Historisk viden

Nationalstaten: Den frie forfatning - Grundloven

I begyndelsen af 1800-tallet voksede kravet om politiske reformer rundt om i Europa. Med inspiration fra bl.a. Eidsvollforfatningen i Norge 1814 og julirevolutionen i Paris 1830 opstod der i Danmark en nationalliberal bevægelse med rod i det københavnske borgerskab. De nationalliberale stillede krav om folkestyre, garanteret i en fri forfatning. Bondestanden organiserede sig løst i Bondevennerne, som støttede de liberale krav bl.a. gennem ugebladet Almuevennen.

Frederik 6. valgte at komme kravene delvist i møde. Ved love af 28. maj 1831 og 15. maj 1834 indførtes fire stænderforsamlinger for henholdsvis Holsten, Slesvig, Jylland og Øerne. Forsamlingerne bestod af repræsentanter for tre ud af de fire stænder: godsejere, borgere, der var grundejere, og bønder med ejendom over en vis størrelse. Kun 3% af befolkningen havde dermed stemmeret til forsamlingerne, og endnu færre var valgbare. Repræsentanterne kunne drøfte og foreslå love, men stænderforsamlingerne var kun rådgivende.

I 1848 fejede en ny bølge af revolutioner hen over Europa med udgangspunkt i Paris. Sociale og demokratiske reformer blev et folkeligt krav. Mange steder blev kravet om demokrati vævet sammen med nationale spørgsmål.

20. januar 1848 døde Christian 8. De nationalliberale forstærkede presset mod enevælden for at få en fri forfatning. På et stort folkemøde i København 20. marts fik den nationalliberale leder Orla Lehmann tilslutning til en række krav til den nye konge, Frederik 7. Et af kravene var en ny regering med deltagelse af de nationalliberale. Dagen efter accepterede kongen kravet. Året efter, den 5. juni 1849 fik Danmark sin første frie forfatning: Grundloven. Hermed var enevælden reelt afskaffet.

Mere om nationalstaten?

Besøg udstillingen Danmarkshistorier på Nationalmuseet i København.

Del denne side