Historisk viden

Undergrundshæren

Fra begyndelsen af 1944 påbegyndtes over hele landet på britisk initiativ rekrutteringen til en undergrundshær, de såkaldte militærgrupper (M-grupper). M-grupperne skulle foreløbig bare holde sig parat - heraf også navnet ventegrupper - fordi de skulle afvente ankomsten af allierede tropper, som de skulle aflaste i en eventuel slutkamp mod tyskerne.

Denne undergrundshær var opdelt i 7 regioner, som hver især var geografisk underopdelt i distrikter som typisk omfattede en by og dens opland. Inden for disse distrikter var modstandshæren underopdelt militært i kompagnier, delinger og grupper.

Ifølge de britiske direktiver skulle de aktive sabotagegrupper (S-grupper) operere uafhængigt af regionerne, men i praksis kom de også under regionsledelsernes kontrol.

Den 14. juni 1944 udsendte den allierede overkommando SHAEF operationsbefaling nr. 1, iflg. hvilken undergrundshæren skulle opdeles i R- og F- grupper. R-grupperne skulle være veludrustede med våben og sprængstoffer, da der var tiltænkt dem en mere aktiv rolle med f.eks. jernbanesabotage end de lettere bevæbnede F-grupper.  Senere gik man over til at operere med betegnelserne R1-grupper (tidligere R) og R2-grupper (tidligere F).

Som bekendt overgav de tyske styrker sig uden kamp den 5. maj 1945, så ventegruppernes primære indsats kom til at ligge efter befrielsen i forbindelse med interneringen af landssvigere, bevogtningsopgaver etc. Undergrundshæren hjemsendtes gradvist hen over sommeren 1945.

Litteratur

Aage Trommer: Regionerne, i: Gads leksikon om dansk besættelsestid, 2002, s. 384-389.

Del denne side