Historisk viden

Fattige under enevælden

I 1801 boede der ca. 100.000 mennesker i København, hvoraf omkring halvdelen levede på et eksistensminimum i elendige boliger. Denne underklasse omfattede bl.a. svende, daglejere, soldater og søfolk, endvidere enker og andre enlige kvinder, der ernærede sig ved småhandel, vask og tøjreparation. Hertil kom gamle, syge og fattige, der levede af almisser eller var anbragt i arbejdshuse og på hospitaler. I 1799 fik København en fattigplan efter næsten moderne principper. Fattige skulle hjælpes med kontant- eller naturaliehjælp og kun i særlige tilfælde anbringes på anstalt. Målet var dog svært at indfri i de efterfølgende økonomisk trange tider.

Adelgade 91A var et baghus på fire etager samt beboet loft, opført i 1773. På hver etage lå fire lejligheder, der hver bestod af et værelse og et lille køkken med åben skorsten.

Ifølge folketællingen 1801 var der i Adelgade 91 og 91A 22 husstande i forhus og baghus med i alt 76 beboere. I 1834 var antallet steget til 85, hvoraf de 62 boede i baghuset. Beboerne var enker, arbejdsmænd, håndværkere og folk i kongelig tjeneste - antagelig gårdskarle og underordnet køkkenpersonale. I hver lejlighed boede der to til fire personer, hvoraf flere tilmed kunne være logerende. Vand skulle hentes i gården og bæres op ad den smalle trappe. I gården var også husets retirade, et lokum med tre sæder, der var fælles for alle beboerne. Det kan næppe undre, at mange på grund af de dårlige hygiejniske forhold døde af mave- og tarminfektioner. Andre hyppige dødsårsager var lungebetændelse og tuberkulose.

Del denne side