Historisk viden

Bolig

København 1750

Med to malere på byvandring omkr. 1750

Maleri­et af Gråbrødretorv repræsenterer en serie malerier med køben­havnske moti­ver, som tilsammen tager os med på en byvandring midt i 1700-tallet. 

Der boede dengang ca. 80.000 mennesker i København, som var en befæstet by med volde omkring, så man skulle passere gennem en af de fire byporte, hvis man skulle til eller fra byen. Ved branden i 1728 var store dele af byen lagt i ruiner, og ved genopbygningen stræbte man efter at forskønne hovedstaden med gode og ensartede huse opført efter overlandbygmester J.C. Kriegers mønstertegninger. Det er netop sådanne huse, man ser på Gråbrødretorv.
Husnumre blev først indført i 1771, og der var derfor god brug for de hustavler og håndværkerskilte, man ser på flere af byg­ningerne, hvor man også lægger mærke til de høje trapper og de små bislag ved indgangsdørene.
På torvet står Ulfeldts skamstøtte, der havde givet navn til pladsen, omgivet af de handlendes boder og promenerende københavnere.
Malerierne fra København er udført af malerne Johannes Rach (1721-83) og Hans Heinrich Eegberg (1723-84) i årene 1745-50 på bestilling af kongen. De to malere leverede også en række billeder af danske og norske købstæder og andre lokaliteter uden for hovedstaden. Det er på grund af helheden, at alle disse malerier nu er ENB genstande.
 
Mange af Rach & Eegbergs malerier kan ses i Nationalmuseets udstilling ”Danmarkshistorier 1660-2000” og i palærummene 133 og 134. Ulfeldts skamstøtte står i Nationalmuseets have.

Et dukkehus

Dukkehuset ”De tre Søstre”

Blandt Nationalmuseets mange dukkehuse indtager ”De tre Søstre” en fremtrædende plads.

Dukkehuset tryllebinder store og små med sit rige miniaturebohave udformet som en tro kopi af et højborgerligt miljø omkring 1850. Dukkehuset består af 450 enkeltdele. Huset fremtræder som et stort skab med en underdel og to glasdøre, bag hvilke findes otte rum fordelt på tre etager: forstue, fadebur, køkken, stue, dagligstue, soveværelse, spisestue samt stadsstue. Huset har bevaret den oprindelige rumudsmykning med dekorerede lofter, papirtapeter, gardin- og portierestænger samt kaminer og komfurindretning.

Huset blev skænket som testamentarisk gave til Nationalmuseet i 1974 af fru Dorothea Baumann. Dukkehuset skal ifølge overleveringen have stået i ”Det gule Palæ” i  Amaliegade, hvor Christian 9. boede som kronprins med sine tre døtre Alexandra (f. 1844), Dagmar (f. 1847) og Thyra (f. 1853). At dukkehuset senere har været i kongehusets eje, beviser et inventarstempel på skabets overside – et kronet F i spejlmonogram, hvilket var Frederik 8.s personlige ejerstempel.
 
Dukkehuset kan ses ved dukkehusbyen i udstillingen ”Legetøjets verden – en verden i leg”.

Et kinesisk lysthus

Fra Kina til Brede

Det kinesiske lysthus blev foræret til Nationalmuseet i 1971. I de foregående 100 år havde det stået i en have på Tårbæk Strandvej, men dets opholdsted før da kan ikke bestemmes med sikkerhed. Lysthuset stammer fra slutningen af 1700-tallet og er udført i Danmark. Som type var det meget populært i tidens haveanlæg.
 
At lysthuset er i kinesisk stil stemmer helt overens med tidens forkærlighed for kineserier, som også fandt udbredt anvendelse i tidens romantiske haveanlæg. Et af de mest kendte eksempler er det store, kinesiske lysthus i Frederiksberg Have. Haverne blev ofte udstyret med mange slags haveinventar lige fra fiskedamme over vaser og monumenter til lysthuse.
 
Udformningen og udsmykningen af Nationalmuseets kinesiske lysthus har hentet inspiration i de bogværker, der i 1700-tallet blev udgivet om Kina. Nogle af de malede udsmykninger, bl.a. skrifttegnene over dørene, har tydeligt forlæg i  William Chambers populære og meget anvendte bog ”Designs of Chinese Buildings”, London, 1757. Indvendigt i huset er væggene beklædt med malerier, hvis motiver er hentet fra det kinesiske værk ”Kêng tschi t’u” (Billeder af agerbrug og silkefremstilling), som blev udgivet med illustrationer af den kinesiske kunstner Tsiao Ping Tschen i 1696.
 
Det kinesiske lysthus står i dag i haven bag Brede Hovedbygning. I slutningen af 1700-tallet stod der her hele to lysthuse. Det ene var i to etager, så man herfra havde god udsigt over Brede. Om et af de to huse var kinesisk, vides ikke, men på baggrund af tidens hang til kineserier, er det slet ikke utænkeligt.

