Historisk viden

Pinseboder

En pinsebod var en slags "udendørs festlokale", som især blev benyttet af hyrdedrenge og deres venner. Man gravede fire grøfter i en firkant, men lod være med at grave den ene helt igennem. Festens deltagere sad på jorden, med benene nede i grøften.  Rundt om grøften lå den jord som var gravet op, og man kunne stikke grene i jorden, så der skabtes en slags vægge, der gav læ.

Pinsebod med kogehul

Der var regler for, hvem af drengene, der skulle have de forskellige pladser, og måske supplerede man boden med et hul, hvor der kunne laves mad. Det var pigerne, som stod for at pynte op og lave maden - hvis festdeltagerne ikke havde fået smørrebrød og lignende med af deres madmor.

Senere sluttede de unge og evt. de voksne sig til gildet, hvor der blev danset og leget. Nogle steder blev der også brændt pinseblus i tilknytning til festen. Pinseboder var især brugt i områder, hvor man ikke kunne hente "pinsemaj" i form af nyudsprungne grene, bl.a. i de jyske hedeegne.

Del denne side