Historisk viden

Møbler og inventar

En juleuro

Til minde om stalden i Betlehem

Den tidligste julepynt bestod af lys og uroer som denne bundet af halm. På landet strøede man også halm på gulvet juleaften. Halmen var det, der blev tilbage, når kornet var tærsket og var dermed et gratis materiale, alle kunne få mulighed for at anvende til forskellige brugs- eller pyntegenstande. Halmen skulle også minde folk om, at Jesus blev født i en krybbe i en stald og lagt på et leje af strå.
I Sverige har man i langt højere grad end i Danmark bevaret traditionen med julepynt af halm, mens danskerne i stedet importerede de tyske juletraditioner, hvor gran og glaskugler blev et vigtigt indslag.
 
Juleuroen har mus. Nr. L.63.c og kan ses i rum 208 i "Danmarkshistorier 1660-2000".

Et bakkebordsblad

Et bakkebordsblad fra St. Kongensgadefabrikken

St. Kongensgadefabrikken i København blev grundlagt  i 1722 som den første danske fajancefabrik. Fabrikken producerede den populære blådekorerede fajance, der havde de hollandske delft-fajancer som forbillede.
 
I perioden 1727-49 var østrigeren Johan Ernst Pfau ledende mester på fabrikken. I Phaus tid var formerne måske nok lidt gammeldags, men ikke desto mindre havde fabrikken stor succes med sine varer.
 
En af de varer, som fabrikken producerede mange af, var bakkebordsblade. De blev lagt som bordplade på et understel af træ og anvendtes til teborde
 
På undersiden af dette bakkebordsblad er anført flere oplysninger om dets tilblivelse. Et ”JP” angiver, at bladet er udført i den periode, hvor Johan Phau var mester. Et ”L” er malerens mærke, mens ”C” står for Copenhagen. Bladet er desuden nummereret ”115”, og endelig er prisen anført med ”5 RD” for 5 rigsdaler.
 
Bakkebordsbladene kunne have forskellige motiver, f.eks. kinesiske, men landskabsscener blev ofte brugt. I dette tilfælde er netop valgt en landskabsscene med bjerge i baggrunden og en bygning i mellemgrunden, mens forgrunden domineres af to mænd i samtale.
 
Bakkebordsbladet er udstillet sammen med flere andre af typen i  ”Danmarkshistorier 1660-2000”, rum 215. 

Et rokokomøbel

En kommode af Matthias Ortmann

I Magstræde-lejlighedens sal står en kommode, der er udført af Københavns førende møbelsnedker i midten af 1700-tallet, Matthias Ortmann.
 
Matthias Ortmann (ca. 1700-1757) etablerede sit møbelsnedkerværksted i Gothersgade i København i 1727. Ortmann fremstillede her adskillige fine møbler i tidens karakteristiske svungne rokokoformer. Især er flere af hans kommoder kendt i dag.
 
I 1745 begyndte Ortmann som den første danske møbelsnedker at signere sine møbler ved at påklæbe dem en kobberstukken etikette med hans navn. På grund af etiketten kan flere møbler føres direkte tilbage til hans værksted. Et af dem er denne kommode, hvor etiketten er skjult under marmorpladen. På grund af det kraftigt fremspringende midtparti er netop den udstillede kommode noget atypisk for hans møbler, der ellers blev holdt i mere bløde rokokoformer. De karakteristiske slædefødder brugte både Ortmann og andre rokokosnedkere.
 
Ortmann gjorde sig i øvrigt bemærket på to andre punkter. Dels skabte han et lager af møbler, som kunne beses af kunderne. Det var utraditionelt på dette tidspunkt, hvor møbler i reglen blev udført som bestillingsarbejder. Dels afholdt han i 1751 og 1752 store lotterier over sine møbler.
 
Kommoden er udstillet i  ”Danmarkshistorier 1660-2000”, rum 220.

Et hoveriskab

Fæstebønder

I 1700-tallet var de fleste bønder i Danmark fæstebønder som hverken ejede gård eller jord.

De var fæstere, som skulle betale afgifter og yde hoveri – pligtarbejde på godsejerens hovedgård. På denne måde betalte de lejen for gården. Det betød at fæstebønderne dårligt fik tid til at dyrke deres egen jord.

