Historisk viden

Magt under enevælden

Kongeligt statskup

Kostbare stoffer, pudrede parykker og magtfulde løver var nogle af kongemagtens ydre symboler. Men de barske realiteter efter 1600-tallets svenskekrige var, at Danmark havde mistet Skåne, Halland og Blekinge, at både adelens og statens kasser var slunkne, mens gælden til især det driftige københavnske borgerskab, der havde finansieret krigene, var enorm. I september 1660 mødtes derfor repræsentanter for adel, gejstlighed og borgere for at løse nogle af landets problemer. Få måneder efter var der gennemført et statskup. Adelens ret til at vælge kongen og afkræve ham en håndfæstning forsvandt sammen med mange af standens øvrige privilegier. Kong Frederik 3. blev hyldet på slotspladsen, og stænderforsamlingen blev opløst, uden at man havde formuleret andet regeringsgrundlag end håbet om 'et mildt og kristeligt regimente'. I 1665 fik Danmark dog en enevældig forfatning: Kongeloven.

Skam, pisk og henrettelse

Hele retsplejen og straffesystemet var styret af den enevældige konge. Mord, større tyverier og landforræderi kunne koste livet, og henrettelser foregik ved hængning eller halshugning. I grove tilfælde blev det afhuggede hoved til afskrækkelse gennemboret med et sværd og sat på pæl, mens resten af liget blev lagt på hjul og stejle, dvs. at den radbrækkede eller parterede krop blev flettet ind i et hjul, der blev placeret på toppen af en stejle - en stang. Mindre tyverier og prostitution blev straffet med piskning – kagstrygning. Offeret blev bundet til 'kagen', pisket og jaget æreløs ud af byen. Små forseelser blev straffet med udstilling til offentlig spot og spe: synderen blev sat i gabestokken, så publikum kunne le ad ham eller hende, spytte på vedkommende eller på anden måde vise foragt. Andre blev ført rundt i byen iført den spanske kappe: en tøndeformet beholder med hul til hovedet.

Adgang til det skrevne ord

Præsten Sixtus Aspach nedfældede efter den sidste hekseproces i Danmark en afhandling mod troen på hekse og magi. Sixtus Aspach gik ind for oplysning, men det var langtfra alle danskere, der havde adgang til den verden af viden og tænkning, man fik indpas i ved at kunne læse og skrive. Protestantismen havde dog nedbragt antallet af analfabeter, fordi den lagde vægt på selvstændig læsning af religiøse tekster. Præsten skulle holde regnskab med fødsler, vielser og dødsfald i kirkebogen, men også lære bønderne om nye afgrøder og dyrkningsformer. Desuden skulle han undervise børnene. Denne undervisning var dog ofte præget af kirkens tætte forhold til kongemagten, der afgjorde, hvad der skulle oplyses om. En husbond havde ansvar for, at der i hjemmet dagligt blev sunget salmer og læst op fra Bibelen. Først i 1814 blev der indført almindelig undervisningspligt.

Herremandens hånd- og halsret

Tingstokken er et af symbolerne på godsejernes betydelige magt. Med den kunne de hævde deres birkeret: retten til at udpege birkedommere, dvs. lokale dommere, der rangerede under Landsting og Højesteret. Herremanden opkrævede desuden skatter af sine fæstebønder, som han mellem 1733-1788 også havde ret til at stavnsbinde. Var godsejeren utilfreds med en bondes hoveriarbejde på markerne, eller fandt han på anden måde bonden genstridig, kunne han i særlig grelle tilfælde udsætte ham for fysiske afstraffelser som f.eks. en tur på træhesten. Her blev man med hænderne bundet på ryggen sat overskrævs på en bjælke med tunge sten fæstnet til fødderne. I midten af 1700-tallet gik statsmagten, fremsynede godsejere og utilfredse bønder sammen om planlægningen af en række landboreformer, der ophævede stavnsbåndet, begrænsede hoveriet og gjorde bønderne til selvejere.

