Historisk viden

Peter Schiønnings ”strøtanker” om den franske revolution.

Udskrevet fra Schiøn. 56 4to. R2 400-820

S. 580 ff.: Om det republikanske parti i Frankrig, Monarkisk, Republikansk Regering (skrevet i februar, maj, juli, og august. 1790, og februar, marts, juli, september og oktober 1791)

Da de franske nu have faaet deres konstitution og regeringsform indrettet som de har villet, og kongen indskrænket saa meget som en kongen kan indskrænkes, naar man dog vil have en konge, og langt mere end kongen af England, adelen rent er afskaffet, og stænderne gjort lige, med flere saadanne store vigtige ting, saa kunne det synes, at de franske er ubillige i stedse at forlange mere og vil gøre kongen det peniblere, der dog saa ædelmodig uden nogen betingelse har antaget konstitutionen, der ville have kostet mange 1000 af deres liv, dersom han ikke havde gjort det.
Hvor ufornuftig og haardt synes det ikke af den nye nationalforsamling straks efter at kongen saaledes havde anlagt konstitutionen imod hans families og alle kongens forretning (?), at ville lade ham føle hele forcen af den, ved at ville betage ham titel af Sire og majestæt til takke derfor, og saaledes straks at bedrøve ham, der nylig havde glædet hele nationen, med en frivillig antagelse af alt uagtet han dermed blev den mindste eller afmægtigste konge i Europa, thi det synes langt fra ikke han er herskesyg, eller har lyst til at være despot, som kun ministrene har forført ham til, eller indbildt ham, han skulle være, men vel at han er ømfindtlig endnu og andre ærestitler og distinktionstegn dersom man vil berøve ham samme. Og da de franske dog vil have en konge, saa synes det deres egen ære dog noget versere derunder, at den de kalder for konge dog nogenledes i ære og distinktionstegn kan lignes med andre konger iblandt hvilke han skal tage rang og hvis lige han skal være. Englænderne har omhyggelig indtil de mindste ting iagttaget dette, uagtet de og ligesom de franske har betaget ham magten, men de har syntes, at med det kongen blev æret, blev monarkiet og de selv tillige med. Dog bør en konge ikke paa nogen slavisk maade æres, men Sire og Majestæt kan han saavel som andre konger kaldes, og dersom de nu end endelig ville betage ham disse titler, der dog hørte til konstitutionen med, saa var der jo tid nok til dette endnu i adskillige aar til konstitutionen blev mere befæstet, og at de ikke havde fremmede magter at befrygte. Det synes, denne konge endog burde beholde sine prærogativer for sin tid ud, saadanne som ikke kunne være konstitutionen til skade, dels fordi han engang havde haft dem, dels og for ikke at gøre ham hans tab for følelig, ligesom Nationalforsamlingen og synes at burde gøre ham noget til gefal, der meget behager ham, som til en taknemmelighed, fordi han frivillig og uden betingelse haver antaget konstitutionen, hvorved en borgerlig krig er undgaaet, meget blod sparet, og mange ulykker undgaaet. Men der er et andet parti i Frankrig som endnu mere synes at kunne være at laste, da dette slet ingen kongen ville have, men at Frankrig skulle være en fuldkommen republik. Dette parti skal endog være temmelig stort, og det er at formode, at dersom kongen ikke havde antaget konstitutionen men begivet sig bort af riget med Dauphin, eller hans flugt havde lykkes ham, at samme kunne faaet overhaand, og den største del af de som en er for konstitutionen, da havde overtraadt til samme. Man tror endog at hertugen af Orlean, Fayette, (Montequiou), og flere af de vigtigste personer hemmelig er republikanske og er rejste som sige til de sydlige provinser i Frankrig hvor der skal opholde sig over 450.000 reformerede som alle er republikanske, for med dem at gøre bemægtelse i fald saadant og skulle tildrage sig i de nordlige Provinser, hvor det republikanske parti er meget stærkt.
