Historisk viden

Et romersk fabeldyr af forgyldt bronze

En grif er et fabeldyr, en blanding af en ørn og en løve. I den romerske verden symboliserede griffen militær magt og beskyttelse, så griffen findes ofte på militært udstyr, men også som udsmykning på pragtvogne.

Griffen fra Vimose blev fundet i 1849 af tørvearbejdere, som fortalte, at den sad på en stang med et rødt og blåt flag.

Desværre opløstes flaget i mosevandet, da tørvegraverne rørte ved det. Selve griffen stammer muligvis fra en romersk gladiatorhjelm.

En hjelm fra det 1. årh. e.Kr. fra Pompeji i Italien bærer også en grif. De fleste hjelme fra det 2. årh. er dog især udsmykket med ørne. Måske blev den romerske grif genanvendt og påsat en germansk fane i stil med de romerske hærstandarter, der var dekoreret med en gylden ørn?

Grif fra Vimose

Del denne side