Historisk viden

Sølvbægrene fra Hoby

Drikkesættet fra Hobygraven er mest kendt for de to unikke sølvbægere. De er eksempler på den græskinspirerede romerske sølvsmedekunst fra begyndelsen af vor tidsregning. Hvert bæger vejer omkring et kilo, og på ydersiden ses billeder fra Homers digterværk Iliaden.

Begge bægrene er signeret af håndværkeren Cheirisophos, der har fremstillet dem. Yderligere ses også navnet ”Silius” indridset. Det kan være navnet på den romer, der har ejet bægerne, før de havnede i Hoby-graven. Fra skriftlige kilder ved vi, at der i årene 14-21 e.Kr. var en romersk kommandant ved Rhin-hæren ved navn Silius udstationeret i Mainz. Måske er det ham, der har givet det værdifulde drikkeservice til manden i Hoby?

Del denne side