurveæske med Laas for, og bar op paa mit Kammer igien, ieg i en Hast havde kastet nogle vigtige Papirer i, nogle miniatureFamilieportraiter indfattet i Guld og Sølv, nogle medalier og varepenge, foruden smaat sølvtøj og andet. Lagde og et og andet af Betydenhed fra mig, ieg i en Hast havde stukket i lommerne, da samme inkommoderede mig. Og da englænderne havde været saa forsigtige at tage Vinduerne for det meste ud med af mit Kammer, hvor der var en Haab træk, lod ieg Ole gaa ned og hente samme, der begyndte at sætte samme i igien. Min Kone og de andre havde og begyndt i deres Værelser at ville flytte noget Gods ind igien til Natten, da de Engelske Soldater selv raadede til, vi ikke skulle flytte ind endnu. Da soldaterne havde flyttet ud faldt da paa alle at angribe frugttræerne i Haven og beskadige samme uagtet lidet af frugten kuns var moden endnu. Dette foraarsagede, at min Kone bad Majoren, som just kom til, om han ville skille hende af med disse Gæster, og om hun blot maatte beholde 4 til at hjælpe med at flytte. Dette giorde han og med nogen villighed, og jagede dem alle ud af Haven, men de 4 forlangte Mand kom ikke. En af Officererne sagde, at hun burde takket til at have faaet hjælp.

Ilden blusser op igien – en modig redningsaktion

Man raabte strax efter, at der var Ild i vores Hus, og da ieg hastig løb ned for at se, hvor samme var, saa ieg gartnertaget, det sydlige af det, som stødte til det nu afbrændte vognskur og Madam Svendsens ligesom og paa den ene Side vendte ind til Ole Hansens, var i fuld Brand, der i største Hast greb hovbedbygningens og kvistens tage an, der ligeledes var af straa og stødte dertil, saa alt nu kom hastig i Brand. Nogle meget store historiske Skilderier, der hang i Salen, men ikke kunne gaa ned af trapperne blev nu kastet udslagne af Vinduerne for, og det ene derved bjærget, men det andet dertil hørende ligeledes af megen kostbarhed, blev i den il liggende paa en Bue-Gang, der var uden for Vinduerne, og da Ilden i stor Hast tiltog, faldt der Ild ned paa det og brændte det op. Ør var ikke at tænke paa nu at bjærge noget mere, eller man meget kunne have Tanke dertil, endelig erindrede ieg, at ieg havde forglemt den omtalte store kurveæske paa mit Kammer med Preciosa, Skiøder, Enkekassepapirer etc. hvorfor ieg løb hastig op, uagtet Huuset nu stod i fuld Brand, for at bjærge samme. Der var to Trapper i Veyret, i 2den Etage Ilden bragede da alle Steder om mig af de mange tage, spærværker, lofter som oven over mig var i fuld Brand, og gav en mægtig kvælende røg i kammeret, uagtet Vinduerne var aabne, men ieg kunne dog skimte den, hvor ieg havde sat den paa Gulvet, det ubehageligste var, at ieg først i den røg maatte lukke Døren op med nøgle som ieg efter Sædvane havde lukket, og den raaben og skrigen, der blev paa mig af alle nedenfor værende. Min Kone etc. og selv de Engelske Soldater med, der nu havde samlet sig om Ilden, som uagtet ieg bestandig svarede det, som et Tegn paa, at intet fejlede, dog vedblev med bestandig raaben og klagen, ieg fik da ikke allene samme bjærget, men tog og en medicamentæske med, som stod ved siden, det ieg havde udtaget af mine Lommer, kunne ieg i den Hast ikke se eller finde, som dog nok havde sket, havde man ikke saaledes raabt, hvorved man ofte indbilder sig, faren er større, end man synes. Ved en gammel vane lukkede ieg Døren i Laas efter mig igien og stak nøglen for sidste Gang i lommen, som ieg tilforn havde giort saa mange tusinde Gange. Da nedgangen og  og udgangen af de temmelig smalle Trapper og Døre var mig saa overmaade velbekendt fandt ieg let samme uagtet Røgen, men ieg erfarede dog dengang, at man siger nok Feyl, naar man siger, at nogle er blevne indebrændt, men at man rettere bør sige kvalt i Røgen, og at det første som sker, førend kvælen har Sted, er nok at man mister Samling og bevidsthed, som mig et par Gange syntes ligesom at ville have Sted, saa denne slags død heller ikke er saa slem.

