Historisk viden

Vævning

Væveteknologi er et meget bredt begreb, der dækker mange aspekter af håndværket, både det færdige produkt, redskaber, arbejdsmetoder og organisering af arbejdet. I Danmark stammer de tidligste vævede tekstiler fra ældre bronzealder, men vævevægte fra yngre stenalder vidner om, at teknikken var kendt herhjemme allerede omkring 2000 f.Kr. Vævning udføres oftest på en væv, men tekstiler kan også fremstilles på andre måder, f.eks. ved brikvævning og sprang. De tidligste stenaldertekstiler er lavet i nålebinding, som er en netværksteknik.

Den spundne tråd kan væves til et tekstil ved at sammenflette to trådsystemer i rette vinkler. Det statiske system kaldes trenden, og det bevægelige islættet. Den simpleste form for vævning, lærredsbinding, fremkommer ved, at islættet skiftevis føres over og under en trendtråd. Når trådtætheden i trend og islæt er ens, kalder man vævningen en balanceret lærredsvævning. Er trådtætheden højere i det ene frem for det andet system, fremkommer en repsvævning. I de mere komplicerede kipervævninger føres islættet over og under flere trendtråde ad gangen i et forskudt mønster, hvorved der fremkommer karakteristiske diagonallinier på tekstilets overflade. Hvis vævningens islættråde går under to og over to, beskrives kipervævningen som en 2/2 kiper. Der findes mange variationer af den diagonale kipervævning, fra den mere enkle spidskiper og brudt kiper til de mere komplicerede gåseøje og krystalkiper. Alt efter trådtykkelsen og trådtætheden i de to systemer bliver vævningen tæt eller åben. Trådtallet, dvs. antallet af tråde pr cm i hvert system, angiver både tekstilets tæthed og finhed.

I dag anvendes lærredsvævningen hovedsagelig til tekstiler i plantefibre, men i bronzealderen blev uldvævningerne oftest fremstillet i denne binding. Derimod er kipervævningen, som er en udpræget jernalderteknologi, særdeles velegnet til stoffer i uld. Kipervævning var meget populær i den tidlige del af jernalderen. De ældste kipertekstiler fra Danmark er fundet i grave allerede fra yngre bronzealder, og de ligner samtidige fund af kiperstoffer fra Central- og Sydeuropa. Disse tidlige kiperstoffer viser, at tekstilteknologi hurtigt udvikledes og spredtes over store områder. I vikingetid anvendtes både kipervævninger og lærredsvævninger til forskellige dele af dragten.

Del denne side