Historisk viden

Gudme-fyrstens hal

I 1994 blev flere store halbygninger udgravet på den centrale del af Gudme bopladsen. Den største hal var 47 m lang og 10 m bred, og denne bygning var på alle måder usædvanlig. Taget blev båret af otte sæt kraftige stolper, væggen var bygget af brede planker, og indgangene midt for huset var så brede som porte. I midten af huset var der et stort åbent rum. Hallen blev opført i anden halvdel af 3. årh. e.Kr. og var i brug i ca. 100 år. Ved siden af hallen var der en mindre, men ligeså solidt bygget hal; ja faktisk var der tale om hele seks bygninger af forskellig størrelse og karakter, som gennem en periode på 2-300 år afløste hinanden.

Fundene fra området med de monumentale bygninger var også af en helt særlig karakter. 115 romerske sølvmønter og adskillige smykkedele af guld lå spredt i området eller blev fundet i stolpehuller og gruber med tilknytning til hallerne. Flere af smykkerne stammer oprindeligt fra Sydøsteuropa og er formentlig fremstillet i det østgotiske område i 4. årh. e.Kr. Hjemligt producerede pragtgenstande som f.eks. en lille mandsmaske af sølv og fragmenter af en sølvhalsring med påsat guldblik finder man normalt kun i de rigeste grave fra perioden. Det er dette aristokratiske miljø, vi skal forestille os i hallen ved Gudme.

Del denne side