Interiørtegning: "Den første Trio i Hjemmet"

Interiørtegninger fortæller kulturhistorie

”Den første Trio i Hjemmet” er titlen på en interiørtegning i Danmarks Nyere Tid. På bagsiden har tegneren skrevet: ””Den første Trio i Hjemmet”. Kultegning af V. Scheuermann 1887-1888. Fru Louise Scheuermann (med blaa Briller) ved Flygelet, Ingeborg Scheuermann med violen og Holger med sin Bas spille ”ABC” efter ”Børnenes Melodier” hvortil Fatter har skrevet Stemmerne ud paa lidt Papir. Paa Grund af Omstændighederne maa han tænkes som Tilhører i Værelset tilhøire. Fuldendt 1 Mai 1888. Situationen tænkt en Søndag Formiddag.”
 
”Fatter” var læge Peter Ludvig Valdemar Scheuermann. Han var født den 5. April 1846 i Usserød som søn af fabrikant Frederik Junius Scheuermann. Valdemar Scheuermann blev den 17. maj 1876 gift i Gentofte med Andrea Vilhelmine Louise Hansen, født den 23. april 1841. Hun var datter af regimentsdyrlæge Iver Hansen. Forbindelsen mellem de to unge er sikkert kommet i stand, mens Valdemar Scheuermann i perioden marts 1873 til august 1874 var reservelæge ved hæren i Jægersborg. Fra december 1874 blev han læge i Hørsholm.
I 1877 fik parret sønnen Holger, der som voksen blev en berømt røntgenlæge, og efter tegningen at dømme har han ret hurtigt fået lillesøsteren, Ingeborg.
 
Valdemar Scheuermann har ikke blot tegnet sin lille familie, han har også gjort omhyggeligt rede for, hvordan familien boede, og netop derved givet tegningen stor værdi for eftertiden.
Hver tid har sin smag og sin stil med hensyn til, hvordan møbler og andet indbo skal se ud. Det kan man se, ved at betragte de enkelte genstande, men vil man gerne vide, hvordan man indrettede sig i en bestemt periode, må man se på helheden.
 
På Valdemar Scheuermanns tid kunne man godt fotografere sin familie og sine stuer, men
interiørtegninger kendes helt tilbage fra 1700-årene. De er ofte, ligesom denne, udført af amatører og udmærker sig sjældent ved deres kunstneriske værdi, men netop ved at gengive små helheder er de værdifulde kilder til boligindretningens kulturhistorie. Danmarks Nyere Tid har derfor opbygget en samling af sådanne tegninger, og de er alle udpeget som ENB genstande.

Klunkehjemmet

Et autentisk hjem fra 1890

I en ejendom i Frederiksholms Kanal ligger Nationalmuseets klunkehjem, et herskabshjem indrettet i 1890. Hjemmet har tilhørt grosserer Rudolph Christensen, der i 1886 købte ejendommen og lod den ene af de store 10-værelses lejligheder indrette til sig og sin familie. Tidens bedste håndværkere og møbeletablissementer stod for arbejdet og sørgede for, at lejligheden var indflytningsklar i 1890, så grossereren, fruen, deres tre børn og tjenestefolk kunne tage deres nye hjem i brug.
 
Den herskabelige lejlighed fremstår fuldt møbleret  i tidens klunkestil, som var den fremherskende stil i 1890. Hele det autentiske interiør er usædvanlig velbevaret fra stuerne med de polstrede møbler, de draperede gardiner og portierer med de mange kvaster og klunker, den imponerende spisestue med plads til over 20 gæster til det oprindelige badeværelse og det vandskyllende toilet med ”træk og slip”, der blev installeret i 1902.
 
Efter forældrenes død overtog de to døtre, der begge forblev ugifte, lejligheden, men uden at ændre på indretningen. Derfor står hjemmet i dag så autentisk, som da det blev indrettet, og giver nutidens gæster mulighed for at opleve, hvordan borgerskabet boede for over hundrede år siden.

Reklameskilt for Arbejdernes Byggeforening

Gode og sunde boliger til alle

1865 stiftede arbejderne på Burmeister & Wain Arbejdernes Byggeforening på initiativ af lægen F.F. Ulrich, der ville skabe gode og sunde boliger til de dårligst stillede. Foreningens formål var ”at opføre små Beboelseshuse, der overgaa til Selveje, og samtidig at virke som Sparekasse”.

Medlemmerne skulle indbetale 35 øre om ugen, og når de havde opsparet 20 kr. kom de med i den årlige lodtrækning om et hus. Efter 10 års afdrag fik de skøde på huset, og efter 24 år var de husejere. Husene tiltrak de bedrestillede arbejdere samt folk fra middelklassen, der herved kunne få opfyldt drømmen om eget hus. For almindelige arbejdere var de for dyre.
 
Husene var på to etager og kvist og indrettet med to lejligheder hver på to værelser og køkken. Husejeren boede i stueetagen og kunne udleje den anden lejlighed til et andet medlem, og herved få nedsat boligudgiften. Kvistværelserne kunne ligeledes udlejes eller bruges som værelser til familiens børn. Rækkehusbebyggelserne med små haver for og bag kom til at præge bybilledet mange steder i København. Den største og mest kendte bebyggelse er Kartoffelrækkerne på Østerbro, der i dag er yderst eftertragtede boliger.
 
Skiltet er udstillet i "Danmarkshistorier 1660-2000", rum 234.

Del denne side