Historisk viden

Kristendommen kom til Danmark

I vikingetiden var det meste af Europa blevet kristent, men vikingerne var godt tilfredse med deres egne guder og holdt fast i dem. Derfor havde de tidlige missionærer, der kom til Danmark i 700- og 800-tallet for at udbrede kendskabet til kristendommen, svært ved at overbevise vikingerne om, at det ikke var nornernes tråd eller Odins lune, der bestemte vejen til dødsriget.

Kristendommen syntes dog at være et nødvendigt onde for handlende vikingekøbmænd i Europa, hvis de ville indgå handelsforbindelser med anderledes troende. Derfor lod de handlende vikinger i udlandet sig ofte primsigne – de afsværgede de gamle guder uden nødvendigvis at modtage dåben.

Vikingerne valgte i løbet af 900-tallet kristendommen til dels på grund af den omfattende handel med de kristne, men især på grund af et stigende politisk og religiøst pres fra det tyske rige i syd. I slutningen af vikingetiden, omkring 1050, var de fleste vikinger blevet kristne. De blev døbt, gik i kirke og blev begravet på kristen vis.

Harald Blåtands runesten markerer overgangen

Overgangen til kristendommen markeres af kong Harald Blåtands runesten i Jelling fra omkring år 965. Her står skrevet, at han gjorde danerne kristne. Men i virkeligheden skete trosskiftet ikke fra den ene dag til den anden. Der har været kristne strømninger i Danmark længe før kong Haralds tid. Syd for grænsen blev Danmarks naboer allerede kristne omkring vikingetidens begyndelse i slutningen af 700-årene.

Den første kristne mission, vi har efterretninger om, fandt sted omkring år 710, da den engelske ærkebisp Willibrord (ca. 658-739) rejste til Danmark for at missionere. Willibrord kom her i kontakt med danernes konge, Ongendus (Agantyr). Willibrord fik sandsynligvis en hård medfart, for han omtaler kongen som mere grusom end noget dyr og hårdere end sten. Det var nok grunden til, at Willibrord hurtigt rejste hjem igen. Med sig tog han dog 30 drenge, der skulle oplæres i den kristne lære. Willibrord missionerede siden blandt friserne og blev kendt som ’frisernes apostel’.

Allerede i 800-årene var dele af befolkningen kristnet. Da kong Harald proklamerede kristendommens indførelse i anden halvdel af 900-årene, havde asatro og kristendom længe levet side om side. Herom vidner forskellige genstande fra vikingetiden, som for eksempel en støbeform af fedtsten, fundet ved Trend i Himmerland. Støbeformen kunne bruges til fremstilling af både kors og torshammer: håndværkeren leverede hængesmykker til kunder fra begge trosretninger.

Vikingerne lærte også om kristendommen på deres rejser rundt om i verden eller hos de munke, der rejste til Norden for at missionere. I udlandet kunne vikingerne se de kristne landes styrke. Her så de blandt andet imponerende katedraler og klostre bygget af sten fyldt med store rigdomme – sommetider røvede de dem også.

Dåb og primsigning

Mange vikingehandelsmænd lod sig primsigne eller døbe i udlandet. For at opnå de nødvendige privilegier på handelspladser i kristne byer var det ofte et krav, at man enten var kristen eller i det mindste velsignet.

I de skriftlige kilder kan vi læse, at der fulgte gaver med dåben – et fint sæt hvidt tøj. Det lokkede sikkert mange vikinger til at lade sig døbe. Notker, en munk fra 800-tallet, var til stede ved en dåbsceremoni ved det frankiske hof. Han fortæller om en viking, der udnyttede dåben særlig kreativt. Der skulle døbes mange mennesker den dag, og da det var blevet vedkommendes tur, var der ikke mere hvidt tøj. Derfor blev han præsenteret for nogle mere grove og tarvelige klæder. Da det skete, skulle han have sagt: Tyve gange har man badet mig og skænket mig de bedste hvideste klæder, men en sådan sæk klæder ikke en kriger, de passer snarere til en svinehyrde. Og hvis det ikke var fordi, at jeg skammede mig over min nøgenhed, ville jeg give dig både klæderne og din Kristus tilbage…

Meget tyder altså på, at vikingerne ikke blev kristne med ét, bare fordi de blev døbt i udlandet. I Ansgars levned fra 800-tallet kan vi læse, at selve dåben var noget, vikingerne gerne ville vente med. Vikingerne mente, at det var bedst at blive døbt, når de var blevet gamle og stod ved livets ende.  