Guvernør med blandet blod

Thomas de Malleville var generalguvernør over Dansk Vestindien 1796-1798. Han var den eneste guvernør med udenlandske aner i de danske kolonier. Guvernøren blev udnævnt af den danske konge og styrede de danske besiddelser i Vestindien: Sankt Jan, Sankt Croix og Sankt Thomas. Thomas de Malleville blev guvernør fire år efter, at finansminister Ernst Schimmelmann havde udstedt forordningen af 16. marts 1792 om slavehandelens ophør. Schimmelmann, der selv ejede store slavedyrkede plantager på Sant Croix, gav dog slavehandlere og plantageejere 10 år til at afvikle handelen, hvilket medførte et stort opsving. Efter 1803 skulle plantageejerne begynde at behandle deres slaver så godt, at de kunne reproducere sig selv. Der var altså ikke tale om ophør af slaveriet – det sluttede først, da den sidste danske guvernør, Peter von Scholten, i 1848 ophævede det efter et slaveoprør.

Penge regerer alt

Snedkermester Diderich Schäffer, der omkring 1740 opførte gården i Magstræde 6, var typen på den succesrige, selvstændige borger. Hans værksted lå i baghuset og måske i sidehuset. Selv boede Schäffer, der omkring 1740 blev hofsnedker, formentlig i forhusets stueetage. Hans husholdning omfattede foruden ham selv  kone, børn, amme, skriver og syv ansatte, hvoraf i det mindste nogle af de sidstnævnte må have boet i sidehuset. Diderich Schäffer lod sin og især sine lejeres økonomiske formåen komme til udtryk i en elegant snedkermæssig indretning  af lejlighederne. Her kunne beboerne især på den fine første sal føre et  hjemmeliv efter alle kunstens regler med visitter, hvor der blev budt på te, kaffe og klaverspil. Selv om magten var koncentreret hos den enevældige konge, havde denne konge først og fremmest fået sin særstilling på grund af det velstillede borgerskab, der havde overhalet adelen økonomisk. Disse borgere havde ikke som stand krav på et få indflydelse på regeringsmagten, men det var bl.a. fra dette lag af befolkningen, kongen hentede sine rådgivere.

Frihedens farver

"Frihed, lighed, broderskab" – slagordene fra den franske revolution i 1789 begejstrede sammen med tricolorens farver fremskridtsvenlige danskere. Det tricolorefarvede skærf vakte opsigt, da den unge Sophie Dorothea Zinn havde det om livet til et bal, som hendes velhavende far i 1794 afholdt til ære for den revolutionære republiks gesandt i København. Han var ellers repræsentant for det rædselsregimente, der havde henrettet det franske kongepar, og som chokerede mange af dem, der ellers havde bifaldet Bastillens fald, menneskerettighedserklæringen og ophævelsen af adelens rettigheder. 'Ordener hænger man på idioter, stjerner og bånd man kun adelen gir..', skrev den ustyrlige satiriker P. A. Heiberg. Men Europas stormagter sluttede sig dog snart sammen mod de truende revolutionsideer fra Frankrig. Danmark gik med i den bevægelse i 1799, hvor censuren blev skærpet – og P. A. Heiberg landsforvist.

Patriarken og hans undersåtter

At manden er kvindens hoved, og at kvinden er mandens afglans fremgår af Paulus’ 1. brev til korinterne. Dette mellemøstlige, antikke kvindesyn fulgte med kristendommen til Europa og gav moralsk legitimitet til et patriarkalsk familiemønster med manden som overordnet, udadvendt forsørger og kvinden som underordnet medhjælp. I bondesamfundet havde kvinden dog stadig en vigtig økonomisk rolle i forhold til den, hun fik tildelt i 1800-tallets borgerskab. Det Schramske familiebillede fra 1829 viser direktør Gerhard Christopher Schram som overhoved for kone, børn og svigerbørn. Borgerskabets kvinder var nok hjemmets trygge, beundrede midtpunkt, men de havde hverken adgang til uddannelse, økonomisk selvstændighed eller indflydelse på det offentlige liv. Protester spirede i Frankrig og England i slutningen af 1700-tallet, men vandt først gehør i Danmark efter 1850.


Du kan se alle genstandene på denne side og Magstrædelejligheden i udstillingen "Danmarkshistorier 1660-2000" på Nationalmuseet.

Del denne side