Historisk viden

Anno 1787

Alminaken var første Gang i Aar uden røde bogstaver

 

Den 17. Februar 1787 fuldte min Kone 32 Aar, fik Vers af Frue Lassen og Datter, som og spiste til Aften; puns.

Den 25. Februar. Brev fra Christian Schiønning, at han havde talt med Bernstorff den 22., som havde sagt, at det eneste, som nu var at giøre, var, at ieg skulle tale med Kronprintzen om min Sag og tillige forlange af ham, at den maatte blive efterset; sagde tillige, at det, som var hinderlig i, at den kunne faa et godt udfald hidindtil, var, at de, som havde Del i den, var her endnu; men blev ved at sige, at han holdt for, at naar ieg kom til Byen, ieg selv skulle tale med Kronprintzen derom.

 

Den 12. Marts 1787. Saa den bekiendte Controlleur Dreyer var død den 28. Februar 51 Aar gammel, der i sin Ungdom hold anekdoter Dictionaire om ugifte Fruentimmer i Kiøbenhavn.

 

Den 1. April 1787. Fik Brev fra Major Nägler i Dag, at min Kones Søster havde megen lyst til at besøge os i Sommer og ankom til Korsør den 13. eller 14. hvorfra han bad, enten ieg eller min Kone ville afhente hende i Chaise.

Den 6. April 1787. Saa Greve Bothmar i Kiel var død 60 Aar gammel. Havde overhovmester hos Dronning Caroline Mathilde etc. Ieg kiendte ham fra Raadhusstrædets conserter af, hvor han for en Del Aar siden ofte slog clavsumbalet. Var en smuk og artig Mand.

Rejse til Kiøbenhavn

Den 10. April 1787. Kiørte om Morgenen Kl. 8½ fra Vordingborg for at tage til Kiøbenhavn, kom igiennem Køge om Aftenen Kl. 7½ i skumlingen, hvor der var Ball i det store Værtshus, tog ind i værtshuset tæt uden for Byen og blev der om Natten, havde der 2 Værelser. Besaa Haven næste Dag, som er stor, har keglebane, et smukt, tæt Lysthus derved af kastanietræer, et stort vænge. Spiste der om Middagen, betalte 7 Mark.

Den 11. April Eftermiddag Kl. 2, tog fra Køge, kiørte Roskildevejen paa den nye Kongevej, som gaar fra Køge til Roskilde Kro, der dog ikke endnu var gandske færdig. Paa venstre Haand kom forbi Ølsemagle med Kirke, Sollerød, Hasendrup, Skillingskroen etc. Maatte køre ned af en stejl bakke oever et Vand og morads og næsten ½ Miil af Veyen igiennem Kaustrup og Kalslund Bondebyer, formedelst Kongevejen endnu ikke var færdig, men derfor formedelst man arbejdede paa samme uventende var spærret, endskiønt man alt tog bompenge af den over alt. Paa venstre Haand kom Greve Kirke forbi, paa høire Haand Gillebrynd, Tuslund etc. Næsten ved hver halve Miil saa man paa begge Sider bønderbyer i Almindelighed med Kiærker. Kl. 6 omtrent noget før Solen gik ned, ankom til Roskilde Kro, som er et meget stort Hus, 3 Etager høyt, som regnes for 3 Miil, og hvor Hestene fodres. Her løber den nye Kongevej fra Køge sammen med Roskildevejen, som giver et smukt Syn og viser nytten og Pragten af vores nye veje.

Noget forbi Kroen staar paa venstre Haand en smuk Marmor høj 2-Miile-pæl med Frederik d. 5.s Navn, paa den anden Side er et bomhus. Paa venstre Haand saa Gloustrup, kom forbi Damhuset og Søen paa venstre Haand, hvor der er en lang dejlig allé, skiønt bolværk ved Søen, som alt giver et herligt og skiønt Syn og Anseende af en dejlig promenade. Friederichsbergs Slot ligger paa denne hele Vey dejlig i Øyet, ligefor Veyen paa sin bakke, ligesom naar man kommer dette forbi, man strax ser noget af Kiøbenhavns Pragt ved den smukke forstad, som næsten gaar i et fra Slottet af paa begge Sider, lige til alléerne ved Fæstnings-Værkerne begynder.

