Historisk viden

Marmorfigurer, såkaldte idoler

Tidlige menneskefigurer

Mange antikke genstande har været udsat for interesse fra gravrøvere og forfalsknere, men få har som marmorfigurerne fra de små græske øer, Kykladerne, været i søgelyset. Det skyldes dels en forholdsvis let tilgængelighed på de græske øers ubevogtede gravpladser, men også en enkelhed i udformningen, der har tiltalt billedhuggere med profit for øje. Der kan derfor ofte stilles spørgsmålstegn ved ægtheden, men dette er ikke tilfældet for Antiksamlingens idoler.

Antiksamlingens idoler er alle erhvervet inden forfalskninger og de måske mere uskyldige efterligninger blev skudt i gang af efterspørgslen i 1920’erne. De to første idoler kom til Danmark allerede i 1838. De var en gave fra den tyske arkæolog Ludwig Ross til prins Christian Frederik, senere Christian VIII. Ludwig Ross havde gennem den danske generalkonsul i Grækenland, Christian Tuxen Falbe, hørt om prinsens interesse for den klassiske oldtid. Flere idoler blev føjet til samlingen frem til 1913-14. Blandt disse er et af Antiksamlingens pragtstykker, et hoved med velbevaret bemaling, købt i Athen i 1896.

Figurerne er fra 3. årtusinde f.Kr. De er alle af marmor. De er enkle, skematiske, næsten abstrakte gengivelser af menneskekroppen. De fleste figurer forestiller kvinder. De er fremstillet med benene samlede, fødderne let strakt, som stod de på tæer; armene er foldet under brystet og hovedet let hævet mod beskueren; næsen og brysterne er markerede, og andre detaljer gengivet i let relief. Selve udførelsen af figurerne kan variere fra de helt flade typer, til de mere fyldige med flere anatomiske detaljer. Enkelte adskiller sig fra normen, som det kan ses på det ene afbildede idol, der har rester af en mindre figur stående på hovedet. Mange har, som det kan ses på det store hoved, været bemalede. Bemalingen kunne være en enkel udførelse af hår eller streger og mønstre i ansigtet. Det kan muligvis tolkes som kropsudsmykning i form af sminke, smykker og måske tatoveringer.

Langt størstedelen af figurerne er fundet i grave, og de kan måske symbolisere overgangen fra pige til kvinde eller fra levende til død, eller de kan være tænkt som hjælpere for den afdøde i underverdenen.

Idolerne kan ses i Antiksamlingen.

Del denne side