Historisk viden

Rituelle fester og drikkelag

Bronzealderens eksklusive guldskåle har formentlig været brugt til rituelle fester eller fornemme gæstebud. Hvad man har drukket af skålene er uklart. Man kan forestille sig, at de har været brugt til alkoholiske drikke. En alkoholisk drik er kendt fra Egtvedpigens grav, der dog er af lidt ældre dato. I hendes grav stod en barkspand med rester af en gæret drik brygget af hvede, tytte- eller tranebær samt honning. Måske var det en lignende drik, man havde indtaget af de kostbare skåle. En speciel drik eller lejlighed må der have været tale om, eftersom den skulle indtages af guldbægre.

Alkoholiske drikke kunne medføre en rus eller trance, der kunne være en vigtig del af ritualerne i bronzealderens religion. Gennem rusen kunne mennesket overskride grænsen mellem hverdagen og den overnaturlige verden. Alkohol er dog ikke den eneste måde, bronzealderens mennesker kunne opnå en trancelignende tilstand. Dans, musik samt mangel på mad, drikke og søvn kan også medføre sådan en tilstand – måske har disse midler også været anvendt i bronzealderens rituelle ceremonier.

Del denne side