Kl. 81/4 kom ind ad Wester Port i Kiøbenhavn, kiørte til no. 49 paa Nørre Gade og logerede hos Christian Schiønning i Brygger Arentz, tilforn Gangborgs Gaard.

Milepengene var 3 Mark 4 Skilling á milen, men man forlangte 3 Mark 8 Skilling fordi det endnu kuns var de første Dage efter Paaske. Man kiørte i Almindelighed 1 Miil i en stiv Time eller 5 Qvarteer, da Veyene var tørre og gode.

Christian Schiønning havde da 5 Børn levende, 4 Sønner og 1 Datter. Ieg laa i dagligstuen i 2den Etage. Efter nogle Dages Forløb flyttede op i øverste Etage for bedre at dølge min Ankomst til Kiøbenhavn.

Besøg hos Bernstorff

Den   April 1787. Formiddag Kl. 9½ kiørte hen til Greve Bernstorph for at tale Ed ham, som spurgte strax, om ieg havde talt med Kronprintzen, og da ieg svarede neg, sagde han, det var fornøden. Han talte videre og sagde, det var bekendt, med hvor megen iver han havde taget sig af min Sag og paastaaet, den burde efterses, og at han, som havde læst den, var forsikret paa, ieg havde giort alt, hvad ieg kunne og burde giøre, og at det havde været at Ønske, de andre (hvorved han forstod Schack-Ratlou og Rosencrantz) havde talt som han, da ieg for længe siden ville været retableret. Ieg forestillede ham, at man sagde, ieg var i Kronprintzens største Unaade, hvortil han svarede, at det kunne han dog ikke sige, men at der vel havde været nogle af de forrige, som havde forestillet ham min Sag paa en Uret Maade, og naar ieg havde talt med ham, om ieg da ville komme til ham ige. Ieg sagde, at ieg vel havde tænkt, at ville tale med Geheime-Raad Rosencrantz, men da han havde undskyldt sig med, at Sagen var ham uvedkommende, vidste ieg ikke, om det kunne være til nogen Nytte, svarede han: ”Ja, De skal dog gaa til dem alligevel”, hvorved han uden Tvivl og forstod Schack-Ratlou.

Audiens hos Kronprintzen

Den 16. April 1787. Om Eftermiddagen Kl. 4 kiørte hen til Slottet for at melde mig hos Marechal Bülow til audience hos Kronprintzen, hvis Værelser von Aphelen viste mig og derfor kiørte til Slottet med. I det Værelse, hvor de staar, som vil tale med ham, var alt en Del, dog for det meste almindelige Folk, saa man alt begynder og at tilbede denne opgaaende sol. Kronprintzen havde da ikke spist endnu, og Bülow derfor ikke til stede. Kl. 4½ fik ieg ham i tale, som strax spurgte mit Navn, da ieg forlangte Audientz, og efter at have sagt samme, og at ieg havde været i Søe Etaten, giorde mig en dyb kompliment, sagde med en slags bekymring, som det forekom mig, at ieg endu i Eftermiddag kunne faa Audientz, og om ieg ville være i Kronprintzens forgemak Kl. 5.

Ieg kiørte da alene i Hast hiem for at tage et par hvide silkestrømper paa, beholdt samme Klæder paa, som var alene en vendt, gesvindt, blaa kjole og Vest af en Mundering med brede, flade, gule Knapper i, med blaa Krave i Halsen og blaa, runde, gesvindte Opslag, sorte ens Benklæder, en vendt Hat under Armen, en 8te aars gammel peruque, accomoderet for 4 Skilling, men som dog alt sad vel og klædte vel.

