Historisk viden

Træmanden fra Rude Eskildstrup

Den 42 cm høje træfigur fra Rude Eskildstrup i Midtsjælland blev fundet i 1880’erne stående lodret i en mose. Figuren forestiller en siddende mand med et markeret ansigt, hvor hår og skæg er angivet. Armene hviler i skødet, hvor der ligger en pudeformet genstand. Manden er muligvis iført en kjortel, og om halsen bærer han et halssmykke sammensat af flere, tætliggende profilerede ringe. Denne type af sammensatte halsringe kendes fra svenske fund; halsringene er af guld og kan dateres til 5. årh. e.Kr. Fra Hannenov på Falster stammer en lignende, leddelt halsring, som dog kun består af en enkelt ring. Træmanden fra Rude Eskildstrup er den yngste af de træfigurer, vi kender fra jernalderens moser og vådområder. Han repræsenterer måske afslutningen på en offertradition, som startede allerede i slutningen af bronzealderen.

Del denne side