Historisk viden

De første fabrikker

I 1600- og 1700-tallet satsede staten på stordrift, selvforsyning og dermed billige varer. Som led i tidens merkantilistiske politik søgte man at undgå import ved at fremme landets selvforsyning med fx krudt, mineraler, jernvarer, kobber- og messingvarer, fajancer, porcelæn, papir og tekstiler. Kongen gav tilladelse til oprettelse af fabrikker i by og på land og finansierede dem ved lån eller gaver. Handel og industri blev beskyttet med privilegier og told for at modstå konkurrence fra udlandet.

Produktionen var organiseret i såkaldte manufakturer. Her blev håndværksmæssig vareproduktion i større skala samlet under samme tag. Flere håndværkere arbejdede side om side, og fremstillingen foregik uden brug af maskiner. Mestre og svende var ofte udenlandske specialister med særlige kundskaber.

I hele Europa spillede råstoffernes forekomst samt adgang til vand- og vindkraft en rolle for placeringen af de tidlige industrianlæg. Også i Danmark etableredes fabrikssamfund på landet, hvor arbejderne boede tæt ved arbejdspladsen, fx fabriksmøllerne i Mølleådalen, den militære klædefabrik i Usserød og Frederiksværk krudtværk og kanonstøberi i Nordsjælland, Holmegaards glasværk i Sydsjælland og industrierne i Grejsdalen i Østjylland. I andre egne, hvor arbejdskraften var til stede, og landbruget ikke gav det store afkast, fandtes enkle former for massefremstilling. Fx var strikning af strømper og fremstilling af jydepotter udbredt i de jyske hedeegne. Mange af produkterne blev via opkøbere afsat over hele landet.

Del denne side