Gården brænder ned

Ieg maatte nu staa paa Marken og se, hvor denne vores gamle bolig, ieg i over 15 Aar havde haft, saa megen rolighed og Fornøyelse i, ved en forskrækkelighed, forvandlede sig til røg, der opsteg høyt i Luften, og blev som  til en liden ukendelig sky, hvori ieg havde skrevet saa mange Bøger fulde; alt en i Aar, og nylig 2de store compres Sider, hvori ieg havde haft saa mange Tanker, saa mange 1000 rolige søvne og Nætter, men som nu for første Gang, ville forsage mig dette i Aften. Næsten som i et Øyeblik var ieg bleven husvild, og vidste nu ikke, hvor ieg skulle have dette i Nat, mit gamle, rolige Leye var ikke mere til. Ilden var forfærdelig, luerne slog høyt i veyretog slog skræksomud af Vinduerne. Med al Magt kunne man med brandhagerne ikke faa det nedreven, hvilket formodentlig har haft til Aarsag, at det rundt om var klædt med tykke malede fyrrePlanker for varmens Skyld, oven paa murene. Madam Svendsens has gik op som et blus imod vores og strax ved brandhagerne lod sig nedruve. De lange luer som til begge Sider slog ud af mine Vinduer har mulig og haft til Aarsag, den Mængde til dels tykke boghylder af tørt Træ, der stod rundt om og ikke kunne blive bjærgede, denne meget indspærrede Ild har da med gevalt skaffet sig Luft ud af Vinduerne. Ieg har set mange store Huse og palæer afbrænde, men ikks som mig synes med en saa stærk og længe vedholdende Ild. Ilden i mit Hus begyndte no imod Kl. 3, og brændte endnu Klokken mod 8. Om hvor Ilden var kommet fra snakkede man meget, nogle sagde at Vinden tilsidst havde foretaget sig noget, eller iblandt blæst nogle Streger sydlig og kastet Flunker hen paa mit tag eller i Ole Hansens store hæs, som stod lige deruden for. Dette kunne da mulig havt Sted ved staldtaget, men en Gaardmand navnlig Børresen som stod ved Ilden sagde samme og skulle være sket ved gartnertaget paa den østlige Side. Nogle af Hanoveranerne sagde den paa begge Husene var paasat af deres Folk, som en Skildvagt, der stod ved vores Tøy, og sagde til min Datter var saaledes. Karensagde hun havde set dem løbe op med Ild paa vores lofter. Ole Hansen paastod og der var paasat, og sagde at Ilden kom bagfra. Da det just var i de dagde da de Engelske militaire skulle bort fra Byen, var der nogle der mente, at Majoren havde faaet Ordre at brænde og skænde først, som englænderne ofte er grusomme nok til, og at det var de han fik en saadan Ordre, han havde udvist den Traurighed, som ommeldt er, da han afskyede saadant. Men ieg turde nok love for ham han ingen Del havde deri, som var en meget retskaffen Mand, der havde holdt skiøn Orden og disciplin. En Engelsk Officer, der var iblandt dem, havde man derimod ikke saa megen fortrolighed til. Majoren var en hanoveraner.

Da Madam Svendsens og Kroens Gaarde gandske var afbrændte, som de skal have haft noget imod, der ikke havde været gæstfrie nok imod dem, men en høj Muur var bleven staaende af min, kom Friderich Siversen og fortalte og som han fjorde en hemmelighed af, at de havde sagt, at den Muur skulle og ned, og det i denne Nat, som dog ikke havde Sted. Hvoraf kan sluttes de og har haft noget imod os, som dog ikke kan vides hvad skulle være, som fjender kunne vi ingen omgang have med dem, dog sendte vi engang deres Major en stor kurv fuld af Frugt, men blot lod sige, det var fra en have her i Byen, de Skildvagter, som stod os i Nærheden, lod vi ofte af pigen give Frugt etc. de kom vel iblandt og fordrede Æg, Mælk og andet for Betaling, men da vi intet solgte, og ofte ikke kunne faa saadant selv kunne vi ikke andet end nægte samme. Man sagde, de var vrede for, de haandlig af Majoren blev uddrevne af Haugen og ikke maatte stjæle og spolere alt. Ole Hansen var de meget forbitrede paa, da han som Bonde, der havde alt, ikke ville sælge dem det ringeste, som i sig selv var ubilligt, har de nu været det paa os med, slog de ved den Leylighed 2 Fluer med et smæk, da hans Gaard og afbrændte gandske.

Vi forblev hele Tiden  paa Marken og ved Godset og maatte adskillige Gange flytte det højere op paa Marken, da Ilden greb saa stærkt om sig, at vi frygtede for Flunker af den skulle falde i det. Ieg var og af og til inde i Haven ved Ilden, og stod meget nær, da kvisten faldt. Man ville hugget Bue-Gangen ned og andre Træer som stod tæt uden for Huuset, da man troede, Ilden ville fænge i dem, men det blev afgjort som og ey rimelig, at fiske og i flor staaende Træer snarere dæmpede Ilden end formerede den. Den angreb heller ikke noget af dem. Om Aftenen, da det blev mørkt, tog Logement hos Mads Pedersen paa Marken, hvor ieg kunne se det brændte endnu hele Natten. Foruden den Engelske Skildvagt, havde vi og selv Vagt ved Godset paa Marken.

Uagtet vi intet havde spist i Dag kunne vi dog kuns faa meget lidet at spise her i Aften, lidet æggesøbe og smørrebrød, slet nattely eller senge, der var fuldt i Huuset af Engelsk indquarteering, ieg laa i klæderne og sov intet hele Natten.

Indboet sikres

Den  12. September 1807. Gik om Morgenen alle til Godset paa Marken igien for at kunne bjærge og bringe Tøyet saa vidt muligt i Orden, der var slængt hulter til bulter paa Marken, ligesom og at samle Papirer, hvoraf mange var splittede ad og blæst rundt om paa Marken, samt Bøgerne optagne, der ved branden for det meste var kastede ud af Vinduerne og saaledes henlagt uordentlige fra hinanden. Veyret var med haard Kuling blæst og bestandige Regn-Bøyer, saa at Godset for det meste blev vaadt, det var tilligemed meget koldt. Da vi havde besluttet at taget til Kiøbenhavn for det første, da vi kunne logere til Weisvoigt, som havde Leylighed nok dertil, blev 4 Vogne fulde af Gods kørt til Kiøbenhavn til Weisvoigt. Fik meget andet af det dels kørt til Mads Petersens, dels til forvalterens, dels og til Ærboes Gaard for det første. Laante Mauritz Kiøkken i Dag for at lave os noget Mad i, da vi alle var saa trængende til. Bad den gamle Capitain Heuser spise med. Var ellers alle hele Dagen ved Godset stedse under aaben Himmel, havde i Dag og stærk blæst og idelige Regn-Bøyer, laa og sov til Mads ligesaa slet som forrige Nat eller samme.

