Historisk viden

Den gode død

Ingen adelsmand kunne dø roligt, før testamente og ligprædiken var klar. Eftermælet skulle være sikret, for at døden kunne ske i ro og fred. 

Præsten hjalp med testamentet

Døden skulle helst være afslutningen på et langt glorværdigt liv, og skulle helst foregå hjemme på herregården omgivet af slægten. I dødens stund skulle der skrives testamente, gerne med hjælp fra en lokal præst man kunne stole på og som ikke udnyttede den svære stund for egen vindings skyld.

Ligprædiken skulle sikre eftermælet

Første halvdel af en ligprædiken var en levnedsbeskrivelse som den døende selv kunne bidrage til. Det var beskrivelsen af den ideelle kristelige død omgivet af slægt, venner og i bedste fald egne sognepræster. Ligprædikener blev udarbejdet med hjælp fra fremtrædende gejstlige, som fik gaver og pengebeløb for deres ulejlighed. Prædikenen skulle efterlade et indtryk af en adelsmand, som udfyldte sin sociale rolle med ære og værdighed. Til begravelsen blev prædikenen ofte ledsaget af udredninger om slægten, som beskrev dens stolte historie.

Kistebeklædning forbeholdt adelen

.Adelige og kongelige var de eneste, som måtte beklæde kisten med læder eller klæde. I kirken, hvor den adelige var begravet, blev der opsat gravminder med indskrifter - dog ikke ophøjede minder af sten. Disse var forbeholdt kongemagten.

Del denne side