Kl. 5 kom ieg i Printzens forgemak, som min Tiener viste mig til. Kammerlakajen i det yderste Gemak spurgte mig, hvem ieg begiærede at tale med, hvortil ieg svarede, at ieg var ansagt til Audientz hos Kronprintzen, hvorpaa han oplukkede Døren dertil.

Samme Gemak er stort, en Del portrætter af vores afdøde konger og andre hænger der i fuld korpus, lignende og fortræffelig malet, som ieg nær var bleven hentaget i at betragte. Audiensen var alt begyndt, en Del var forsamlet til samme, mest Kammer Herrer, hvoraf ieg ingen kiendte uden General MajorWegner.

Den Audientz, Kronprintzen saaledes giver, er aldeles geheim, man lukker endog baade Døren selv op og i til det Gemak, hvor Kronprintzen er, og hvori han befinder sig gandske ene, men saa snart en kommer ud fra Printzen, gaar hans Marechal ind for at erfare, hvem af de, som er ansagt og er i Forgemakket, han vil have, der skal komme ind.

Bülow indlod sig i nogen Tid i discurs med mig forud, spurgte, om ieg opholdt mig i Kiøbenhavn, men da ieg sagde i Vordingborg, talte han og noget om denne Egn. Da en derefter kom ud fra Kronprintzen, gik han som sædvanlig ind for at erfare, hvem Kronprintzen nu befalede skulle komme ind, han kom ud igien og, som mig syntes, meget alvorlig, bukkede ærbar for mig til Tegn, om ieg ville træde ind, ieg giorde da dette.

Kronprintzen stod da i første vinduesfag inden for Døren og lænede sig med Ryggen til den lige for værende vindueskarm. Et Compagni af Livvagten stod uden for Vinduerne og exercerede. Han syntes at se umild ud, og ieg iagttog strax, han havde en stærk zitter i det venstre Ben, der saaledes var bøjet, at det kuns naaede med yderfoden eller taaen til Gulvet. Dette forundrede mig, og som ieg antog til Tegn paa en særdeles Unaade, og at Echsted maatte have vidst at forestille ham min Sag paa den aller ufordelagtigste Maade. Ieg troede da at burde formilde min Begiæring saa mege mulig og være meget kort, da ieg stod der gandske ene hos Hans Kongelige Højhed og min Nærværelse mulig ubehagelig.

Efter at ieg havde udbedet mig hans Kongelige Højheds Naade og paa det lempeligste givet ham at forstaa, at ieg ønskede min Sag naadigst maatte tillades at efterses, svarede han, at han ikke indsaa, hvad ieg ville sige dermed. Ieg maatte da tale noget tyderligere og sagde, ieg ønskede efter min underdanigste Ansøgning min Sag maatte efterses, da ieg forhaabede, det ville erfares, den ikke var af den beskaffenhed, den var udraabt for. Han svarede derpaa, at det behøvedes ikke, Krigsretten havde efterset den, og ieg havde faaet min Dom; sagde siden derefter, at den Dom, ieg havde faaet, havde ieg fortjent.

Da ieg derved fornam hans særdeles Unaade, troede ieg ikke at burde demonstrere ham noget videre om Sagen eller sige noget til dens videre Forsvar, som ieg havde foresat mig, især da det i Begyndelsen forekom mig, at rystelsen i foden tiltog og endog ligesom kom til Armen, ja selv at talen syntes noget besværlig, endskiønt noget efter blev foden, syntes mig, god igien, og hans Kongelige Højhed gik nogle Trin hen paa Gulvet med den.

Ieg trinede da tilbage, udbad mig hans Naade, sagde, ieg havde tjent i 35 Aar, og nu over 6 Aar hensat uden at have noget at leve af. Han anhørte dette med megen alvorlighed, men, som mig syntes, ugunstig tillige. Ieg gik derpaa, man aabner gemaksdøren selv og lukker den og saavel ved Kommende som gaaende.