Den 13. September 1807. Søndag gik alle om Morgenen tidlig til Godset igien paa Marken ligesom den forrige Morgen. Fik en Del af det op til forvalterens og Mads i Dag som og 3 læs til Kiøbenhavn, hvortil 2 á 3 af de Engelske Soldater kom af sig selv og var meget behjælpelige alle disse Dage, men paa ingen Maade ville taget nogen Betaling derfor, og da vi sagde, at da de nu forlod os kunne vi ikke være dem til nogen igientieneste, svarede en af dem som syntes at være af Opdragelse og ikke almindelig Stand, at det kuunne vi ikke vide, saa vi troede, de mulig agtede at forblive her tilbage i Landet. Majoren som efter branden igien havde taget Qvarteer hos Capitain Tranberg, rykkede ellers i Formiddag op med sine Folk for at marchere herfra, da vi i aftes havde skrevet et par Ord med blyant i en konvolut til ham med Penge, om han ville uddeele samme til de Folk, der havde hjulpet os at flytte, men han skrev mig et høfligt Brev igien tillige med at sende pengene tilbage, og sagde, at de slet intet skulle have for samme, og at det havde været deres pligt saaledes i ulykkelige Tilfælde at hjælpe. Saa i morges en Haab nye Engelske tropper paa Veyen komme marcherende hertil som skulle afløse de andre.

Brandforhør og Afsked med Bagsværd

De første indtryk af den bombede hovedstad

Saa snart, vi nærmede Østerport eller dens forstad, saa vi ikke andet end rædsomme syner og mange beviser paa, en grum fjende havde været i Landet, afbrændte Huse, af bomber mægtig ruinerede Gaarde, næsten intet Vindue helt, men lutter i Stykker sprungne ruder, aabne og Tomme Huse alle havde forladt, og stod som givne til Pris for alle. Alt som vi kom nærmere, saa vi fjenderens mange straahytter, for en Del forfærdigede af sæden ligesom den havde staaet paa Marken med Kornet i endnu, ligesom og deres ofte stærke Batterier og mange forskansninger bedækkede ved sandsække etc. en Mængde Folk var ude i dette skiønne Veyr spatzerende for at se paa samme. Den Engelske flaades mangfoldige Skibe havde vi alt længe set som en tyk Skov, men ligeledes langt ude i Renden, men det grummeste og forsmædeligste Syn saa vi nu og tydelig, nemlig vores egen Flaade alt halv tiltaklet for en Del med Stængerne skudt for og at overgives til en stærkere, der havde forceret den dertil. Et skrækkeligt maleri syntes mig her at se i original, som Efter-Tiiden skal se for os mange ydmygende kopier af, og beklage vore traurige Tider, og de grumme nødvendigheder, vi var blevne udsat for. I Kongensgade og næsten alle Gader, vi kiørte igiennem, saa vi Mængde sprungne og i Stykker slagne Vinduer ligesom og grumme Spor her og der af bomberne. Da vi kom til Weisvoigts, var Justitz raadinde Nielsen, hendes Datter og begge hendes Sønner der logerende endnu. Den ældste af disse var Student, og havde distingveret sig, den yngste for til Søes, han tillige med hans Søster, der var 16 Aar Sang vel. Denne sidste især, der havde en meget høj og behagelig Stemme; her var 2de stemmers Sang tillige med klaveret, ly og tryghed nu, og beder endnu i mange Dage at have levet iblandt fjender og i fjendernes Vold, samt i 3 Dage at have gaaet paa aaben Mark som brandlidte Folk. Fru Nägler og hendes Datter giorde Visit her.

Skildring af den brændte By

Den 14. September 1807. Var hos min Broder næsten hele Formiddagen.De havde og der faaet en bombe i deres Hus, som de havde Stykker af, han havde som sagt dels været nogen Tid i Kancellihvælvingerne, dels og til Weisvoigts, hvor hans Familie og havde været, da de havde forladt deres eget Hus, de havde og flyttet en Del Tøy derhen. Han tilbød mig sin store Sal, men vi havde Plads nok til Weisvoigts.

Om Eftermiddagen mod Aften saa ieg de mange brændte Steder i Skindergaden, paa Nørregade, Store Kannike Stræde og rundt omkring Frue Kirke, hvilke sidste var afbrændt ned til ligiene i Kirken, hvor de prægtige epitaphier for Exempel Adelers, Gyldenløves etc. var ruinerede. Kirkens høye og prægtige spir laa nu paa Iorden, som ieg kunne erindre saa vel, da det i min Ungdom blev bygget og færdigt og ieg var inde i dets kroner. Var inde i Kirken ligesom og i Studie Gaarden der og var brændt, dette for mig gamle Sted, hvor ieg i min Ungdom og saa ofte havde været, men nu saa forstyrret, at det næsten gandske var ukendeligt for mig. St. Petri Kirke og spir skulle have faaet en Del Skade at Tienesten ikke kunne holdes i den, dens smukke kapel og, men  som udvendig dog ikke synderlig kunne iagttages. Heller ikke kunne ses, at Runde Kirke, Taarn og Bibliotek havde taget megen Skade, saa at endog Tienesten kunne holdes deri. Fik i Dag atter 3 Vogne med Gods ind fra Bagsværd, men min Kone og Svigerinde kom ikke førend i Morgen. Man Sang og musicerede igien i Aften. Jomfru Nielsen Sang en skiøn diskant, hendes Broder tenor. Vi spiste alle samlet Morgen, Middag og Aften.

