Historisk viden

Lavsvæsenet

Håndværkerlavene var en slags broderskaber, der byggede på gensidighed og fagligt sammenhold. De ældste lav gik tilbage til middelalderen, men mange nye var kommet til siden hen, og under enevælden var de fleste fag organiseret i lav. Mesterlavene dannede monopol, dvs. de bestemte antallet af mestre inden for faget og regulerede priserne. Hvis en by kun havde få mestre, kunne de danne fælles lav. Lavene fungerede endvidere som syge- og begravelseskasser og selskabelige foreninger. De tog sig af lavets fattige, syge og gamle og samlede penge ind til dem på møderne. Både mestre og svende dannede lav, der var opbygget på samme måde. Oldermanden var formand for mesterlavet, oldgesellen for svendelavet. Møder og fester blev afholdt i oldermandens hus eller i et egentligt lavshus.

Lavsbrødrene mødtes fire gange årligt for at ordne lavets anliggender. Lavsskrinet, laden, med lavets dokumenter og værdipapirer var centrum ved møderne. Laden behandledes med stor ærbødighed. Mødet blev ledet af oldermanden, hvis værdighedstegn var lydhammeren, som han slog i bordet med for at få ro i forsamlingen. Skafferen, hvis værdighedstegn var skafferstokken, sørgede for indkaldelse og orden. På møderne betalte man også kvartalspenge eller kontingent.

Lavene sørgede for medlemmerne til det sidste. Når en lavsbroder døde, tog lavet sig af begravelsen. Kisten blev pyntet med lavets ligtæppe, hvorpå blev lagt såkaldte cartoucher, som regel af fløjl med sølvbroderi og fagets symboler. Marskalstave blev pyntet med sørgeflor, og den døde blev fulgt af sine sørgeklædte lavsfæller til sit sidste hvilested.

Del denne side