Nytårsaften for hundrede år siden
En nytårsaften 1918 hos spidsborgerfamilien i klunkelejligheden i København. 1. Verdenskrig er slut, og et nyt år og en ny tid fejres med 3 retters middag med Emma Gads spritnye ’Takt og Tone’ som rettesnor.
I herskabslejligheden på Frederiksholms Kanal skal der være fest på årets sidste dag 31. december 1918. Husets tjenestepiger Maren Kirstine Edler og Johanne Kirstine Jensen dækker op til grosserer Rudolph Christensen og hustruen Elinas nytårsselskab. I den ovale, dunkle spisetue skal selskabet på 20 igennem en nytårsmenu med farseret fisk, stegt kalkun med sauce og grøntsager, kandiseret frugt og kransekage.
Familieportræt, ca. 1900
I loftets vægmaleri tumler velnærede englebasser rundt og kigger ned på det opdækkede bord med krystalglassene, det nypudsede sølvtøj og buketten med tulipanerne.
Hele middagsherligheden kaster glans over grosserer Rudolph Christensen (1849-1925) – en af byens bemærkelsesværdige og succesrige forretningsmænd.
En ny klasse knopskyder i nips
Han er en del af landets nye borgerskab, født efter enevældens ophør, og han når toppen af samfundet, selvom han ikke er født med en adelstitel. Rudolph Christensen bliver en formuende mand på salg af handsker, silkebånd, tyl og flæser til borgerskabets kvinder, som forhandles fra butikken i Østergade 34 i København.
Hattesalonen i Grossererens butik i Østergade i København.
Fra den 330 kvadratmeter store lejlighed med pragtstuer modtager han familie, venner og forretningsforbindelser i vinterhalvåret. Lige fra gæsten sætter foden inden for døren, vandrer den besøgende igennem det ene sceneri efter det andet i lejlighedens stuer. Et virvar af nips venter og giver aldrig øjet fred. Viftepalmer, konsolspejle, prismelysekroner, udskårne paneler, broderede puder, pompøse møbler, blomsteropsatser, tunge gardiner og portierer med klunker og snore holder dagslyset ude og omslutter de besøgende i nostalgisk dagdrømmeri tilbage til svundne tider.
Da Rudolph Christensen køber herskabslejligheden, hyrer han og hustruen de bedste arkitekter og dekoratører til at levere det ypperste af tidens design og trends. Fra 1890 til 1914 bliver en smeltedigel af historiske og æstetiske strømninger materialiseret i lejligheden.
Christensen vil vise, at her bor en familie med orden i sagerne, med god smag og med sans for ro og hygge. Det ligger i tidsånden, at hjemmet er en hule, der forskanser familien mod omverden. 1800-tallet har nemlig været prøvelsernes århundrede med krige, statsbankerot og den endegyldige krig med Tyskland i 1864, der forvandler landet til en småstat. Nationalstoltheden har fået et smerteligt hak i tuden, og devisen bliver, hvad udadtil tabes skal indadtil vindes.
Familien Christensen følger de kulturelle strømninger, de værner om deres anseelse, og de har derfor nok også holdt de sociale omgangsformer i hævd. Emma Gad har få uger forinden nytårsaften udgivet sin ”Takt og Tone”, og man må formode at familien følger Gads færdselsregler for god etikette til punkt og prikke.
Sådan fandt Nationalmuseet Klunkelejligheden
Det var en ansat, Tove Clemmensen, fra Nationalmuseet, som ved et tilfælde fandt Klunkehjemmet i 1942. Hun skulle på besøg hos Gerda og Ellen Christensen, som ville donere deres mors sølvbryllupskjole til museets dragtsamling. Men da Tove Clemmensen trådte ind i lejligheden var det alt andet end kjolen, hun havde blik for. I tyve år besøgte hun jævnlige de to ældre damer, og de testamenterede hele lejligheden, møbler nips osv. til Nationalmuseet.
Efter tidens skik modtager Rudolph og Elina Christensen og døtrene gæsterne i salonen omkring kl. 18.30. Værtsparret præsenterer selskabet for hinanden efterhånden, som de ankommer. Fire franske officerer er blandt de indbudte. Når middagen er klar, meddeler Rudolph Christensen lavmælt selskabets herrer, hvilken dame de skal have til bords. Eller også har gæsterne selv fundet navnet på deres borddame i en skål i entreen. Selskabets herrer fører deres borddame til spisestuen, finder hendes plads og hjælper hende til rette.
Damerne roser den smagfulde borddækning, som er oplyst af de elpærer, som fik plads i prismelysekronen i 1892. Ægteparret Christensen har siddet vis-a-vis, og de fire franske officerer, som aftenens eksotiske midtpunkt, er placeret hos de mest belevne damer og herrer. Blandt gæsterne er også sønnen Aage, hans hustru, familie og venner. Samtalen kredser om muntre emner, kunst, litteratur eller måske rejsen til Paris 1900, hvor familien så Verdensudstillingen og det spritnye Eiffeltårn. Der er næppe faldet et ord på de mange unge mænds pinsler i skyttegravene på de europæiske slagmarker. Den slags samtaler hører sig ikke til ved middagsbordet, slår Emma Gad fast i sin bog.
