Historisk viden

Hvordan boede vikingerne?

Vikingernes huse kendes fra stort set alle egne af Danmark. Kun få af vikingerne boede i byerne. De fleste var bønder og boede i mindre landsbyer, der bestod af 6-7 gårde. For dem var gården, husdyr og landbrug det daglige omdrejningspunkt. Dengang som i dag startede dagen i byen som på landet, når hanen galede ved daggry.

Gården

De fleste vikinger boede på en gård ofte afgrænset af et hegn. Gården var bygget op omkring et beboelseshus – langhuset, som udgjorde hovedhuset. Gården kunne udover beboelseshus også bestå af en række andre bygninger og aktivitetsområder, blandt andet udhuse, lader, stalde og værksteder.

I landsbyerne fordelte gårdene sig normalt omkring en åben plads eller en gennemgående gade.

Langhuset på gården

Vikingernes huse blev bygget af træ. Langhuset havde buede vægge, der gav dem en grundplan som et skib. Væggene kunne være lerklinede eller bestå af træplanker sat lodret i jorden, der sammen med to rækker af indvendige stolper bar taget. Udvendigt kunne huset være støttet af skrå stolper. Tagene var skrå og varierede fra stråtage til tage lavet af træ, undertiden af træspån.

I midten af huset var et aflangt ildsted – langilden. Her blev maden lavet. Langs væggene var der brikse, som vikingerne kunne sidde eller sove på. I den ene ende af huset stod dyrene opstaldet, hvis gården ikke havde separate stalde.



Vikingerne reparerede konstant deres huse. Den store fjende var fugt, der medførte råd. Vikingerne kendte dog til træbeskyttelse i form af svidning af stolperne.

Storrygere?

Vikingehuse havde ikke skorstene og vinduer. I stedet var der et hul i taget – lyrehullet, hvor røgen fra bålet slap ud. Den manglende mulighed for udluftning gjorde, at der var meget røg i et vikingehus. Som i afrikanske og indiske huse med åbne ildsteder. Her rammes især kvinder og små børn af lungesygdomme i hjemmet, og røgniveauet sådanne steder ligger også langt over WHO’s anbefalinger.

Gæstebud

I vikingetiden har gæstfrihed og gæstebud spillet en stor rolle. Gæstfrihed over for fremmede, der under rejser kunne søge ind på nærmeste gård og håbe på kost og logi. Derudover som gæstebud, hvor venner og naboer blev inviteret til fester i forbindelse med årets højtider, bryllupper og begravelser.

At gæstebud spillede en vigtig rolle i vikingesamfundene beskrives i sagalitteraturen og Eddadigtene. Her angives mange råd og regler for, hvordan man bør opføre sig som gæst - og ikke mindst, hvordan man skal opføre sig over for sine gæster.

En kendt modtagelsesscene er afbildet på en gotlandsk billedsten. Motivet viser en dør. Foran denne står en kvinde med et drikkehorn i hånden klar til at modtage gæsterne. Scenen tolkes oftest som de døde krigeres ankomst til Valhal, og her er kvinden en valkyrie, der tager imod. Samtidig kan scenen dog også vise, hvordan modtagelsen ved et almindeligt gæstebud er foregået.

Begravet tæt på bopladsen

Vikingerne begravede deres døde i kort afstand fra bopladsen, typisk 300-600 m. Mange gårde og gravpladser er adskilt af et vandløb. Det kendes blandt andet fra store betydningsfulde pladser som Gammel Lejre og Tissø på Sjælland og Mammen ved Viborg i Jylland.

Forklaringen skal måske findes i den nordiske mytologi, hvor vandløbet Gjall adskilte de levendes land fra de dødes – en parallel til den græske oldtids flod Styx, hvor færgemanden Charon mod betaling sørgede for sikker transport til dødsriget Hades.

Måske skal placeringen ses som et konkret udslag af vikingetidens tro? Tolkningen passer dog ikke på alle gravpladser. Der er en betydelig del af gravpladserne, der er placeret mere end 1 km fra et vandløb. Så her skal andre forklaringer til.

Del denne side