Ifølge de skriftlige kilder tyder meget på, at dåben af vikingerne var missionærernes førsteprioritet. Dåben var en alvorlig affære i kristendommen. Ifølge kirken afskar døbte sig fra at deltage i den hedenske kult. Fordi dåben var så stort et skridt, opfandt kirken ”et lille skridt”, så det var muligt at stå med et ben i hver lejr: Primsigning. Her modtog de ikke-kristne korsets tegn som en uforpligtende forløber for dåben.

Kristningsprocessen

I Danmark skete overgangen til kristendommen gradvist og uden de store sværdslag. Vikingerne opfattede den nye tro som et supplement til de nordiske guder – ikke som et enten eller. Vikingernes tro på flere guder gjorde det muligt for den nye kristne Gud, Hvidekrist, at blive opfattet på linje med guder som Thor og Odin.

Således kunne begge trosretninger eksistere ved siden af hinanden. Den ene trosretning udelukkede ikke den anden. Det viser en støbeform, hvor smeden både kunne lave Thorshamre og kristne kors. Det var en tid med store forandringer, og måske søgte vikingerne tryghed i begge trosretninger – bare for at være på den sikre side?

Kristendommen vandt langsomt indpas, uden at den gamle tro helt blev opgivet. Den blev derimod omfortolket og inddraget i den nye kristne tro. Den gamle tro levede også videre i folketroen. Her finder vi beskrivelser af store, dumme trolde, og vi hører om nisserne, små skæggede mænd, der ofte er i dårligt humør. Mon ikke det er troen på jætterne og dværgene, der har overlevet her?

Vikingerne kunne tro på flere guder på samme tid

Kendetegnende for den nordiske mytologi er, at verden og naturen er fyldt med magter lige så virkelige som mennesket selv, og at forholdet mellem mennesket og magterne er præget af gensidig afhængighed. Ifølge den tankegang var det sandsynligt, at andre kulturer kunne have lige så kraftfulde guder som vikingernes egne.

Det er selvfølgelig svært at vide, hvad den enkelte viking tænkte under kristningen.
Vikingerne kan have følt, at de helgarderede sig ved at tro på både de gamle guder og Kristus. Ved at tro på så mange guder som muligt var sandsynligheden større for, at én af dem var venlig stemt, når der var brug for det. For eksempel beretter den islandske Landnambók om Helge den Magre, som fortalte, at vel troede han da på Kristus, men var han til søs eller i en særlig vanskelig situation, valgte han at bede til Thor.

Flere arkæologiske fund viser en fredelig overgang til den nye tro. Fra Trend i Jylland kendes en støbeform, som har plads til to kors og en thorshammer. Smeden har altså kunne fremstille netop de amuletter, som kunderne ønskede. På en middelalderlig døbefont fra Gettrup i Thy ses også både kors og thorshamre. Ligeledes findes der også flere thorshamre med korsornamentik. Meget tyder på, at vikingernes tro på de nordiske guder blev omfortolket og inddraget i kristendommen.

Kristningsprocessen har dog næppe været helt fri for konflikter. De opstod for eksempel, da missionærerne krævede, at den nye tro skulle være den eneste tro. De gamle guder skulle helt afskaffes! Det skete blandt andet ved ødelæggelsen af kultbygninger og gudebilleder. Selvom missionærerne gjorde deres for at indføre kristendommen, kan man langt op i 1200-tallet stadig se spor efter de nordiske guder.

Trosretninger på tværs

Vikingerne skulle forholde sig til traditioner, der var på vej ud, og til de nye traditioner, der var på vej ind. Med kristendommen kom mange nye leveregler til: dåb, kirkegang, strengere bestemmelser for indgåelse af ægteskab samt begravelse på indviede kirkegårde uden gravgaver. Men vigtigst af alt troen på kun én Gud.
 
Med kristendommen kom også en masse forbud. For eksempel mod at sætte børn ud og mod at spise hestekød. Hesten havde stor betydning i den gamle tro på grund af Odins hest Slejpner.

Modsætningerne blev næppe overvundet fra den ene dag til den anden. Derfor fortsatte mange vikinger sikkert med at dyrke de nordiske guder i smug eller i let kristen forklædning efter den officielle kristning af Danmark.

Begraves på den sikre side

I en kammergrav på gravpladsen Thumby-Bienebek i Slesvig-Holsten ses et eksempel på en familie, der har villet være på den sikre side. Den gravlagte kvinde bar et sølvkors om halsen. Derfor har hun sandsynligvis været kristen. På kistens yderside var der påsømmet flere thorshamre af jern. Det har næppe været den gravlagtes egen hensigt, men hendes familie har måske villet være helt sikre på, at alt gik på bedste måde i det hinsides.

Del denne side