Historisk viden

Kvinder i vikingetiden

Hovedparten af vikingetidens kvinder var husmødre, som styrede husførelsen på gården med hård hånd. Noget tyder på, at der også fandtes forretningskvinder. De arbejdede i byerne med tekstilproduktion.

Dengang som i dag gik kvinderne efter et godt parti. Sagaerne er fulde af kvinder, der konkurrerer om, hvem der har den bedste mand. Kærligheden varede dog ikke altid ved. Men så var det godt, at Norden var et foregangsland, når det gjaldt ligestilling. Vikingekvinden havde både ret til at vælge sin ægtemand og til at vælge ham fra igen, hvis hun ønskede. Dele af ligestillingen haltede dog noget. Det var for eksempel kun forundt mændene at optræde på tinge (i retten) i vikingetiden.

Husmødre

Kvindernes verden var centreret omkring hjemmet og gården. Når manden blev kaldt på togt, overgik ansvaret for gården til kvinden. Fra det øjeblik, skibet gled ud af fjorden, var det hendes ansvar at sikre høsten og dermed overlevelsen.

Kvindens arbejdsopgaver har efter alt at dømme været husførelse og madlavning. En stor del af tiden blev også brugt på at bearbejde uld, spinde garn, sy og væve til eget forbrug. Graviditet og amning har også fyldt den enkelte kvindes liv. I praksis har det nok været kvinderne, der tog sig af at passe børn og ældre. 

Alle medlemmer af husholdningen uanset køn og alder deltog sandsynligvis i de daglige gøremål.

Forretningskvinder

I byerne kunne kvinder arbejde som håndværkere. Arkæologiske fund viser, at produktion af tekstiler var forbeholdt kvinder, mens metal- og tømmerarbejde var opgaver for mænd.

Komplicerede produktionsteknikker tyder på, at visse kvinder måske var specialiserede tekstilarbejdere. Og måske tog de også del i selve handlen på vegne af familien.

Social ligestilling

Skriftlige kilder præsenterer vikingetidens kvinder som selvstændige og med rettigheder. I forhold til andre kvinder i samtiden nød vikingekvinderne mere frihed – til en vis grad. For selvom kvinderne havde en forholdsvis stærk position, var de dog ringere stillet end mænd officielt. De kunne ikke optræde på tinge (i retten), og de fik heller ikke nogen andel af mandens arv. Det var manden, som havde den politiske magt.

Giftermål og ægteskab

Det skelsættende tidspunkt i en vikingekvindes liv var, når hun blev gift. Indtil da boede hun hjemme hos sine forældre. I sagaerne kan man læse, at en kvinde ”bliver gift”, mens en mand ”gifter sig”. Men når de er vel gift, så "ejer" såvel mand som kone hinanden.

Der synes at være en skjult morale i sagaerne i forbindelse med en kvindes valg af ægtemand. Familien har sandsynligvis haft et ønske om medbestemmelse. Blev der bejlet til en kvinde, behøvede faderen ikke at spørge hende til råds. I de tilfælde, hvor pigen alligevel modsatte sig familiens ønske, beskriver sagaerne, hvordan det ofte endte galt.

Kvindens anseelse og plads i samfundet var forbundet med hendes mand. Sagaerne er fulde af kvinder, der konkurrerer om, hvem der har den bedste mand. Derfor har de unge pige helt sikkert vidst, hvad de gik efter.

Skilsmisse

Hvis et ægteskab ikke fungerede, kunne både hustruen og husbonden lade sig skille. Da den spansk-arabiske rejsende al-Tartushi besøgte Hedeby i 900-tallet, blev han forundret over at høre, at kvinder havde ret til skilsmisse, hvis de selv ønskede det.

Sagaerne er fulde af fraskilte kvinder og enker, der gifter sig på ny. De islandske sagaer beskriver en lang række skilsmisseregler, der vidner om et ganske avanceret lovsystem.