I Politiretten – nyt brandforhør

Den 15. September 1807. Blev om Morgenen tilsagt af Mænd at møde i Land Politi Retten, som hodtes i Blaa Taarn, hvor og Birke Retten holdtes, ieg blev tilsagt Kl. 11, men Sagen ildebranden angaande kom først for mod Kl. 1. Ved en forseelse blev ieg først indladt i kirketingets Sal og var der alene inde vel  en halv Time, dette Sted havde Anseende, var stor og lys, havde et stort med grønt klæde overtrukket Bord, med mange stole omkring. Da en af assessorerene endelig kom, efter at Protocollen forud var kommen, mærkede han forseelsen, og anviste mig Politi Retten, som var ringe og indkneben, og uden mindste imponerende for en ret, et usselt Kammer til Samling for de som skulle møde, og hvor man sad om et gement Bord og drak Brændeviin, dog iagttog ieg Capitain Heuser, der var stævnet som vidne, sad midt iblandt dem, og som man havde givet det øverste sæde. Ieg fordrev Tiden ved at bese alt, hvad der var nyt for mig der rundt omkring, hømagasinet som og var brændt etc. Ieg skulle egentlig kuns møde for ved Politi Protokollen at bekræfte mit forhen gjorte udsigende, da Politimester Nielsen, som kvæstionerede, bad ieg blot ville giøre en fortælling om Sagen, som ieg giorde meget kort. Der var 2de sekretærer ved Protokollen som strax indførte alt, og som ieg ikke ved at have set ved nogen ret før, men som kan været meget godt.  Ditten var den ene. Han spurgte mig derefter, om ieg ikke vidste hvoraf Ilden var kommen, hvortil ieg svarede nej, da Rygter ikke kunne regnes efter, menende dermed, hvad man sagde i Henseende til englænderne, hvortil han svarede, de ikke var at reflektere. Spurgte derefter, om ieg kunne bekræfte alt med Ed, hvortil ieg svarede ja, hvorpaa ieg blev demiteret. Ieg spurgte, om ieg skulle møde tiere, som ieg troede i Henseende til eden ville haft Sted, men han svarede nej, og at alt var nu forbi. Alle de brandlidte, som og fra Madam Svendsens og vidner, der kunne give forklaring, var da og indstævnede og blev forhørt. Capitain Heuser med, fordi han den Dag, da Ilden udbrød, havde spist til Svendsens. Om Eftermiddagen kom min Kone og hendes Søster hertil fra Bagsværd, og ligeledes spiste og laa her.

Schiønnings tante dør

Den 16. September 1807. Om Eftermiddagen døde Frøken Helene Dorothea Leth i 67 Aar. Hun havde alt i 3 Aar været meget syg, saa hun ikke kunne gaa eller komme af sin Stue, da hendes Sygdom for at forlænge hendes Liv var neddreven i Fødderne. Nu i bombardementstiden havde hun formedelst bomber maattet forladt hendes Logement følgendes af 2de, hvoraf den ene var Professor Bornemann af hendes Svogerskab, hendes Gang var meget tung og nedbøjet, og da hun hvor kom i nogle Nætter ikke havde lagt vel, var Sygdommen opslaget igien, og i Eftermiddag Kl. 2 død stille hen. Anna Leth havde flittig besøgt hende, hun var en Datter af Etatsraad Christian Leth, og den sidste af den Linie. Hun havde efterladt sig en Del manuskripter især teologiske, da hun stedse var meget religiøs, de var endog begyndt fra hendes første Ungdom af, som hun kaldte hendes betragtninger. En gammel tante Margarethe Leth, en Søster til Professor C.L. Leth, havde især opmuntret hende til samme. Hendes Vært havde hun testamenteret alt hendes efterladenskab, imod at lade hende begrave. Saa i Dag en Mængde Engelske Officerer paa Børsen, som kiøbte en Del. De fik nu Tid efter anden Tilladelse at komme ind i Byen. I Aften blev igien musiceret hos os, Jomfru Nielsen og flere Sang tillige.

Den 17. September 1807 . Var det Weisvoigts Geburtzdag som fyldte 45 Aar. Talte i Dag med Commandeur Capitain Reiersen, der var her hos Frue Nielsen i Visit, ieg havde ikke set ham, siden han som Admiralitetets Adjutant gelejdede mig til Krigsretten 1781 paa Nye Holm, og bar akterne i min Sag for mig derhen, etc. Han var overmaade høflig, fortalte mig alle sine viderværdigheder, han havde siden den Tid mistet to Koner, fire Børn etc. Nu afskediget. Havde været ved værftet paaa Friderichsværn længe, etc. I Aften flyttede Frue Nielsen, Datter og Sønner herfra til Sukkerhuset i Store Kongensgade, da her nu ikke var megen Plads for dem. Var hos min Broder, som og ofte tillige med min Søster og hans Familie var her.