Tilbage hos Bernstorff

Den 19. April 1787. Kiørte til Bernstorff Formiddag og sagde ham, hvad Kronprintzen havde sagt. Det forekom mig, som det ikke var ham fremmed. Han sagde, at saa fik ieg nok ikke Leylighed til at demonstrere ham min Sag, hvortil ieg svarede nej, da det forekom mig, han var i et stlag Bevægelse og unaadig, troede ieg ikke at burde tale videre, men udbad mig blot hans Naade. Han sagde, det var godt, om han havde fortrolighed til de, hvis departement, det egentlig henhørede under, at han troede nok i Dag eller en af disse Dage at komme til at tale med ham derom.

Ieg spurgte ham, om ieg kunne Reyse igien, hvortil han svarede ja, da nu for det første ville der ikke foretages noget dermed, og at Øyeblikket ikke var kommen endnu, forsikrede, at han fremdeles skulle giøre alt, hvad han kunne, da han kiendte Sagen og havde læst den, og om ey andet kunne udvirkes, da for det første at blive sat paa enrolleringsreglementet som til en god Begyndelse, hvilket ieg ikke svarede til, men blot bukkede. Det faldt mig ind, at Greve Bernstorff blot havde bedt mig gaa til Kronprintzen, som ieg meget nødig ville, for at ieg selv kunne erfare, hvorledes han var sindet.

Vigtige Visiter

Den 21. April 1787. Formiddag kiørte ieg først til Greve Moltke i Søe Etaten, som ieg længe maatte sidde og snakke med i canapeen, der vel var meget artig, men mig syntes havde som noget angest paa sig tillige, syntes, ligesom ieg havde giort ilde, at ieg havde forlangt Sagen efterset, som han troede var ilde optaget, det lod som han mente, at Kronprintzen, men ieg vidste meget vel, det var af Rosenkrants, som Moltke var i overensstemmelse med.

Ieg kiørte derfra til Greve Reventlov i Søe Etaten, som ieg vidste talte mere frit. Han fortalte mig meget Søe Etaten angaaende. Sagde han ikke var enig med Rosenkrants i næsten nogen, at han havde en tænkemaade, som hverken skikkede sig for en christen eller en Minister.

Ieg kiørte derfra til Rosenkrants. Da ieg kom ind og havde sagt, at ieg haabede, han havde den Grace at forskaffe mig Tilfredsstillelse for det, ieg havde mistet og lidt, spurgte han med et slags venlighed, hvad ieg forlangte. Ieg svarede, at ieg ville sætte samme til hans eget godt befindende og haabede, at samme bedst kunne erfares, dersom Dommen eller Sagen blev efterset, men dette, svarede han, var ikke muligt, og han aldrig kunne give sin concens til. Ieg demonstrerede ham da længe Sagen, som han gav mig ret i alt, hvad ieg sagde, endog da ieg sagde, at generalauditeuren, hvis connectioner med andre var bekendt, havde vildet Retten ved sit Votum, men formente alligevel, at en krigsrets Dom var hellig; betænkte sig noget, men sagde til sidst, at formedelst conjungturerne turde han ikke befatte sig med den, men, som det syntes, endnu ey paa denne Tid, var ellers høflig, da ieg gik og lukkede Døren efter mig, aabnede han den igien og blev staaende i den, til ieg var den yderste lange Sal igiennem, og bad Adieu.

Admiral Schindel, da det alt var sildig paa Formiddagen, var ieg og hos, men han var ude, ieg traf ham om Eftermiddagen Kl. 5 og længe sad og talte med ham.... sagde ellers, at alle beklagede mig, at det særdeles og vanskelige Tilfælde just skulle træffe mig, som man nu ikke vidste, hvad man skulle foretage sig med, og at man ofte talte om mig til min Fordeel. Ieg sagde, at cabinetsordren var Skyld i den Strenghed, og at generalauditeuren var et creatur af Guldberg og Echsted, hvortil han svarede: ”Ja, freilig”. Sagde ellers, at vi levede jo i idelige Forandringer, og at Forandring lettelig kunne have Sted.

Den 24. April om Formiddagen Kl. 9½ talte med Conferentz Raad Kofod Anker, som ieg spurgte til raads....