Det kunne synes at disse havde i grunden megen uret, da Frankrig stedse har været monarki, og arvelig, og den kongelige Familie derved skuede meget for nær, og det er vist at saa snart kongen blev tilstede, og antage den konstitution han blev forelagt, som nu og er sket, saa synes det ikke at nogen ærlig mand, der tillige ville være sin konge tro, lettelig kunne overtræde til det republikanske parti, da man derved stedse ville være brudt med kongen og den kongelige familie, der fra alders tid havde en ret til den franske trone, men derfor langtfra ikke til tillige med at være de franskes despot, som de nu i saa lang tid har tilsneget sig at være, men som nu ved en konstitution igen var blevet ændret. Dog dersom kongen som sagt er, havde forladt riget, for fremdeles at ville være deres despot, indkaldt fremmede tropper i landet for at forhjælpe ham til med magt at kunne forblive dette, etc. saa synes det der kunne have været meget at sige til deres forsvar, om de ved samme lejlighed havde stræbt rent at gøre sig frit fra kongen, af hvilke de alt havde haft saa megen ulejlighed og var gjort til slaver af, og endnu skulle have dette fordi de ikke fremdeles ville forblive samme.
Det synes efterfølgende kan være nogle af de tanker ovenmeldte republikansk sindede gør sig hvorfor de ingen konge vil have. En saadan revolution som nu har sted, er menneskerne sinden saa lykkelig at kan bringe det til for at befri sig for et onde som græler (?) dem, men gemenlig kun indtræffer efter at være pint og plaget i seculer og fremdeles ingen ende ser der paa, nu saadan lang ulykke kan kun bringe en saadan almindelig evighed og vilje til veje, for at stræbe at skille sig derved og derfor være det yderste, men en saadan almindelig evighed varer ikke længe, og ikke indtræffer igen i seculer, man bør derfor, den korte tid den varer, tage at den nytte af den mulig, og i samme tid sætte sagerne paa en saa sikker og durabel fod, at de om mulig kan bestaa sig til verdens ende, eller at man i det ringste ikke i mange seculer skal have nødig at bruge et saa voldsom middel igen, der stedse koster meget, og er af megen fare. Men mon dette er middelet til det dog at beholde kongen, i hvor afmægtig man end gør ham, dette synes alene at være et palliativ, thi man har ikke daglig voxne til igen og faa nye kræfter, mon det ikke er at opklække slangen paa ny i sit eget skød, denne som tilforn har givet staten og friheden saa mange dødelige stik, der er nok, at han er til for paa ny at blive ulykkelig ved den, der haver en kraft til at bedøve alene ved at beskues, og (583) at faa os efter sin vilje, den maa ganske borttages for ikke at besværes af deres tryllekraft, dette er alene radikal lægedom. Hvor mange midler har en konge ikke, i hvor mange man end betager ham, til omsider at faa alt som han vil, og stedse lægge lidt til hans myndighed paa ny, især hos de artige og eftergivende franskmænd, naar først denne patriotiske hede er udbruset, hvo kender ikke de franskes store variabilitet, vi vil mulig selv kappes om, omsider, at tillæge vores konge prærogativer, enhver national forsamling vil gøre sig en ære af, hver af dem i deres 2 aars regeringstid, der har tilstaaet ham mest, været mest høflig imod ham, de franskes gamle kærlighed for deres konge vil snart vaagne igen, da de igen vil gøre alt pour l’honuer du loi, indtil selv igen at gøre sig ære af at være hans slaver, ja dersom han end ikke kunne faa det alt med os som han vil alene ved høflighed, saa er han jo istand til at kan bestikke alle de meste gældende i nationalforsamlingen, selv har vi jo tilstaaet penge nok dertil, da han til saadan endog kan regnes tillige med den civile liste, etc. at have 50 millioner livres dertil aarlig. Har vores konge tilforn ikke været ligesaa bunden, men til hvilken despotismus uden nogen tilladelse, og uden at give nogen et godt ord derfor, er de ikke omsider stegen, og over et secul haver ligesom haft fuldkommen ret til. Det som er sket dengang vil ske endnu, da menneskerne stedse er de samme, dette vil altsaa blive frugten af at man beholder en konge i hvor meget man end har svækket ham, hans vinger er som fuglens, man med megen omstændighed stækker, men næste aar er de udvoksne igen, uden man har agtet derpaa, indtil han er bortfløjen af det fængsel og den tvang man ville holde den i. Hvor dyrebar er ikke denne frihedstid, til at overveje alt paa det bedste at den saavidt som mulig kan blive bestandig, dyrt er den erhvervet, og kort varer den kun, dersom man ikke bed at bruge den rettelig.