Tordenvejr – en Tur til Toldboden

Den 18. September 1807. Morgen tidlig tordnede det stærkt, næsten hele Tiden overhovedet, nogle Slag var overmaade stærke. Kastrup Mølle brændte af derved. Frelsers Kirke var og noget blevet ramt, ved Stranden havde det og slaget ned i nogle Huse, etc. Anna Leth var her. Fru Nägler havde og været her nylig adskillige Gange. Hørte om Værelser i morges i Nyhavn, om Eftermiddagen paa Christianshavn adskillige Steder i et stærkt Regnveyr.

Den 19. September 1807. Var om Eftermiddagen ved Toldboden, men man kunne ikke komme derind uden seddel, kunne dog se mange af vore Skibe alt var udhalede. Saa og de nylig mægtige palisader, der var slagne fra indgangen af Kastellet af tæt ved hinanden lige til Toldboden, ieg kunne effen naa deres øverste spids, udentvivl for at sikre sig for en overrumpling fra denne Side fra Kastellet og englænderne af, ingen kunne trænge sig igiennem dem. Frøken Schiønningerne var her i Formiddag. Hr. Olsen havde talt om Ilden. Presset mig.

Gudstieneste i Holmens Kirke – Engelsk marchmusik

Den 20. September 1807. Søndag, var i Holmens Kirke til Høymesse og hørte Hr. Michelsen, hvor ieg ikke havde været i 26 á 27 Aar. Han prædikede en passende Præken efter Tiderne, og formanede til ikke at tale slet om Regieringen og de Commanderende, etc. som det er vist i de Tider meget og alt for meget havde Sted. Efter Præken var hos min Broder med Marie Christine. Om Formiddagen en kort Tid i Kongens Have, Mødte Christian Schiønning og hans ældste Søn, der var en Del Folk i Haven. Da ieg baade ved udgangen og Hiemveyen kom forbi Hovedmagasinet paa Gammel Holm ved Kanalen, var der 3 á 4 Engelske baade som udlossede af det, og havde tillige 8 á 10 Musikanter klædt hvide med røde Opslag, som og zirede med fjer, der spillede bestandig imellem Janiskarmusik og slog paa Gongonger, ligesom man sagde paa Friederichsberg hver Søndag. En Mængde Folk stod og hørte derpaa, uden Tvivl for derved at føre sig lidt og amusere den almindelige Mand, men som det kunne synes, ved en Uret Leylighed, da det snarere kunne synes som en trods ved tilligemed at berøve os det, vi skattede saa høyt, og ansaa for en forsmædelige vanære.

En Tour i Rundetårn

Den 21. September 1807. Frøken Leth blev i Dag begravet paa Hellig Geistes Kirkegaard. Hendes Kiste og alt var smukt. Commandeur Fischer, Assessor C. Schiønning, nogle præster etc. fulgte. Ieg var om Formiddagen ved Nørre Port, paa Volden, Landemærket, Kultorvet etc. Hvor bomberne og Ilden og især havde hersket, og saa de store ødelæggelser der. Hørkræmmer Svanes Hus, nu et hørsvingeri no ..., hvor ieg havde boet i 6 a 7 rolige Aar, stod endnu gandske ubeskadiget, ligesom og Skiøning Andersens Gaard i Rosenborg Gaden no   hvor ieg og havde boet lige saa længe gift. Var og oppe paa Runde Taarn, hvor man  omtrent ¼ opad var indflyttet i mangel af husly, som saa hel hospitalsagtigt ud, nogle laa i sengene endnu, andre spiste til Middag, man vuggede Børn og hørte barneskrig, nogle klædte sig paa, de fleste sad upaaklædte i deres nattøj etc. Saa de 4 gamle runesten, som i saa mange Aar havde lagt paa Kirkegaarden, nu var oplagt i indhulinger af Taarnet førend man kommer til Bibliotheket, hvoraf kuns 2de synes af Betydenhed, den især smuk, med en Haab Skrift paa. Man ører stedse ved at se saadant Charachteer og Skrift, og da først ret synes at indse det magiske og forundringsfulde deri, ved saadanne til Anseende ubetydelige streget og træk, hvorved man formedelst en liden glathed paa en stens Side har kunnet sagt os Tanker og Efterretninger fra forfædre som have levet for seculer siden, og uagtet denne uformelige Steen i en al saadan Tid har været udsat for en aaben Himmel og elementernes rasen, har den dog vidst ligesom skjult og hemmelig at bevare disse Meninger og fortællinger paa sig ved disse kunstige indtryk, og endnu at kunne afgive dem til vores sildige Tider. Var og paa Biblioteket, hvor nogle bomber var faldne og Gulvet i Stykker, Vinduerne tildækkede, saa der saa traurig ud. Manuskripterne og en Del Bøger var blevne kastede i pillen til Sikkerhed i brandtiden. Det havde ellers megen Forandring, siden ieg saa det sidst, med at skabene var borttagne, en stor Mængde Bøger siden tilkomne, og hyller alle Steder anvendte for at sætte dem i. Den yngste Nielsen var har i Eftermiddag som sagde mig, han i Vinter agtede at fahre med en Caper, da der nu ingen anden fart var.