Saa i Canike Stræde omtrent lige for Academi Porten nær ved stakittet Conferentz Raad Erichsens gravhøj, der for kort siden havde druknet sig selv.

Eftermiddag Kl. 1 tog fra Kiøbenhavn med en postvogn, gav pigen 2 Rigsdaler og kiørte ad Strandvejen, hvis sand da var fugtig og haard, og altsaa nærmere og lettere, end Roskildevejen, kom til Køge om Aftenen Kl. 6, tog Logement i Huuset uden for Byen.

Den 25. April 1787. Kom om Aftenen Kl. 7½ til Vordingborg, hvor de alle var vel, og hvor ieg forefandt min Kones Søster, Frøken Christiane von Nägler. Rejsen havde været kold med lidet Sne og en Skarp Vind bestandig imod, paa slutning lidet Regn. Havde paa Veyen mødt en stor Mængde landsoldater uden Gewæhr, som skulle til Kiøbenhavn for at exercere, engang et næsten helt regiment, som der var Land-Officerer med til Hest for at have tilsyn med dem.

Over alt paa Markerne, som begyndte at blive grønne, saa man gæslinger, ællinger, kyllinger, nylig udkomne, som noget gult krybende, der paa en angenehm Maade forkyndte Sommeren.

Den 27. April 1787 blev bedt at følge den gamle kontrolleur og byskriver Hammer til Iorden, der var død imedens ieg var borte og skulle begraves i Morgen. Ieg undskyldte mig.

Han efterlod sig 12 á 14ooo Rigsdaler, som han havde testamenteret til en huslholderske eller, som nogen sagde, Maitresse, han havde i Huuset. Han skulle begraves med Statz, bæres i Hænderne, have trauerconsert etc.

Den 28. April, saa Hammers lig komme forbi, alle Officererne fulgte tillige med de fornemste af Byen; man strøede sand for det paa Veyen, efter at de fattige havde fajet, gik med lys for ham, alle Klokkerne lød etc. I morges kom min Kone til mig.

Den 5. Maj 1787 gik man Sommer i Bye her i Byen, Fruentimmer og Mandfolk sammen, hvilke første gik forrest i al deres Statz med bar flettet Haar, og var det dem, processionen egentlig bestod af, og blandt hvilke skafferne var. De gik 6 Gange rundt for Huuset og Sang en vise for vores Vinduer om Mariæ og Søde Sommer, da skafferne derefter holdt en temmelig lang tale og bad os til deres majgilde etc. gav dem 3 Mark.

Den 10. Maj 1787. De smaa gik Sommer i Bye i Haven og Gaarden tillige med de 3 fremmede smaa, havde ridderbaand, skafferstok, blus, og mange blomsterkranse og al Ting i Stand, hvad der hører til. De Sang visen og holdt talen. Marie Christine var skaffer. Helene Dorothea blusfører, en anden majgrevinde.

Den 17. Maj 1787. Saa om Eftermiddagen til Hoffs en mekanisk Vogn tillige med min Kone, hendes Søster og de smaa, som en Bonde paa Falster havde forfærdiget. Den kunne køre selv et lidet Stykke frem, da den tillige med en Haab smaa figurer bevægede sig, og en Musik lod sig høre, i sig selv en maadelig mechanik, men for en Bonde god nok. En Mand sad skjult inden i den, den afmaalte og Veyen, den kiørte.

Den 24. Maj 1787. Pinsedag. Min Kone og hendes Søster kom om Middagen i et mægtig skænderi, begge græd etc.

Den 3. Juni 1787. Fik min Kones Søster Brev, at Frue Skov og hendes Mand, hos hvilke hun nogen Tid paa deres Herre Gaard i Jylland havde været til Selskab for Fruen, som var noget melankolsk, havde aarlig tillagt hende 200 Rigsdaler i Pension, til hun blev gift. Fik Brev fra Christian Schiønning, at den Student Korn, der var blevet hugget af livvagtsOfficererne, havde begiæret Audientz hos Kronprintzen, havde begiæret Audientz hos Kronprintzen og ønsket nogen satisfaction, men at Kronprintzen havde været meget unaadig og stampet med foden etc.