Hvor daarligt er det ikke at ville have konger, et navn der omsider er blevet hadet og skræksomt for hele verden, ligesom fordums Syracus navnkundige tyranni. Konger der er saa skrækkelige kostbare, formedelst hof, hofmænd og opvartere, og som til sidst ikke lader sig nøje med mindre end det alt, hele staten og riget, de tilegner sig det hele af alt, og paastaar at hele folket deri tillige med skal være deres slaver, ja endog skal de gøre sig en ære af dette og elske deres lænker, dersom de vil have navn af gode og lydige undersaatter. Af alt dette, de saaledes har tilegnet sig, der ikke mere maa kaldes statens, men deres, hele landet med dets tilhørende giver de siden paa en meget ulige maade enhver der af, af naade hvad den behager. Al ære og værdighed i hele landet skal alene have sin kilde og udspring af dem, og dette kan kun erhverves af idel naade, ved tiggen og paa en nedrige maade. Dog ejer kongen i grunden intet deraf, men det er statens og folkets, hvilket kan regere sig selv, bedre end kongen nogen tid kan, hvor paa alle tiders vise republikker er uimodsigelige beviser, og derfor ikke behøver denne store bekostning at holde kongen, der skal gives alt og eje alt. For deres skyld skal mennesket have de gyselige og grumme majestæts love, der er mennesket til skamme, da skal derfor fødes og opdrages med slavenatur og miner, alle formedelst ham bebrejdelse sin ringhed og afhængighed, og at naturen ikke haver været den saa gunstig at lade dem fødes fri, men at der er en som kalder dem sin føde undersaat, sin knægt og tjener, etc. hvo kan da fortænke os, at vi synes det endnu ikke er nok denne mægtige despot alene bindes, hans braad betages ham, der dog stedse slider sig løs igen, men at vi ønsker ham ganske borttaget, saa at ingen skygge mere er af ham tilbages, paa det vi og vore børn kan være fri, vore efterkommere fødes fri, og at staten og landet alene kan føre os til, og vi elene det til igen, statens indkomster dem selv at vi kan lyde vores egne love, og ikke daglig bebrejdes vores ringhed og afhængighed og have alt af naade.

S. 641: (skrevet januar 1791 til februar 93): Kongen af Frankrigs henrettelse, de franske uroligheder, demokrati.

Kongen af Frankrigs skæbne i disse tider har været det store og vigtige, som hele verden synes at have ventet udslag paa i disse dage, end den største opmærksomhed, blændet med en slags frygt der er noget særdeles i vores dage at se en mægtig konge, der paastaas den øverste rang iblandt kongerne, i en ussel tilstand at henslæbes for retten eller det nationale konvent, der at maa forsmaa sig og derefter at vente sig dom af sine egne undersaatter han kort tilforn befalede, disponerede over deres liv og frihed med den mest despotiske magt, nu selv haardt fængslet tillige med sin familie, siddende paa sit liv, og som anden diligvent maa bede om et forsvar. Man siger hans skæbne alt skal være forbi, og at en Courer i overgaars aftes skal have bragt, den tidende, at han var decoleret, at hans datter havde faaet konvulsioner, da man førte ham fra Templer, og døde i samme, at dronningen skulle enten eksileres eller afskære haaret og sættes i et abbedi, end saadant mere, som jeg i dette øjeblik ved et brev til mig erfarer. Dette er et grumt offer for friheden og som jeg ikke havde ventet, man havde skredet til, uden en slags bestyrtelse erfarede jeg det derfor heller ikke, og følte en stor del af den bestyrtelse for hans død, som man føler for en nær af sin familie, eller en meget god vens død. Som man pludselig erfarer, da jeg og tror han var den konge af de franske som mindst havde fortjent en saadan skæbne i lang tid. Ludvig d. 14. og 15. langt for, at han var god og en helgen fremfor dem, og lige saa dydig som hans Dronning udydig, heller ikke af den forsagte karakter man har villet udgive for, som det synes han med sit første forsvar for nationalkonventet aldeles har bevist, hvor han besvarede alt vel, kort, med mod og aandsnærværelse paa en ham værdig maade. Men han havde en slet Dronning, og var omgivet af med slette folk som kongerne de fleste tider er, Rent har han bødet for det som nogle af hans forfædre har begaaet, og 100 gange for, havde fortjent en saadan skæbne, men som dog med al pragt, ære og berømmelse kom i deres fædres grav. ...