Den 22. September 1807. Hørte i Dag saa vidt ieg kunne slutte englænderne blæste vore Canoner af uordentlig, der gav Anseende af en batalje, som hele Byen blev opmærksom paa, og løb endog op Rundetaarn for at se, nogle Børn gav sig til at græde. I Dag afbrændte et magasin paa Nye Holm og noget Krudt gik derved i Luften ved Broen til Quintus, som man troede englænderne med flid havde giort, der dog ikke havde Rimelighed, de beskyldte derimod os for, at vi fra Quintus skulle have kastet Ild derpaaa, som endnu var urimeligere. Gik i Formiddag i stærk blæst og Regn og hørte om Værelser i Christen Bernikows Stræde, Pilestræde.

Familien lejer Leylighed

Den 23. September 1807. Var min Broder om Eftermiddagen hertil etc.

Den 24. September 1807. Morgenen gik om Værelser i Skoubogade etc. Men de var stedse borte, da man som ieg nu fik at vide alt om Aftenen forud førend Adresse Avisen blev trykt gik paa contoiret og saa de Steder som var til Leye, og derpaa gik hen og lejede dem, da der formedelst de mange afbrændte Gaarde, var en stor trængen til Værelser, som man og gav til Leye for hvad man ville jhave. Fru Nägler var her i Eftermiddag. Man sagde at ikke allene 800 á 1200 marinere var overgaaet til englænderne, men og en Del af begge garderne.

Den 27. September 1807. Søndag, talte Weisvoigt med nogle rigtige Engelske Soldater paa Friederichsberg, som han blandt andet spurgte, naar de tog bort, de svarede om 12 á 14 Dage og sagde da tillige, saa Reyser vi med alles forbandelse over os. Min Broder var her i Dag.

Den 28. September 1807. Var om Værelser igien. Lejede endelig efter at have ladet det sætte i Aviserne i Skovbogaden paa Hiørnet af Skindergaden nr. 28 af en Mand navnlig Engelhardt der havde meldt sig i 2den sals Etage, hvor der var 6 Værelser med Rum til brænde, pulterkammer, der var smukke, nylig opfarvede, men ikke store, for 280 Rigsdaler aarlig, det var ikke muligt i denne Tid at faa dem ringere. Da Huuset havde faaet Skade i bombardementet, var de endnu under Reparation, men kunne blive færdige til flyttetid, da i 1. sals Etage derimod ikke. Var i Formiddag hos min Broder Andreas Leth, var syg og sengeliggende af sin gamle svaghed brystkrampe, men troedes dog uden fahre.

Den 30. September 1807. Skulle der have været Ild paa Nye Holm i en bergpram, som laa ved Kranen. Fru Nägler og hendes Søster Frøken d’Aubert var her om Eftermiddagen og spiste her til Aften. Frøkenen Sang og spillede paa Claveer begge dele vel. Den yngste Nielsen var her og.

Den 1. Oktober 1807. Var om Formiddagen med Helene og de andre hos en konditor i Kronprintzensgade og drak schokolade og spiste konditorier. Ieg var og i Kongens Have etc. Om Eftermiddagen var Frue Nielsen og hendes Datter her.

Den 2. Oktober 1807. Var min Broder her om Formiddagen. Man sagde de Engelske havde faaet en Ordre, de ikke maatte brude, førend den sidste Dag de to herfra. Underskrev i Dag en Kontrakt om værelsernes Leye. Værten kaldte sig nu husejer, havde tilforn været porcellainshandler. Der var en Sal til Skovbogaden 3 Fag, et hjørneværelse 3 Fag, en Sal til Skindergade 2 Fag, Kiøkken, Spise-Kammer, et Kammer paa Loftet, en brændekælder, fælles tørreloft, springvand i Gaarden, nøgle til gadedøren. Foruden de 180 Rigsdalers Leye kunne de andre skatter beløbe sig til mod en Snees Rigsdaler. Den ældste Nielsen og Ingeborg var her til Aften.

Den 4. Oktober 1807. Søndag. KonfessionsSøndag var i Holmens Kirke og hørte Hr. Holm. Provst Hjort giorde talen. Han konfessionerede sine alene, de andre præster deres i andre Dage i Ugen, som nu var brug. Om Eftermiddagen gik til Friederichsberg tillige med Weisvoigts og alle de andre for at høre musikken ved Slottet, der af englænderne, hele Byen syntes at være der, da Veyret var smukt, alt fra Vimmelskaftet af syntes alle kiørende og gaaende at ile dertil, som saaledes vedvarede bestandig med en stor Mængde mennekser paa hele Veyen lige til Slottet stod man oven paa hinanden, at man næppe kunne trænge sig frem. Det var dog kuns simpel Janiskarmusik. En Mængde Engelske Soldater og Officerer saa man der og i aleeerne med deres Fruentimmer. Saa og bjerskotterne med bare Ben og uden Bukser, men havende et kort skørt om sig, det var stærke og skiønne Folk. Alt var nu forandret paa Friederichsberg for mig. Kuns Bakken og Slottet var ret kiendelig endnu. Paa udvejen besaa frihedsstøtten nøje med sine 4 store skiønne marmorpostyrer forfærdigede i Italien, og som ieg tror i Rom. Saa og den store Skade, forstaden havde lidt uden Vesterport, dels ved frivillig paasat Ild og nedrivning, især alle de Huse nærmest Byen. Gik hiem igien i Tusmørket da Porten igien skulle lukkes Kl. 7, saa der var en stor ilen paa Veyene.