Hoveriskabet fra Vibygård er indrettet til opbevaring af godsets arkiv som fæstebreve, dyrkningsskemaer og regnskaber. I skabets nederste del findes 30 skuffer mærket Vibye, Assenløse, Ousted og Syv – de landsbyer, hvor Vibygård havde bøndergods.
I skufferne findes runde og firkantede papstykker, der fordeltes til de enkelte bønder i landsbyerne. Papstykkerne angav, hvor mange hoveridage den enkelte fæstebonde skulle arbejde på godsets jord. Det kunne være pløjedage, hvor bonden skulle stille med heste og plov, spanddage, hvor han skulle møde med hest og vogn eller gangdage, hvor han kunne nøjes med at sende en karl eller to.

Hoveriskabet er så vidt vides det eneste bevarede godsarkiv som indeholder de oprindelige dokumenter og papstykker til kontrol af fæstebøndernes arbejde.

Det er udstillet i ”Danmarkshistorier 1660-2000” i rum 210.

Kaniner i stuen

Spejl og spejlkonsol fra hofdekoratør Joseph Chr. Lillies værksted

Spejlet og spejlkonsollen blev udført til havestuen i storkøbmand og etatsråd Peter van Hemerts nye landsted i Brede, i dag Brede Hovedbygning. Når vi i dag ved, at begge dele er blevet udført på hofdekoratør J. Chr. Lillies værksted i 1797, skyldes det den tragiske omstændighed, at Lillie gik fallit i 1799. I hans bo findes nemlig stadig en regning fra drejermester Hans Michelborg for perlestaffer, som han på Lillies foranledning havde udført til van Hemerts nye landsted. Målene på perlestafferne svarer præcist til de, der blev brugt på denne konsol i havestuen og på de to konsoller i den tilstødende selskabsstue.
 
Til sammen er de tre spejle med tilhørende konsoller det eneste endnu bevarede, oprindelige inventar i Brede Hovedbygning. Spejlet i havestuen er sat sammen af 12 stykker spejlglas, hvis kanter blev bemalet med ranker og småfugle. Spejlglas i store stykker var på denne tid meget dyre, og derfor brugte man ofte, som her, at lade et stort spejl stykke samen af flere mindre glas.
 
Spejlkonsollen bærer en marmorplade og har herunder et forgyldt gitterværk. Bagved gitteret er malet et meget landligt motiv, kaniner, der er i færd med at spise grønt. Sådanne motiver, der ikke umiddelbart synes at høre hjemme i et landsteds repræsentative stuer, var imidlertid meget populære som et udslag af tidens interesse for det mere rustikke landliv, som ikke mindst den franske forfatter og filosof Jean-Jacques Rousseau havde gjort sig til fortaler for.
 
Spejl og spejlkonsol kan ses i sommerhalvåret i Brede Hovedbygning, rum 2. 

Kineserier fra Gammel Estrup

”Kinesiske tapeter”

De ”kinesiske” tapeter stammer fra herregården Gammel Estrup på Djursland. De blev formentlig anskaffet hertil i 1720’erne af greve Christen Skeel (1695-1731). De ”kinesiske” tapeter består af en serie på de fem, der er udstillet i dette rum, samt yderligere tre, der er bevaret på Gammel Estrup.
 
Tapeterne er udført som malede lærredstapeter i en meget sjælden teknik. Lærredet blev dækket med kridtgrund. Mens denne endnu var våd, blev der indridset bølgeornamenter med et kamformet værktøj for at efterligne gobelinvævning eller gyldenlæder. Figurscenernes baggrund blev dækket med bladguld.
 
Tapeterne er produceret som en slags metervare, formentlig i Tyskland. De blev tilpasset det aktuelle rums størrelse ved hjælp af løse lodrette kantborter, såkaldte bordurer, der i højere eller mindre grad kunne beskære figurscenerne.
 
Tre af figurscenerne har forlæg i Martin Engelbrecht, Neue Chinesische Figuren samt dergleichen Ornamenten fra ca. 1720. Engelbrecht havde lånt motiverne fra hollænderen Peter Schenk d. Æ., som atter havde kopieret dem fra Simon de Vries arbejder fra 1682. Engelbrechts stik var kendetegnet ved deres eksotiske motiver. Tapeterne er et af mange eksempler på den europæiske forkærlighed for kineserier, der opstod allerede i 1600-tallet, og som fortsatte op igennem 1700-tallet.
 
Tapeterne er udstillet i Prinsens Palæ Interiørerne, rum 131.

Del denne side