Historisk viden

Vikingernes sværd

Sværdet er det drabelige omdrejningspunkt i historien om Uffe hin Spage; en af de mest berømte danske sagnhelte. Den stilfærdige kongesøn Uffe skal i tvekamp med to saksere, men de sværd han får stukket i hånden går i stykker, når han svinger dem i sin stærke arm. Hans gamle, blinde far, kong Vermund, beslutter, at lade sit gamle sværd “Skræp” opgrave fra jorden, hvor det har ligget, siden han blev for gammel til at bruge det med ære.

Uffe bliver udstyret med familieklenodiet, og med det besejrer han de to saksere. Hver gang sværdet bider i Uffes modstandere, udbryder gamle kong Vermund de udødelige ord: “Det var Skræp, der klang”.
Ovenstående historie viser os, hvor stor en betydning man tillagde sværdet som våben. Skarpe klinger kan undertiden endda få sit eget navn, som i historien om Uffe. Disse navngivne sværd går igen i flere fortællinger. F.eks. bærer Sigurd Fafnersbane et særligt sværd ved navn Gram, der er smedet af faderens itubrudte sværd.

Skal vi lære mere om disse mægtige våben, må vi vende os mod arkæologien. Her har vi et væld af klinger, der kan bringe historien videre.

Vikingernes sværd var normalt omkring 90 cm lange. Som regel var der tale om tveæggede sværd, og klingerne kunne være både hjemligt fremstillede eller importerede fra Frankerriget. Klingerne kunne være dekoreret med smedede mønstre.

Materialer og udsmykning

Sværdenes greb kunne være udformet på mange forskellige måder – og de kunne være lavet af både forskellige former for knogle og tak samt ædelmetaller som guld og sølv. Sværdet var et dyrt våben, og man gjorde derfor ofte meget ud af at dekorere fæstet. Grebknappen, der agerede modvægt til sværdklingen, så sværdet var i balance, kunne f.eks. have indlæg af ædelmetal eller være udformet med sirlige mønstre. Selve sværdklingen var ofte konstrueret med en såkaldt blodrille løbende langs midten. Dette sparede værdifuldt metal og gjorde sværdet lettere.

Sværd som gaver og offer

Vikingesværd kender vi fra forskellige begravelser, hovedsageligt fra den tidlige vikingetid. Når en afdød i vikingetiden er gravlagt med et sværd, er der oftest tale om en person med høj status. Det var nemlig ikke alle vikingetidens krigere, der havde et sværd – vikingernes sværd var prestigevåben. Sværdene var meget værdifulde og kunne nedarves i generationer. De kunne også gives som gaver til højtstående personer, som man ønskede at være på god fod med.

Vikingernes sværd kender vi dog også fra en helt anden sammenhæng: Det har været en tradition at ofre de kostbare sværd i søer og moser. Fra vikingetid og tidlig middelalder finder vi også en del sværd, spyd og lanser nær vadesteder i åer og vådområder. Man har måske lagt våbnet her som et offer, eller også er det simpelthen tabt, da man har forsøgt at komme tørskoet over.

Vikingernes kopivarer

Nogle af de mest luksuriøse sværdklinger, vikingerne kunne få fat i, var importeret fra Rhinområdet. Klingerne bar navnet ”ULFBERTH”, et kvalitetsmærke der dækkede over tidens bedste sværd, fabrikeret i stål i høj kvalitet. Selve Ulfberth var måske den mester, der stod for produktionen af disse sværd i 800-årenes Frankerrige. Sværdene blev dog produceret helt op til det 11. årh., så navnet må efterhånden være blevet en slags mærke for et specielt værksted.

Ulfberth-sværdene blev så populære, at der til sidst blev indført et eksportforbud. Det skete, fordi man ville begrænse vikingernes adgang til disse kvalitetssværd, som blev brugt flittigt, når de hærgede frankerrigets kyster. Resultatet blev dog, at naboerne uden for Frankerriget blot selv fremstillede sværdklinger og kopierede navnet ULFBERTH på dem. Både de ægte og de uægte ULFBERTH sværd findes spredt ud over store dele af Europa. Forskellen er dog, at de uægte sværd oftest er af en markant ringere kvalitet.

Del denne side