En Tour til Toldboden

Den 5. Oktober 1807. Gik til Toldboden tidlig om Formiddagen og var der til Kl. 1½. Saa vores Flaade nu færdig tiltaklet med Seyl underslagne, liggende i Renden og som mig syntes for endel undblandet imellem den Engelske, der tørrede alle Seyl i Dag. Et skrækkelige og mig aldeles gandske uvant Syn at se deres Plads i Flaaden aldeles tomt, som ieg aldrig tilforn havde set, der saa helt traurigt og røversk ud. Den Danske Flaade sagde man at skulle bringes til Sheerness og Chatham, den bestod som man sagde, eller de som de tog med sig, af 18 Orlog-Skibe, 15 Fregatter, 7 slupper og 37 mørsere og canonbaade. De Skibe som stod paa Stablen og det i Dokken havde de dissuden fordærvet. Alt var og herude for en Del forvendt og forandret for mig. Lige for landofficersvagten var en smal Bro udbygget i Søen, ved hvis Ende temmelig store Coffardie-Skibe kunne lægge til et paa hver Side af den, og med Slanger fylde ferskvand i sig, der gik ved render under Iorden dertil, som var en skiøn Indretning. En Port var giort ind til Kastellet. Toldbodbroen til mod Bommen var giort bredere. En contoirbygning noget indenfor den indrettet. Den gamle savmølleplads gandske opfyldt, hvorved Toldboden var sat i forbindelse med Amaliegaden og havde en Port ud til den, ligesom og nu i foreneng med de første grønlandske compagnis pakhuse og pladser, hvortil flere var byggede etc. Bommen stod bestandig aaben ligesom og Bommens og Nye Holms Vagt besat af englænderne der for mig saa meget sælsomt ud. Paa Hiemveyen mødte begge mine Døtre i Amaliegaden som nu og gik derud, og troede at træffe mig der endnu etc. Ieg blev meget træt paa Hiemveyen, saa ieg maatte hvile mig, udentvivl af det meget ieg havde gaaet i gaar, og nu og derude i Dag. Saa at Conferentz Raad Tetens alt skulle være død d. 15. August 71 Aar.

Den 6. Oktober 1807. Lagde hele Dagen Papirer og Bøger i Orden og samlede dem til hinanden, og lod dem indpakke i Kister og Sække.

Den 7. Oktober 1807. Ligeledes fyldte adskillige store Kister og 8 Sække med Papirer og Bøger. Min Broder, Rathke og Ingeborg var her i Eftermiddag. Man sagde statsraadet var afgaaet, Moltke, Kaas og Møsting igien kommen deri, der ikke syntes rimelig, den sidste skulle være Minister for de udenlandske affaires. At Waltersdorff var arresteret etc. At Kongen var død, men at man stræte at holde det hemmeligt med saadant mere.

Den 8. Oktober 1807. Aften Kl. 10½ raabte man Brand her i Byen. Ildebranden var størk, som var paa 23 Blegdam, hvor et Hus brændte af ved englændernes indquarteering og Uforsigtighed. Man sagde og i Dag der skulle have villet sat Ild paa Dokken. Lagde Papirer og Bøger endnu i Dag i Orden.

Den 10. Oktober 1807. Om Eftermiddagen giorde min Kone formedelst en pludselig svimlen et slemt Faldet, saa at hun uden Samling eller at tage for sig faldt paa ansigtet, og forslog panden og Næsen indtil Blodet, samt siden og Armen grøn og blaa, hun blev liggende, og optaget og lagt i Sengen, da strax derpaa hun kom til sig selv, og hendes sædvanlige gigtbrækning med Smerte, skrigen og let fantasig indfandt sig. Brænkningen var i stor Mængde. Tilfældet kom efter at hun havde siddet noget og skrevet et Brev, da ligesum hun rejste sig faldt hun. Om Aftenen og næste Dag var hun uden fantasi og næsten vel, men blev dog liggende.

Den 11. Oktober 1807. Søndag. Var i Holmens Kirke og hørte Provst Hiort, som har et høyt men tykt og uforstaaeligt mæle, syntes mig, og griber sig mulig for stæk an. Ieg var efter Præken i Runde Kirke, ved vores Begravelse. Kirken er herlig bleven repareret, forgyldt, malet og oppudset, havde endog faaet moderne glaslysekroner etc. Var og paa Rundetaarn etc. Ratke spiste her til Middag etc. Man mente nu de Engelske ikke tog alle deres tropper bort, uagtet kapitulationen tilholdt det, som var ude d. 19., da Kronprintzen havde offentlig deklareret dem krig, udstedt kaperbreve og statueret den sats; frit Skib, frit Gods etc. som nok næppe strikt vil kunne have Sted. Man sagde Søe Etaten skulle indrettes paa frans Fod, og Steen Bille være søminister et c. hvorfor ikke paa Engelsk Fod etc.

Den 14. Oktober 1807. Var om Formiddagen i Kongens Have, om Eftermiddagen hos min broden, man sagde Kronprintzen havde lukket sig inde i 2 Dage, da han fik kapitulationen at se, ville strax have Hævn og tilladt kaperi, strax fra Holstein og Jylland, og statueret den ommeldte sats, der er en torn i englændernes Øyne.

Den 17. Oktober 1807. Lod englænderne ved et linieskib, der stod paa Stabelen paa Nye Holm og næsten færdig, slaa stiverne fra paa den ene Side, efter at gierne var sat paa den anden Side, og dernæst giorde de samme paa en Gang løse, og lod Skibet styrte ned paa beddingen. Admiralen, Generalen etc. var paa Pavillionen for at see paa dette.