Skade var det og, at da han engang havde antaget konstitutionen, og adskillige gange besvaret den som det syntes med al den oprigtighed mulig, at han da ikke og forblev en ærlig mand, og bestandig blev den tro, hvorved han kunne været en af de største og lykkeligste konger i Europa, og mulig alt om han havde været derfor om 10 a 20 aar ved kunstgreb kunne regeret temmelig suveræn igen, ligesaa vel som Kongen af England, Da han endog raadet over flere penge til at kunne bestikke eller købe stemmer for end han, og hvad kunne mulig ikke hans efterkommere paa ny drevet det til, som nu uden tvivl for altid er forbi. Men han lod sig overtale af sin broder og andre potentater hemmelig at svige konstitutionen og altsaa og som det kunne siges staten, hvorved han gjorde sig til meenæder og forbryder, ikke betænkende at det var ham som var i fælden og ikke dem, ham som havde gjort ed og ikke de. Hans egen svoger kejseren haver og foraarsaget dette hans dybe fald, ved med magt at ville tage hans parti, og sluttet den bekendte alliance imod Frankrig, saavel som andre Potentater tillige med, og mest denne nuværende unge kejsers ungdoms ubetænksomhed, med sin hele magt at ville tugte Frankrig, hvorfor uden tvivl, den gamle ærlige og kloge fyrst Rautintz tog sin afsked ....

Det synes, Kongen af Frankrig aldrig burde erkende nationalkonventet, ja i grunden aldrig kunne dette, da han paastod stedse at være konstitutionen tro, som ikke talte om noget national konvent, desuden var hans person hellig, og ikke stod nogen til regnskab efter konstitutionen og national forsamlingen, og ikke kunne dømmes af det, men vel af national konventet, som det nu synes han haver erkendt, og at det havde ret til at dømme ham, og altsaa og med en slags retfærdighed, men som det aldrig kunne blevet for national forsamlingen. Ved at have erkendt konventet, haver han jo tillige med afsagt konstitutionen, og selv været den første som haver erkendt Frankrig for en republik, af hvilken han kunne afsættes, fordres til regnskab og dømmes. Vel kunne han ikke imodstaa magten, men nødes til at gøre hvad den ville have, men ved at erklære at det var ved tvang, erklærede han tillige at det var nul og intet.
At kongen af Frankrig i live, hvad enten han var i riget eller udenfor riget, var republikken, og den nuværende regeringsform farlig, dette er uden modsigelse, thi hvor hastig forandrer man ved saadanne lejligheder tænkemaade igen og vælger det modsatte som man ser paa Englænderne efter at de 1649 ligledes havde halshugget deres konge Carl I, da de efter Cromwels død kaldte den førstes søn ind igen til konge, som man endog tillod at regere med mere myndighed end hans fader nogen tid havde gjort, etc. og naar man altsaa i Frankrig, naar man kom i det lune straks havde en konge at sætte paa tronen, saa var det og snart udført. Nu er der flere omsvøb derved end hans søn som er et barn hvorved tid kan vindes, etc. Man har derfor grebet til den sørgelige politik som kongerne selv stedse lærer deres undersaatter, og stedse selv øver, at det er godt og nødvendigt iblandt at opofre en og anden for statens skyld, for dens værdighed eller frelses skyld, hvad enten samme haver skyld eller ikke, saa sjælden dette er fornøden naar kongen foretager sig samme, der er flest tider der under kun maskere hævn, arrigskab, falsk værdighed og grum politik og tyrani, saa meget mere aarsag kunne der vel siges her at være derfor, for at konservere denne fødende republik, og dette store foretagende de franske har begyndt paa, der alt har kostet saa meget, og hvorved kongen selv har været aarsag i blodsudgydelser, men hvo kan derfor dog bifalde en saa grusom politik, der stedse vil være Frankrig til skade, hvo kan andet end sukke ved at betænke at friheden som uden offer stedse burde være alle mennesker til del, dog iblandt skal koste saa meget, og have saa blodig fodspor. Ja hvor meget blod vil dette udøste kongelige blod nu ikke igen koste, hvilke bedrøvelige følger derefter, enhver potentat som med rimelighed kan tage sig der af, vil nu tro hans største aarsag til at udøse saa meget fransk blod som mulig, ubekymret om hvor meget der derfor tillige skal udøse af deres egne undersaatter, etc. 

Del denne side