Historisk viden

Fagbevægelsen

Internationalen

Den industrielle kapitalisme skabte ikke alene ny rigdom, men også nye klasseskel. I 1860’erne forsøgte den liberale politiker C.V. Rimestad at samle den københavnske arbejderklasse i en selvhjælpsforening. Det blev dog de socialistiske fagforeninger, som på langt sigt fik størst succes. Det første skridt blev taget med Den Internationale Arbejderforening for Danmark, stiftet i 1871 af Louis Pio (1841-94). Navnet skyldtes, at man betragtede sig som en del af den internationale arbejderorganisation, som var grundlagt af bl.a. den tyske filosof og samfundskritiker Karl Marx.

Slaget på Fælleden 1872

Stiftelsen faldt sammen med en strejke blandt skibsværftsarbejdere, og i løbet af et år fik Internationalen 8.000 medlemmer i København. Myndighederne med Københavns politidirektør V.C. Crone i spidsen slog hårdt ned på den nye forening. Et folkemøde, som var indkaldt til at finde sted på Fælleden 5. maj 1872, blev forbudt. Alligevel mødte flere tusinde frem, og det kom til et stort slagsmål mellem demonstranter, politi og soldater til hest.

Slaget på Fælleden blev anledning til at forbyde Internationalen og idømme de tre ledere Pio, Brix og Geleff fra tre til fem års fængsel.

Igennem 1880’erne og 1890’erne blev fagbevægelsen rekonstrueret, og den voksede sig stadig større. I 1898 dannedes en landsorganisation - De Samvirkende Fagforbund. Hver femte arbejder var nu medlem af en fagforening.

Stor-lockout 1899

Arbejdsgiverne fandt tiden inde til modangreb. Som svar på en mindre strejke erklærede Dansk Arbejdsgiverforening stor-lockout i maj 1899. 40.000 arbejdere blev sat på porten i den hidtil største arbejdskamp. Kampen blev hård. Mange sultede, og børnedødeligheden i København var bemærkelsesværdig stor det år. Men arbejderne fik støtte dels fra den internationale arbejderbevægelse, dels fra bønderne, der så storkonflikten som en del af kampen mod Højre.

I september endte konflikten med forlig. I forliget anerkendte arbejdsgiverne arbejdernes ret til at organisere sig og forhandle kollektivt. Til gengæld anerkendte fagbevægelsen arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Forliget udstak rammerne for en omfattende regulering af arbejdsmarkedet i de følgende årtier.

Del denne side