Kvinden kunne for eksempel kræve skilsmisse, hvis manden slog sig ned i et nyt land under sine togter, blot manden forsømte at gå i seng med hende i tre år. Det var for at sikre hustruen mod et liv i ensomhed. Den mest almindelige skilsmissegrund var dog pludselig fattigdom i mandens familie eller voldelige ægtemænd. Slog en mand sin kvinde tre gange, kunne hun kræve skilsmisse.  

Kvindelig utroskab blev hårdt straffet, men mænd kunne bringe adskillige friller ind i hjemmet. Den officielle hustru bevarede dog autoriteten over de nye kvinder i husholdet.

Vi kender ikke hyppigheden af skilsmisser i vikingetiden, men retten til skilsmisse og arveret viser, at kvinder havde en selvstændig juridisk status. Som regel fulgte babyer og småbørn deres moder, mens ældre børn blev delt mellem forældrenes familier afhængig af velstand og status.

Magtfulde kvinder: dronninger og vølver

De islandske sagaer giver eksempler på, at en stærk kvinde kunne overskygge sin mand. Det var en farlig balance. Sommetider kunne hendes handlekraft være manden til ære. Andre gange mistede manden sin anseelse på grund af en styrende kone. Kvindens ry led derimod ikke skade.

Kvinderne kunne opnå stor anseelse og rigdom. Det kan vi se på den mest storslåede begravelse af dem alle: Oseberggraven i Norge (se faktaboks). Her blev en ca. 25-årig kvinde begravet med en overvældende mængde udstyr.

I den førkristne kult har kvinder også spillet en vigtig rolle. Vølver har været højt agtede personer. De har både spået om fremtiden på de enkelte gårde og været brugt af hærførerne før store slag.

Kvindegraven i Oseberg

Vikingetidens rigeste grav er fundet i Oseberg i Norge. Her blev en fornem kvinde, måske en dronning, begravet i et stort skib.

Blandt gravgaverne var der mange fine ting udskåret i træ. Der var kister, spande, senge, en stol, en vogn og slæder. Hun havde også fået sengetøj med, der var fyldt med de fineste fjer og dun. Olielamper til at tænde lys i fik hun også samt et vægtæppe med mange flotte mønstre og figurer.
Kvinden havde også fået masser af almindelige husholdningsredskaber med sig i graven. Blandt andet gryder, stegepander, spande og knive.

Disse husholdningsting fortæller om kvindens rolle i samfundet. For selvom kvinderne i vikingetiden også kunne have magt ligesom mændene, var der nogle helt særlige ting, som de bestemte over: hjemmet og husholdningen.

Husfruer som nøglebærere?

Litteraturen fortæller os, at alle rige gifte vikingekvinder bar nøgler som en del af deres personlige udstyr. Nøglen symboliserede hendes status som husfrue. Eller gjorde den nu også det?

Denne opfattelse skyldes blandt andet, at der er fundet nøgler i rige vikingekvindegrave, samt at middelalderlige husfruer ifølge lovtekster havde råderet over husets nøgler. Problemet er dog, at arkæologer finder flere og flere nøgler, men ikke nødvendigvis i grave. Det viser, at udbredelsen og brugen af nøgler var relativt omfattende.

En nærmere undersøgelse af alle kvindegrave fra vikingetiden viser, at nøgler som gravgave snarere er en sjældenhed end en almindelighed. Der er kun fundet nøgler i ca. 5 % af alle kvindegrave.
Nærstuderes gravene, ses det, at nøgler kan forekomme i alle typer af grave, bortset fra de absolut rigeste! Samtidig er der flere eksempler på, at nøglen ikke er funktionsdygtig.

Hvis nøglen ikke skal tolkes som udtryk for husfruestatus, hvad betyder den så? Nøgler kan åbne og lukke. I overført betydning kan nøglen give adgang fra en fase til en anden, for eksempel fra barn til voksen. Skal nøglekvinder ses som kvinder med en særlig evne, der kan åbnes og lukkes for, for eksempel evnen til at se ind i fremtiden? Derfor skal vi måske se nøglekvinder som kloge koner i stedet for husfruer.

Del denne side