Historisk viden

Enevælde (1660-1848)

Den danske enevælde blev indført ved et statskup i 1660 af Frederik 3. og afskaffet i 1848 ved en fredelig revolution efter Christian 8.s død.

Danmark er et af Europas ældste monarkier trods skiftende statsformer og magtkampe mellem grupper i samfundet.

I 1660 lå landet i ruiner efter krigene mod svenskerne, og på et stændermøde i København blev det, på trods af modstand fra adelen, besluttet at gøre tronen arvelig og at give kongen enevældig magt.

Grundlaget for den moderne stat blev lagt under enevælden med opbygningen af et stort statsapparat med loyale embedsmænd, oftest jurister. Militærtjeneste og skattebetaling blev pålagt undersåtterne.

Den enevældige konge havde stor magt, landets borgere var alle hans undersåtter, men de havde meget forskellige levevilkår.

Det gjaldt såvel bøndernes hverdag, deres forpligtelser over for godsejerne, livet inde i købstæderne og ude på herregårdene. Præsterne, der bl.a. var enevældens embedsmænd, var ivrigt optagne af at udrydde rester af magiske trosforestillinger og katolske skikke blandt befolkningen. Enevælden var også perioden, hvor foretagsomme handelsfolk med støtte fra kongemagten kunne tjene formuer på den indbringende trekanthandel mellem Danmark, Afrika og Dansk Vestindien.

Den politiske udvikling foregik inden for det landområde, som den enevældige konge herskede over: tvillingeriget Danmark-Norge, Island, Grønland, Færøerne og hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I løbet af perioden var der en voksende kritik af enevælden og en gryende kamp for ytringsfriheden. Herved blev grundlaget skabt for at forvandle Danmark til et moderne retssamfund.

Mere enevælde?

Besøg udstillingen Danmarkshistorier på Nationalmuseet i København.

Del denne side