Historisk viden

Adelen under enevælden

I slutningen af 1700-tallet ejede godsejerne 75-80 % af Danmarks landbrugsjord - godt 700 privilegerede hovedgårde med tilhørende fæstegårde og husmandshuse. Da mange godsejere havde flere godser, var jorden i praksis ejet af kun nogle få hundrede familier. Godsejeren ejede ofte også sognets kirke og bestemte, hvem der skulle være præst. Under enevælden blev en række administrative beføjelser lagt ud til godsejerne, som derved virkede som kongens repræsentant over for den lokale befolkning.

Den adelige mands og kvindes pligter og arbejdsområder var meget forskellige. Ægteparret skulle supplere hinanden, og parterne tog sig af det, man mente, at de fra naturens hånd bedst evnede. Kvinden var den omsorgsfulde og samlende kraft i familien. Hun holdt hus, stod for opdragelsen af børnene, gik på visitter, læste og holdt kontakten til slægten. En adelskvindes domæne var hjemmet, mens hendes mand var ansigtet udadtil.

Den lille herregård Lille Hesbjerg lå på Fyn vest for Odense var ejet af Birgitte Eleonore Rantzau fra 1793 til 1809. Meget atypisk for en kvinde drev hun herregården alene, med alt hvad det indebar af drift, regnskaber og folkehold. Ifølge folketællingen fra 1801 bestod husholdet af i alt 15 personer: Birgitte Eleonore Rantzau og hendes søn, en selskabsjomfru på 16 år, en hovmester, en tjener, en kusk, tre karle, en røgter på 61 år, en dreng, en tjenestepige, en kokkepige, en pige og en indsidder.  

Del denne side