Den 15. Juni 1787. Om Eftermiddagen imellem 5 og 6 saa ieg solformørkelsen i et anløbet Glas, da 8/12 af den var formørket.

Den 18. Juni 1787. Gik Piger endnu Sommer i Bye her igiennem til Iselingen.

Den 20. Juni 1787. I Formiddag red man endnu Sommer i Bye herigiennem.

Den 1. Juli 1787. Var byfoged Beck her for ifølge den nye anordning at optegne til de nye og meget fuldstændige mandtalslister, hvori endog skulle anføres, hvad Pensioner og uægte Børn enhver havde.

Den 8. Juli 1787. Blev 2de forordninger oplæst paa prædikestolen i Anledning af Landcommissionens forestillinger til bøndernes Fordeel, blandt andet skulle træheste og saadant for altid afskaffes. Min Kone i raseri om Aftenen for de smaa.

Den 11. Juli 1787. Lod binde Træer i Dag, sætte en bænk i valnøddegangen, som blev kaldet Eremitbænken, lægge en Haab sand over kilden, at regnvandet kunne løbe den forbi.

Den 27. Juli 1787. Hørte her i Kirken i Dag Biskop Balles taler og katekisationen for Børnene, som har har gode Gaver til.

Den 11. August 1787. Om Morgenen fik at vide, at det var Langebæks Mølle, som var afbrændt ved Lynild, der slog ned tæt ved manden, der fejede den, forrige supercargo Clausen, beskadigede ham og, saa han faldt i convultioner, havde slaget Huller i hans Hat, som laa tæt hos ham paa Bordet, men ikke igiennem et silkefoer, der sad i pulden.

Den 13. August 1787. Fyldte 55 Aar, fik Vers fra de smaa, min Kones Søster etc.

Den 18. August 1787. Efter i 8 Dage at have haft bestandig af og til Tand-Piine i den venstre Side, havde fra 3 til 4½ Eftermiddag og fra 5 til 10 en haard Tour i den høire Side i under- og overtænderne, da ieg tog fodbad, men vedvarede dog hele Natten i en mindre Grad med Feber og stærk Mattighed.

Den 2. September 1787. I Kirkeskoven efter Prædiken. Træerne saa ud næsten som i Maj, da Knopperne og de første blade havde været næsten aldeles afædt af orm og derefter for ey lang Tid siden paa ny udsprunget igien, ligeledes i min have, men derved aldeles ingen Frugt; havde endnu i Dag et æble af mine have fra forrige Aar.

Påvirkning fra Rosenkrants

Den 4. September 1787 var Frue Calmet her hele Eftermiddagen, efter at hun ved Løberen havde ladet sig melde, fortalte, hun førte korrespondance med Rosenkrants etc, at hun havde hørt mange sige, ieg havde ingen Skyld etc. Min Kone og hendes Søster fulgte hende til Rosenfeldt om Aftenen.

Den 10. og 11 September 1787. Især havde lidet blodspytten med nogen brænden, Heede og trykken for Brystet.

Den 16. September 1787. Kammer Herre Calmet og hans Frue var her hele Eftermiddagen. Vi talte meget om landbosagen, de nye anordninger etc. som han ikke meget syntes om.

Den 20. September 1787 kom den portugisiske Minister Greve de Suza tillige med sin Frue her til Byen for at bese Egnen og Rudera af Slottet. Han havde saaledes omrejst hele Landet for at se smukke egne og gamle antiquiteter. Hans Frue var bekendt af hendes Godhed for sin Mand, da hun i nogle Aar var i Lissabon holdt i fængsel af Marqi Pombal, for hun ikke ville have hans Søn, da hun var rig etc.