Om Klunkehjemmet
I hjertet af København har tiden stået stille i over 100 år i borgerlejligheden Klunkehjemmet. I 1890 flyttede grosserer Rudolph Christensen ind i lejligheden på 2. sal med sin hustru og deres tre børn. Lejligheden blev indrettet af tidens bedste dekoratører og indretningsarkitekter. Grosserens to døtre forblev ugifte og boede i lejligheden til deres død i 1963. De ændrede intet i deres barndomshjem, og derfor står alt intakt og favner en tid fra 1890 til 1914, som har fået navnet klunketiden.
Alle kan besøge denne tidslomme og komme med på en rundvisning i klunkehjemmet.
Denne aften har selskabet fået kransekage til dessert. Den kunne lige så godt have været serveret i et overflødighedshorn, som var ét af tidens maddiller. Et sødt og spiseligt statussymbol, der er et symbol på alt det, man ønsker i det nye år - velstand og rigeligt af alt det gode.
Efter middagen er det ikke utænkeligt, at herrerne er gået ind i Rudolph Christensen arbejdsværelse, herreværelset og fået en cigar og cognac og vendt den nyligt afsluttede verdenskrig, som fra 1914-1918 kostede 9 millioner menneskeliv og ændrede verdenskortet. De store linjer er selskabet nok ikke bekendt med endnu. Denne aften taler de måske om de 40.000 engelske krigsfanger, som overnatter i Pakhuset og venter på at komme hjem. Måske de også drøfter lysningerne i kulkrisen, og benzinen som endnu ikke kommer privatbilisterne til gode. Den nye tyske regering, og de astronomiske krigsskadeerstatninger vender de med stor sandsynlighed også.
Januarudsalg og krudt på Rådhuspladsen
Damerne indfinder sig i dagligstuen eller salonen og nipper til kandiserede frugter og taler om husførelse og prisreguleringerne, som endnu ikke er blevet lempet efter krigens afslutning. Til gengæld glæder de sig over Magasins udsalg 2. januar, hvor annoncerne lover fordelagtige priser. Den årvågne avislæser kan også fortælle resten af damerne, at den spanske syge kræver sine ofre i Hirtshals. Emma Gads ”Takt og tone til Tiden” kan også være et samtaleemne.
Kort inden kl. 24 samler selskabet sig i salonen og ønsker hinanden alt godt i det kommende år med en helt ny verdensorden.
Et kig fra salonen til dagligstuen / Foto: Arnold Mikkelsen og John Lee
Det er ikke til at sige, om selskabet larmer det nye år ind med ’knallerter’, ’knaldfigurer’, papirhuer, hatte og serpentiner, som sælges i ’Kina og Japanhuset’. Det kan meget vel tænkes at være for stærke sager for en borgerfamilie. Hvis de åbner vinduerne, kan de høre den store menneskemængde på Rådhuspladsen. I begyndelsen af 1900-tallet blev det en tradition at samles på Rådhuspladsen ved midnat nytårsaften. Stemningen har mindet en del om den, man kan opleve i dag. Store drenge samles for at fyre fyrværkeri af, navnligt knald- og røgfyrværkeri. De forsøger også at tænde bål og brænde juletræer af. Politiet forsøger at holde ro, og københavnerne ser til.
Så hvis selskabet i Frederiksholms kanal har åbnet vinduerne og lænet sig ud og lyttet efter, har de sikkert kunnet høre, at der blev fyret både ’skrubtudser’ og ’kinesere’ af. Rådhusklokkerne, der ringede det nye år – 1919 – ind, må de i hvert fald have haft fornøjelsen af.
Nytårsmenu med inspiration fra klunkehjemmet / Retterne blev serveret med grøntsager til, fx karotter og blomkål. Indkøbsedlen omfatter også snitter, der måske gjorde det ud for natmad. Kandiserede frugter, nødder, rosiner og krakmandler var også på listerne, samt i de senere år, nougat og chokolader.
Baggrund
På baggrund af vores viden om familien Christensen, indkøbsliste, gæsteliste, avisudklip og Emma Gads ’Takt og Tone’ har vi gengivet, hvordan nytårsaften 1918 kunne udspille sig i Klunkelejligheden.
Kilder
natmus.dk - Klunkehjemmet
Takt og Tone til Tiden af Emma Gad
Tove Clemmensen Klunkehjemmet
Berlingske tiden 31. december 1918.
Social Demokratis aftenblad 30. december 1918.
København 30. december 1918.
Frøken Jensens kogebog 1909
Tekst: Karen Torp-Pedersen
Faglig konsulent: Charlotte S. H. Jensen
Produktion: Rikke Caroline Carlsen, Charlotte S. H. Jensen, Rune Clausen
Nationalmuseet 2018