Historisk viden

Jellingstenen

Omkring år 965 rejste kong Harald Blåtand den store runesten i Jelling. Stenen blev sat til minde om kong Haralds forældre, Gorm og Thyra. Stenens indskrift beretter samtidig om Haralds fortjenester. Han samlede Danmark og gjorde danerne kristne. På den ene side ses Kristus og på den anden et dyr omslynget af en slange. Kristusbilledet er Nordens ældste.

 

 "Harald konge lod gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder - den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne"

 

Den store runesten i Jelling kaldes ofte for ”Danmarks dåbsattest”, dels fordi navnet Danmark nævnes i indskriften, dels fordi stenen er et meget håndgribeligt bevis på trosskiftet. Der er dog i de senere år fundet mange metalsager med detektor, der har et kristent indhold. Vi må derfor regne med, at Danmark forud for den ”officielle” kristendoms indførsel, har været præget af kristne strømninger, og at nogle af landets indbyggere måske allerede har været kristne, da Harald Blåtand satte runestenen i Jelling. Vi ved for eksempel, at den danske Harald Klak blev døbt i Mainz i 826 sammen med mere end 400 personer fra sit følge. Dåben blev overværet af den frankiske kejser Ludvig den Fromme.

Del denne side