Den 18. Oktober 1807. Søndag. Var om Eftermiddagen til Christian Schiønning. Man sagde Peymann skulle afsættes og arresteres saa snart englænderne var borte, Evaldt igien have commandoen. WAlterstorff var bleven arresteret for kapitulationen.

Den 19. Oktober 1807. Var fra Kl. 1 til 3 paa Toldboden med Maria Christine. Uagtet kapitulationen var ude i Dag var dog baade Kastellet og Nye Holm endnu besat af englænderne, men Gammel Holm overleveret. Saa Orlog-Skibet som stod paa Stabelen var omvæltet til bagbords Side etc. General Bildfeldt var Kronprintzen i høj Maade og misfornøjet med. General Carstenskiold sagde man og var arresteret. General Oxholm reyst til England. Borgerne giorde Vagt i Dag. Alt skulle nu sættes paa krigsfod. Livjægerne og studenterne tilsagt. Englænderne skulle kun provianteres for 7 Dage, der nok var Tegn til, de gik ind i Svenske havne. I Morgen skulle de først bryde deres depecher. Vi skulle have sluttet en offensiv og defensiv alliance med Frankrig, der endog var anført i vore egne aviser. Saa at fra Bergen var og kapere udløbne. Den Engelske havde ved deres bortgang fra Friederichsberg lagt Ild i 2de Gaardesom stod endog i vore aviser, men som i tide blev slukket. De havde og der befalet at i Tilfælde af forseelser imod deres anordninger, skulle dels deres Huse opbrændes, dels nedbrydes etc. som de havde Skriftlig bekendtgjort, og saaledes var indført i vore aviser. Saa Madam Egholm født Bech var død. Madam Møinichen spiste her til Middag, Ratke var her i Eftermiddag.

Englænderne forlader Landet med flåden

Den 20. Oktober 1807. Trak de Engelske ud af Kastellet og Nye Holm efter at have faaet 24 Timer forlængelse. Man sagde Livjægerne, studenterne, som og borgerne skulle giøre strandvagt, som dog synes ubillig, de første mulig undtagne. Nogle havde talt med et par livjægere og spurgt dem, hvor de nu skulle hen; der havde svaret Gud ved hvor de nu vil have os hen at slagtes, men dette havde de jo kuns sig selv at takke. Nogle af dem, som og af studenterne sklle have forlangt at udtræde, men som var bleven nægtet. Man sagde, englænderne nu gierne ville givet os Flaaden tilbage, imod at slutte fred med dem, der nu dog ikke mere stod i vores Magt eller var rimelig, og æret.

Den 21. Oktober 1807. Om Formiddagen var Englænderne alt bortsejled med vores Flaade. Om Aftenen i Mørkningen saa den gamle Frue Weisvoigt blev forflyttet fra Holmens Kapel, hvor hun havde staaet i 2 Aar, og nedsat i Frelser Kirke paa Christianshavn i hendes egen Begravelse hos hendes Mand, som var midt i Kirken. Hun blev afhentet i den sorte Kongelige rustvogn dertil. Helene, hendes Børn og BørneBørn var og derved tilstede, der var lys i Kirken og en Haab Folk løb tillige ind med. Saa laagene af Agentens som og Weisvoigts første Kones Kister. Gik derefter med Helene Kirkegaarden om, hvortil hun stedse havde Nøglerne, og saa hendes lille Søns Grav i en smuk enlig liden krog af Kirkegaarden, som hun havde Plantet Roser, Syrener, Akacietræer, Lagustrum,, etc. om fra vores Have i Bagsværd, og ladet sætte en liden Bænk ved, hvor hun ofte sad, og havde faaet Nøglerne af Graveren med Kirkeværgernes Tilladelse, til Kirkegaarden for sammes Skyld. Var forud paa Dokken og saa Skibet, der stod i, gandske fordærvet af Englænderne, saa det syntes næppe at kunne repareres. Fru Nielsen, hendes Datter, Sønner og Ingeborg spiste her til Aften. Jomfru Nielsen og hendes Broder Sang til klaveret som Maria Christina spillede, hun havde en saa høj og tillige angenehm Stemme, at hun endog kunne døve klaveret uagtet fortepiano.

Den 22. Oktober 1807. Sagde man at af Orlog-Skibene endog Christian d. 7 var kommen paa Grund i Flinterenden, som de taklede af og ville brænde.

Den 24. Oktober 1807. Flyttede vi hele Dagen til vores nye Logement, der nu var bleven færdig, skiønt malet og istandsat. Fik for det meste alt opsat, saa vi om Aftenen Kl. 8 kiørte derop og laa der om Natten, ieg fik den første Sal ved Trappen med de dobbelte Døre, som det næsten mest beqvemme. Min Kone den lige for Trappen, Maria Christine hjørnesalen etc.

Den 25. Oktober 1807. Søndag. Brev fra Kronborg, at da den Engelske Flaade i Tirsdag d. 20. passerede Kronborg var dens Antal i alt 391 Skibe og udgjorde en sammenhængende Række, der naaede fra Skovshoved til Kullen. Den saluterede for Helsingborg med 27 Canon-Skud, et Skib efter det andet, formedelst Kongen af Sverige befandt sig der. 

Del denne side