Den 21. September 1787. Var generaladjudant, Capitain E. Stibolt her om Formiddagen at giøre Visit. Han blev modtaget af min Kone, ville endelig talt med mig, men ieg ville ikke tage imod ham for visse aarsagers Skyld. Bevidnede meget sin beklagelse, sagde ey i Byen, da samme hændtes, spurgte, om de ved ham ville have noget udrettet, da havde ieg aldeles at befale. NB han var en af Rosenkrants’ største minjonger, men ham blev aldeles ingen Commission givet.

Den 22. September 1787. Blev vi alle Skriftlig bedt af Calmets til at spise der paa Mandag Middag, ieg undskyldte mig.

den 23. September 1787. Brev, at Jomfru von Aphelen havde haft Bryllup den 19. Den gamle Lemmin til Nicolai Kirke, 85 Aar, havde viet dem efter sin egen Begiæring. Brylluppet havde egentlig været af de saakaldede caffebryllupper, som Kreidal selv ønskede, da hans Moders havde været ligeledes, og han hastede med sin Reyse til Westindien. Dog var der et stort Selskab, som spiste var Mad om Aftenen, hans og hendes Broder med, men Christian Schiønning ey.

Den 1. Oktober 1787. Fru Calmet havde faaet Brev fra Rosenkrants, at ieg var sket Uret, at den belejlige Tid ikke var endnu, men saa snart den kom, skulle baade han, Bernstorff, Schack Ratlov og Hut, nok en til, som min Kone ey erindrede, stræbe at kunne skaffe mig satisfaction.

Den 6. Oktober 1787. Veyret endnu saa smukt, varmt og angenehmt, at vi om Eftermiddagen drak Caffe iRosengangen i Haven paa græsbænken, saa, alle køerne blev drevet sammen og malket paa Bakken uden for Haven mod Aften.

Den 13. Oktober 1787. Var min Kone og de andre paa Rosenfeldt hos Calmets hele Eftermiddagen og spiste der til Aften. Om Aftenen især imellem Kl. 11 ¼ og 11 ¾ var det prægtigste og stærkeste Nordlys at se paa Himlen, ieg nogentid erindrer at have set, især for sine mange og stærke couleurer, der i en Hast saa ud som et skrækkende himmeltegn, og som hele firmamentet var i Brand, da det og syntes langt nere i Luften eller nær Iorden. Det var mest i Zenit her i Byen og for det meste i ommeldte Tid stod stille.

Dets farve var for det meste Blod- og purpurrødt og strakte sin rødhed langt henad østen og rundt omkring sig, men med smallere strimer. Al denne Mørke- og lyserøde Ild, der predominerede, blev bestandig igiennemskaaret af anden gul, grøn og hvid Ild, der ligesom ildstrømme alle Steder løb derigiennem og gav det herligste og frygteligste Syn tillige. Himlen var ellers alle Steder for den største Del fuld af Ild, men af mindre Klarhed og saa lyst som det bedste Maaneskin. Havde om Eftermiddagen haft Regn og blæst, fik om Natten ligeledes, som vedvarede nogle Dage af NW og N, dog ikke i høj Grad.

Den 26. Oktober 1787. Saa nogle paaklædte abekatte ridende paa hunde, en liden Vogn, som blev trukken af en stor hund, i hvilken var Klæder til abekattene, og nogle kunstige hunde, som fulgte med; kom fra Færgestedet af og holdt uden for vores Vinduer. 5 á6 Personer fulgte med, var komne fra Nyborg og ville giøre Kunster med dem her i Byen.

