Historisk viden

Hvem var Sankt Patrick?

Sankt Patrick er Irlands nationalhelgen, og hovedperson i en række legender. Angiveligt var det ham, der bragte kristendommen til Irland, og han kaldes derfor også "Irlands apostel", og han skal have været den første biskop i Armagh.

Patrick var født i Brittannien, men som ganske ung blev han taget taget fange af irske sørøvere, og kom til at leve i Irland som teenager og ung mand. Han slap fri og blev præst, men havde et syn, der fik ham til at vende tilbage for at missionere. Blandt de undere, som tilskrives Sankt Patrick er, at han jog alle slanger ud af Irland og at hans vandrestav slog rod, når han prædikede. Muligvis fordi han prædikede temmeligt længe.

"Gud er som et trekløver..."

Den måske mest berømte historie om Sankt Patrick er ikke et mirakel, men et eksempel på hans pædagogiske evner. Når hans skulle forklare, hvordan Gud kunne være både én og tre, brugte han en trekløver til demonstration. Kløveren er en - men har tre blade (Fader, Søn og Helligånd).

Patrick skal være død den 17. marts og ligge begravet i katedralen i Downpatrick sammen med to andre, kendte irske helgener, St. Brigid og St. Columba. Det irske nationalmuseum har flere genstande, som har været knyttet til dyrkelsen af Sankt Patrick. Han har været voldsomt populær, selvom han egentlig ikke er en formelt kanoniseret helgen.

Del denne side