Den 28. Oktober 1787. Søndag om Aftenen ved lys lod ommeldte abekatte og hunde hente til os for de smaa at se deres Kunster. De 2 abekatte kom paaklædte med Hatte paa hovederne, ridende paa hunde, 8 maadelige smaa hunde kom alle paaklædte kiørende i den liden Vogn, som kiørte ind i stuerne paa Salen, trukket af den store hund. De 4 hunde var paaklædte som Fruentimmer med smaa fiskebensskiørter og sætte paa Hovedet, meget naturel, de 4 andre var klædt som Mandfolk med Hatte paa. Abekatterne dantzede først paa mange maader med en Stok, som de snart lagde paa Skulderen, snart lagde den paa nakken og kastede begge Armene over den etc. giorde store Spring og en Haab Kunster. Den ene af dem var en markat med lang rumpe, af hvilken dog var frosset et Stykke. Imidlertid sad alle hundene stille paa deres Vogn uden at give ringeste lyd fra sig, at man ikke skulle vide, de var til stede, men da de blev kaldede, sprang de alle med et ned og dantzede som en ordentlig engelskdans eller dobbelt Menuet med stor Færdighed, som saa curieux ud, da de i en Hast syntes at se ud som nogle unaturlige smaa Børn, der dantzede med Færdighed, at det endog syntes, man kunne charmere sig i dem. De dantzede efter Musik og syntes at holdte takten. En af hundene sprang og mægtig høyt over en Stok.

Vi havde tændt en Haab lys, og Pøbelen stod uden for Vinduerne og saa det og. Da de var færdige, sprang hundene strax paa deres Vogn, abekattene paa hundene og kiørte bort i samme procession. De 5 á 6 Personer, som var med levede deraf, var italienere og franskMænd og deriblandt et Fruentimmer.

Den 10. November 1787. Afskar endnu af vinrankerne 12 modne klaser.

Den 20. November 1787. Bedt at følge Rector Holst i Morgen til Iorden, undskyldte mig. Grev Rantzau spiste her til Aften.

Den 21. November 1787. Blev Magister Holst begravet, han var mærkværdig saavel for sin Lærdom som 15 aars Sygdom i en epillepsie, som tog Begyndelse saaledes, at naar han kom i Gang eller løb, kunne han ikke selv standse sig igien, men som siden greb ham an med lamhed overalt. Hans Liv, har hans Medicus forsikret mig, blev reddet ved, at han tilbragte ham et spytteflod, saa han nu havde naaet 70 aars Alder. Han kunne hverken gaa eller staa eller bruge hænder og Arme, men havde derfor en Pige bestandig til sin Opvartning.

I Begyndelsen boede han skraas over for mig, og selv saa, da han skulle flytte derfra, at pigen kom for det meste bærende med ham paa Armene og satte ham i Vognen som et Barn. Da hans lamhed og var i Halsen, at han ikke kunne holde Hovedet i Veyret, som og i de dele, der hører til synkningen, havde han en uformuenhed til samme, men dog god Appetit, saa maatte pigen ikke alene holde Hovedet i Veyret paa ham og give ham Maden i Munden, men endog ved enhver skefuld eller mundfuld ryste ham frem og tilbage, saa længe til det kunne glide ned. Paa denne elendige Maade holdtes hans Liv ved lige, da Hovedet for Resten var vel, saa at han kunne læse og studere, ofte været munter og glad, men en lem døde omsider ud paa ham efter en anden, til det omsider kom til Hovedet og hjertet. Et flod løb ham for det meste ud af Munden.

Den 25. November 1787. Fik en Del piller fra Leipzig, ieg havde ladet forskrive og troede skulle være gode for den Tand-Piine, foraarsaget af seje vædsker, ieg havde; kostede med postpenge 1 Rigsdaler 34 Skilling.

Den 20 December 1787. Lod kline mine Vinduer.

Den 30 December 1787. Fik Commandeur Capitain og fabriquemester H. Gerners død at vide, som havde været den 27. af Chagrin. Admiralitetet havde anklaget ham for efterladenhed. 

Gerner skrev et Forsvar for sig, og da han havde det færdig, klædte sig paa for at ville gaa til Vice-Admiral Fontenay, som han havde fortrolighed til, og vise ham det først, blev han hentaget i den ene Side og døde om Natten 46 Aar gammel. Han var mulig den bedste skibbygge i Europa og havde et særdeles genie til mecaniske og mathematiske Videnskaber. Imedens han skrev sit Forsvar, havde han af Ærgrelse haft diarre og særdeles Tilfælde.

Del denne side